Nyhedsanalysen
Her er de 10 svageste led i den borgerlige blok
De 80 mest loyale politikere i blå blok er blevet sorteret fra i de seneste uger, og nu står kun de 10 mest utilregnelige tilbage her i finalen – blandt i de alt 90 folketingsmedlemmer bag Løkke-regeringen: Hvem er det allersvageste led i den borgerlige blok?
Kim Christiansen og kæresten Pia Adelsteen på Hviids Vinstue.
Præcis 90 blå politikere vil troppe op, når Folketinget åbner sæsonen nu på tirsdag. Regeringen hviler på det smallest tænkelige fundament. 14 af dem er dog Venstre-ministre, og så er der 76 på listen over muligt mistænkte overløbere. Heraf er de 27 dog enten trofaste eller stræbsomme partisoldater, som under ingen omstændigheder vil begå mytteri – og så er der 49 tilbage.
Blandt de mindre kendte politikere på bagerste række er loyaliteten dog også nogenlunde intakt, indtil videre, og yderligere 39 blå folketingsmedlemmer behøver således næppe heller at holde statsminister Lars Løkke Rasmussen vågen om natten.
Men de sidste 10 borgerlige politikere, ja de går rundt og balancerer med Venstre-regeringens skæbne i deres omskiftelige hænder. Hvis blot én af disse 10 mere selvrådende og – i flere tilfælde – forsmåede typer pludselig vælger at blive løsgænger, eller ligefrem skifte parti, vil hele det parlamentariske grundlag under Lars Løkke bryde sammen. Uanset hvad Liberal Alliance og Dansk Folkeparti måtte mene eller kunne blive enige om.
Gennem de seneste uger har nedtællingen her i føljetonen ’90 minus 1′ været i gang. Baseret på en lang række kilder i og omkring Christiansborg-miljøet er de løse ender blevet indkredset, i jagten på det svageste led i den blå blok. Nu er det finaletid. Her følger i omvendt prioriteret rækkefølge profiler af de 10 største jokere blandt de borgerlige på Borgen, som af vidt forskellige årsager og motiver kan få Regeringen Lars Løkke Rasmussen II til at kollapse indefra.
#10 – Eva Kjer Hansen
Venstres gamle højskolefløj er udraderet på Christiansborg. Tidligere frisindskæmpere som Birthe Rønn Hornbech, Eyvind Vesselbo og Britta Schall Holberg er ikke længere medlemmer af Venstres folketingsgruppe. På snedig vis blev den interne kritiker Morten Løkkegaard også skibet afsted til Europa-parlamentet, da den sidste mohikaner, Jens Rohde, fik nok af udlændingestramningerne og skiftede til Det Radikale Venstre. Dermed er der ikke mange Venstrefolk tilbage, som kunne tænkes at vakle i loyaliteten over formanden Lars Løkke Rasmussens mulige forligsfiduser her i efteråret Men der er én, nemlig den detroniserede landbrugsminister Eva Kjer Hansen.
Hun blev brugt som offerlam i landbrugsskandalen af statsminister, og skylder derfor ikke noget til nogen i Venstretoppen. Den afgørende årsag til, at Eva Kjer Hansen nævnes som et muligt svageste led i den borgerlige blok, er dog, at hun som den eneste har udtryk højlydt kritik af Venstres forslag til nye udlændingestramninger. I 2014 skrev hun på Twitter, at Venstre ikke skal appellere til folks indre svindhund.
I en situation, hvor et kompromis mellem de fire borgerlige partier næsten kun kan gå op, hvis Dansk Folkeparti får tilbudt nogle nye og drakoniske stramninger af grænsekontrollen og asylreglerne, er det næsten lige så sikkert, at Venstre dermed vil overskride Eva Kjer Hansens frihedsidealer. Hun er derfor en mulig risikofaktor for Lars Løkke: Hvis regeringen går for langt med indrømmelser til Dansk Folkeparti, er Eva Kjer Hansen den mest sandsynlige næste Venstre-politiker, hvor nok bliver nok. Minister bliver hun jo nok alligevel ikke igen.
#9 – Bent Bøgsted
Den DF’er, som socialdemokraterne har mest tillid til – eller måske rettere sagt den eneste DF’er, som socialdemokraterne har tillid til – er tidligere skibsværftsarbejder og specialarbejder Bent Gunnar Bøgsted. Som beskæftigelsesordfører har han været involveret i en række forhandlinger, hvor han har demonstreret et socialt sindelag, der i en anden tid ville have gjort ham til en trofast udkants-socialdemokrat. Med sin karakteristiske limfjordsmoustache fremtræder Bent Bøgsted som en sindig sjæl, der foretrækker et bredt samarbejde hen over midten i velfærdspolitikken.
I den fortsatte flirt mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står Bent Bøgsted tættest på døråbningen. Blandt toppen i Dansk Folkeparti, hvor de fleste har en fremtrædende fortid i Fremskridtspartiet, bruges flirten med Socialdemokratiet mest som et taktisk greb for at presse Venstre-regeringen. Men 60-årige Bent Bøgsted virker oprigtig, når han f.eks. fortryder den dagpengereform, som Dansk Folkeparti lagde de afgørende stemmer til. En type af social forringelse, som han næppe vil have lyst til at gentage.
