Tre bøger med Andreas Koefoed

Hvad er din første boganbefaling?

Jeg er meget glad for The Year of Magical Thinking (2005) af Joan Didion. Den handler om hendes egen sorgproces oven på det pludselige tab af sin mand og er en smuk, rørende og stærk indføring i sorgens væsen. Hun skrev den på cirka 80 dage lige efter mandens død, så hun skriver midt i sorgen: Hun går derfor til det med følelserne og er selvfølgelig ramt personligt, men går også til ”sorgen” som emne intellektuelt som undersøgende journalist. Man får en slags real-time fornemmelse af, hvordan hendes tanker hopper rundt, og hvordan hun prøver at processere dem fra forskellige vinkler.

The Lost Leonardo handler jo om et maleri, men handler også om en kvinde, der skal restaurere maleriet og som mister sin mand umiddelbart efter, hun får det. Hun sidder og arbejder med det her store kunstværk, som hun har haft samtaler om med sin mand. Maleriet forestiller jo Jesus, så det er på en måde hendes mand, Jesus og Da Vinci, der smelter sammen i hendes proces. Der er så mange sammenfald med Joan Didion, at jeg næsten føler, jeg kunne have lavet en dokumentar om den bog.

Normalt arbejder jeg selv ud fra en ikke-intellektuel, ikke-journalistisk metode i mine film. Jeg går til nogle menneskeeksistenser og følger dem på en rejse fra A til B, hvor de gennemgår en udvikling. Men The Lost Leonardo er en anden type film, der kræver en større afdækning af en masse temaer og forbindelser, men der er også mange forskellige personer, der gerne vil udtale sig om maleriet. Der er 25 karakterer i filmen, der er kunsteksperter og økonomer og oligarker og alt muligt, og de taler jo om maleriet ud fra deres egne dagsordener, så det var afgørende for mig, at der også skulle være et menneske, man kan relatere sig til og føle noget for. Jeg kan godt lide film, der har et intellektuelt blik, men samtidig også et personligt blik.

Din anden bog er, ligesom Da Vincis malerier, vist det man kan kalde en ”klassiker”, nemlig J.D. Salingers Forbandede ungdom (1953). Har det igen at gøre med det personlige blik?

Altså, Forbandede ungdom er klart min yndlingsbog, men jo, den har altid rørt mig, den her jeg-fortælling set fra en 17-årig drengs perspektiv, der står midt i en eksistentiel krise: Hvem er han, hvad skal der ske, hvem skal han lukke ind i sit liv? Han drager ligesom hvileløst rundt i New York og møder en masse karakterer undervejs, men at alt bliver beskrevet fra hans synsvinkel, det synes jeg er meget stærkt og poetisk og minder mig om, da jeg selv var i den alder og ikke vidste, hvad jeg skulle.

Så har jeg også brugt den bog indirekte i en anden film. Jeg er nemlig i gang med at lave en film, der hedder Faldet, som kommer ud på CPH:DOX her om nogle måneder. Den handler om en lille pige, der falder ud fra femte sal, fordi hun går i søvne og drømmer, at hendes lillesøster har kastet hendes hue ud ad vinduet. Så hun hopper ud ad vinduet og lander på asfalten fem etager nede og overlever mirakuløst. Hende møder jeg nogle måneder efter ulykken, og følger hende over en periode på fem år, men i nedslag. Ulykken har sat sig spor både i hendes krop og hendes psyke. Hun skal både finde ud af, om hun kan ”vinde sin krop tilbage”. Og så var hun 11 år, da det skete, så hun bliver teenager ret hurtigt efter, og skal finde ud af, hvem hun er. Jagten på identitet og rodløshed går igen. Jeg gav hende faktisk Forbandede ungdom i konfirmationsgave, fordi jeg synes, der var en masse fællestræk til hendes fortælling, men også til mig selv i den alder.

Og vi bliver også i de store værker til sidst?             

Ja, det er måske et lidt corny valg, men jeg har tre børn, så der hvor jeg læser mest, er når jeg læser højt for dem. Vi har læst en del H.C. Andersen på det sidste, så jeg har bare fået en ny øjenåbner for, hvor vild en forfatter han egentlig var. Det er bare ét eksempel, men Snedronningen (1844) synes jeg er virkelig smukt skrevet, og er en slags universel fortælling om at gå fra barn til voksen og kampen mellem det gode og det onde, som jo er i os alle. Det er så mættet og fantasifuldt et sprog.

Både fordi H.C. Andersen er så ikonisk, kan man trække paralleller til Da Vinci, men også selve den fortælling, der er i The Lost Leonardo kunne næsten være et H.C. Andersen-eventyr. Altså: man har et gammelt maleri, som har stået og samlet støv på slidte lofter og lagrer, men pludselig er der én, der kigger på det og siger ”hov det er noget helt særligt!”. Så det går fra at være ingenting, et ramponeret lille maleri, til på 12 år at blive det dyreste maleri nogensinde og en skjult skat fra den største kunstner.

Der er jo noget ”kejserens nye klæder” i det. Alle løber med på en sandhed, som er skabt af nogle magtfulde personer. Pludselig er der så nogle, der siger ”stop, det kan jo slet ikke være et Da Vinci!”. I Da Vinci-historien går folk også amok over, hvordan maleriet kan blive svinet til og hængt op og brugt til økonomiske og geopolitiske magtspil. I virkeligheden handler det meget lidt om selve maleriet, der er en uskyldig karakter på hele rejsen, men reflekterer alle de mekanismer, vi har i vores verden. Men malerier reflekterer folks drømme. Selv de ypperste, mest nøgterne eksperter kan ikke sætte sig ud over drømmen om selv at finde det nye Da Vinci, så når de står foran maleriet, bliver de næsten forheksede, eller i hvert fald farvede i deres bedømmelser. Så maleriet som objekt får også en sjæl og vilje – de bliver forført af maleriet, og når de først har været ude og sige ”jeg har fundet det nye Da Vinci”, bliver det meget svært at afvige fra det. Det bliver en livsafgørende fortælling. Det er spændende, hvordan vi som mennesker bliver fanget ind i de her store mytologier, som stammer fra vores drømme og vores fortællinger om os selv.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.