Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Da samtlige borgerlige partier på Christiansborg efter valget i 2015 brugte deres flertal på at gøre Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til ny formand for Folketinget, skete der et eller andet med landets næsthøjeste embede. Den fine, symbolske post, som man normalt havde tildelt agtværdige folketingsmedlemmer, som nød anseelse i hele folketingssalen, blev trukket ned i sølet. Den blev uværdig.
Så kunne Pia Kjærsgaard selvfølgelig have valgt at stramme ballerne og overraske, men det gjorde hun ikke. Som Informations chefredaktør Rune Lykkeberg konkluderede i en leder fire år senere, så var hendes embedsførelse, eller hvad man skal kalde det, “nøgternt betragtet” en “fiasko”, idet hun endte med at opføre sig “mere magtfuldkomment end det regime, hun engang ville gøre op med”.
Efter folketingsvalget i 2022 valgte et bredt flertal (uden Enhedslisten og Alternativet) Venstres Søren Gade som folketingsformand. Den tidligere forsvarsminister havde ry for at være en selvhævdende bulderbasse, der ikke gik af vejen for at skabe ballade på de indre linjer. Derfor var det en perfekt løsning for Venstres ledelse at få ham placeret på en post, hvor de fine, historiske rammer kunne have en passiviserende effekt. I Søren Gades tilfælde er det folkestyrets svar på gummicellen og spændetrøjen.
Nu har Gade endelig fundet en værdig sag at kæmpe for fra sin ophøjede position: Han vil tage et opgør med nonverbal kommunikation i Folketingssalen. Det er Politiken, der har opsnappet et brev, som Søren Gade har sendt ud til partierne. Her skriver han: “Vi oplever desværre, at der af og til er medlemmer, der fra deres pladser kommer med markante ikkeverbale reaktioner på taler – fx i form af overdrevne fagter og lignende. Det får forhandlingen til at fremstå mindre respektfuld og værdig, og vi henstiller til, at det stopper.”
Avisen har spurgt Søren Gade, hvad udtrykket “overdrevne fagter” dækker over. “Det kan være, hvis folk sidder og ryster på hovedet, når én siger noget på talerstolen. Man kan godt være uenig, men det er ikke god stil at gøre det,” uddyber formanden. I betragtning af, hvad der i de seneste 25 år er blevet lukket ud af ubegribelige enfoldigheder fra talerstolen – ikke mindst fra Gades eget parti – så er det noget af et krav at stille, at folketingsmedlemmer skal sidde som ubevægelige voksdukker og stirre frem for sig. Der er simpelthen for meget, som kræver en fysisk reaktion.
Det er fascinernede, hvad det kan gøre ved magttyper med en flosset moral at blive placeret et sted uden nævneværdige beføjelser, hvor værdighed og respektabilitet er omdrejningspunktet for deres råderum og handlinger. Det kan få det bedste frem i dem. Man kan måske ligefrem tale om, at Søren ‘Jeg er jo direktøren for det hele‘ Gade er ‘kommet hjem’; folkestyrets vicevært – det er lige ham.
Mette og magten
I den modsatte ende af magtskalaen har vi statsminister Mette Frederiksen, som (i hvert fald formelt) er socialdemokrat. For et par dage siden optrådte hun i et interview i den ellers ærværdige britiske avis Financial Times. Hun har tilbragt for meget tid sammen med sin forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) på det seneste, for det, hun laver i interviewet, er en ægte Fogh med fuld skrue. Frederiksens budskab er, at landene på det europæiske kontinent er “naive”, at EU-landene skal skære i velfærden for at bruge flere penge på våben til at afskrække et “tiltagende aggressivt Rusland”. Og næsten som et ekko af Anders Fogh Rasmussen, som danske medier konstant glemmer er konsulent og rejsende i krudt og kugler, siger hun: “Jeg ser et mere aggressivt Rusland på alle niveauer, ikke kun i Ukraine. Og vi må spørge os selv: Er det endestationen for Rusland? Eller et led i bestræbelserne på at skabe et Storrusland igen?”
Det er ikke, fordi der ikke er noget om snakken. Men Mette Frederiksen kan ikke styre sig. I et interview i Berlingske forleden talte hun om “Tredje Verdenskrig”. Hun siger, at hun godt nok ikke vil bruge den formulering, men at vi er i en situation, der peger i den retning. Som statsminister er det Frederiksens rolle at skabe tryghed. Men hun trives i kriseretorik. Det bedste, der kunne ske for hende – og for os alle sammen – var, at hun fik et job som Søren Gades. Pia Kjærsgaard banede vejen. Ingen magt til Mette. Hun kan ikke administrere den. Til gengæld ville hun være en fantastisk nonverbal kommunikatør. /Oliver Stilling