Vild, vildere, video

Panikken over kunstig intelligens kommer åbenbart i bølger. Samtidig bliver den stadig mere forudsigelig, meget ligesom ChatGPT’s svar, når man stiller den et svært eksistentielt spørgsmål: Det handler mest om de mange uoverskuelige perspektiver, de tvetydige fortolkninger og behovet for at tænke sig om. Med tiden bliver det hele så også glemt igen.

Da OpenAI og tilsvarende AI-virksomheder pludselig gjorde det muligt at fremtrylle AI-fremstillede billeder med en simpel tekstkommando, virkede det som et paradigmeskifte, der ville transformere de fleste kreative brancher, som vi kender dem. Risikoen for spredning af misinformation blev heftigt diskuteret, tech-utopister talte om, hvordan det her bare var begyndelsen, og de fleste forekom både skræmte og benovede over mulighederne (inklusive os selv, der brugte en hel del tid på AI-tjenesten Midjourney).

Efterhånden som man vænnede sig til AI-billederne, mistede de dog også lidt af deres glans og magi. Faktisk begyndte udviklingen efter en rum tid at virke mere triviel – lige indtil den næste opdatering kom, der gjorde billederne endnu mere fotorealistiske. Noget tilsvarende er tilsyneladende sket med AI-genereret tekst og chatbots som ChatGPT: Den første tids ramaskrig og guldfeber-stemning bliver afløst af en gradvis normalisering, mens vi venter på det næste store AI-gennembrud. Det er så kommet nu – og cyklussen tegner til at blive den samme.

For et par uger siden offentliggjorde OpenAI de første videoer fra virksomhedens nye AI-model Sora, som altså kan generere fotorealistiske og relativt troværdige videoer ud fra nogle simple tekstinputs. Siden da har en meget genkendelig diskussion atter raset om, hvor samfundsomvæltende teknologien kan vise sig at blive. B-films-instruktøren Tyler Perry har angiveligt stoppet en udvidelse af sit filmstudie til 800 mio. dollars som en direkte konsekvens af Sora, og frygten for, hvad videogenereringsværktøjet kan medføre af mulig spredning af misinformation, er allerede stukket af. Også selvom Sora indtil videre kun er tilgængelig for en lukket kreds af produkttestere, kun kan generere ét minuts video ad gangen, og endnu ikke har fået nogen officiel udgivelsesdato.

I sin beskrivelse af Sora skriver OpenAI i klassisk Silicon Valley-stil, at værktøjet viser “en lovende vej til at bygge generelle simulatorer af den fysiske verden”. Hvad det egentlig er, Sora viser vejen til, er dog stadig op til hed debat. Man kan selvfølgelig gå fuld Walter Benjamin og filosofere over, hvordan Sora på sigt vil ødelægge den sidste gnist af aura (“et sælsomt spind af rum og tid: den enestående fremtoning af noget fjernt, hvor nær det end er”) fra vores mainstream-underholdning, eller hvordan den nemme videoskabelse vil føre til en øget enshittification af internettet. Man kan opholde sig ved de mange copyrightspørgsmål eller de skræmmende perspektiver omkring udbredelsen af deep fakes. Og man kan også bare blive forbløffet over, hvor langt teknologien er nået på et år.

Uanset hvilken debat man vælger, er det dog stadig svært at tale om et definitivt vendepunkt. Det er mest bare en ny udvikling, som med tiden vil blive affortryllet. Meget ligesom der før AI-billeder var Photoshop, var der før Sora også misvisende videoer, der blev delt på sociale medier for at sprede misinformation. Der har været ramaskrig over computergenerede effekter i film, og der har været smartphones, som har gjort det påfaldende nemt at lege amatørinstruktør. Det, som hypen over Sora mest af alt drukner, er hvad hypen i sig selv skaber: yderligere investeringer i kunstig intelligens, som igen vil fodre indtrykket af, at det her er verdens vigtigste teknologi. I den forstand bliver den kunstig intelligens’ samfundsomvæltende potentiale en selvopfyldende profeti. Og det er selvfølgelig heller ikke ufarligt. /David Dragsted