Hvis Lars Løkke ender med at bøje sig for Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser til folk med millionindkomster – og måske ligefrem tilmed at forringe folkepensionen yderligere – er Bent Bøgsted den mest sandsynlige DF’ere, som ville kunne ryge fra i højresvinget. Han er loyal, men har også i stigende grad sine egne meningers mod. Bøgsted har en rød linje, der kan overskrides, hvis Anders Samulesen & co. får alt for frit spil.
#8 – Naser Khader
På moderne dansk taler man om ‘bindestregsdanskere’. Den dansk-syrisk-palæstinensiske Naser Khader er også bindestregspolitiker: Han er borgerlig-opportunistisk-værdikonservativ, men har også tidligere været radikal-pragmatisk-åndsliberal og ikke mindst demokratisk-moderat-kulturmuslim.
Naser Khader er den regerende danmarksmester i partihopperi: Fire partier på 15 år. Efter han i 2001 blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre hoppede han først videre til sig eget partiprojekt Ny Alliance, som blev valgt ind i 2007 med fem mandater. Derfra gik snurreturen videre til Ny Alliance, hvor Naser Khader imidlertid heller ikke følte sig til rette – og nu er den foreløbige endestation så blevet det forsvindende Konservative Folkeparti.
Så længe Naser Khader føler sig sikker på genvalg hos de konservative, vil han med en rimelig sandsynlighed blive i partiet. Men dén sikkerhed kan hurtigt opløse sig selv i de nedadgående meningsmålinger. Som bindestregspolitiker kan han ikke slippe fri af skyggen som politisk joker – og Naser Khader vil altid være på spring til nye og bedre tilbud.
Khader er selvskreven på enhver liste over potentielle partihoppere. Dog vil det næppe være ideologi eller det tekniske indhold i de konkrete forlig, der i givet fald vil få Khader til at tage turen igen, snarere nye, større og sikrere muligheder – og dét kunne f.eks. være i Nye Borgerlige, som utvivlsomt ville opfatte Naser Khader som et trofæ, som hjælpe med til at annullere en del af kritikken om partiets fremmedfjendskhed. Khader skal nok formå selv at overleve den konservative kerne-nedsmeltning.
#7 – Henrik Dahl
Selv hævder sociologen Henrik Dahl, at han ikke har skiftet mening, kun skiftet parti. Og rigtigt er det at han var en kontroversiel og alt andet end partiloyal figur som en del af ‘fornyerfløjen’ i SF tilbage i 1990’erne. Han blev kort sagt opfattet som en ‘redepisser’. Tiltroen til det europæiske projekt førte ham dengang på kollisionskurs med mange af de traditionalistiske folkesocialister, og Henrik Dahl har i årevis optrådt som en højprofileret debattør, der typisk argumenterede for vigtigheden af ansvarlighed, pragmatisme og rationalitet.
I dag har han så taget et herresving til højre, helt over i Liberal Alliance, som i dag virker mindst lige så EU-skeptisk, som SF var dengang Henrik Dahl endte med at søge videre til Socialdemokratiet. Og et parti, som dyrker netop den form for følelsesladede idealisme og yderligtgående varetagelse af særinteresser, som Henrik Dahl i sin kritiserede bl.a. SF for. På bagvendt vis er han lige nu i Liberal Alliance med til at gentage mange af de verdensfjerne kortslutninger, som han sønderlemmende har kritiseret en naiv venstrefløj for at tumle rundt med i 1970’erne og 1980’erne. Det virker som spildte kræfter.
Ultimative krav er i hvert fald et nyt begreb i Henrik Dahls personlige leksikon. Stort set alt, hvad han tidligere har sagt og skrevet, peger i retning af, at Henrik Dahl ville være overordentlig tilfreds, hvis Lars Løkkes fremlagte 2025-plan blev gennemført uden så meget som en komma-ændring. Men han er medlem af et parti, der synes at kopiere – hvis ikke 1970’ernes venstrefløj – så Fremskridtspartiets anarkisme.
Hvis Henrik Dahl kunne sikre 2025-planen og Lars Løkkes videre regimente ved at melde sig ud, og f.eks. blive løsgænger, ville han nok ende som det mest utilregnelige medlem af blå blok. Men manden, der indtil fornylig kaldte sig ”kulturvenstreorienteret”, kan kun true med at blive. Idéen om at ville destabilisere og fragmentere det parlamentariske demokrati er dog stadig så lidt dahlsk, som det næsten kan blive.
#6 – Marlene Harpsøe
Konkurrencen om, hvem der er mest imod at hjælpe mennesker på flugt, er i fuld gang. Et ganske aggressivt forsøg blev gjort forrige weekend i Herning, hvor 33-årige Marlene Harpsøe fik sit gennembrud på landsscenen. Hun trådte op på talerstolen ved Dansk Folkepartis årsmøde og udtalte til tilhørernes højlydte begejstring: ”Der rapporteres nogle gange om vanskeligheder ved at sende afviste asylansøgere hjem. Det er meget, meget dyrt, når rejsen foretages med fly. Vi spilder utrolig mange politiresurser på det. Så kære årsmøde, jeg har en meget bedre idé. Giv i stedet migranterne et par kondisko. Hvis de kan gå hele vejen herop, så kan de også gå hjem igen,” lød det fra Harpsøe.
Hun blev medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti for første gang i 2007, men kan ikke siges at have gjort noget større væsen af sig. Officielt har hun titel af ‘erhvervsuddannelsesordfører’, et område, som på sin vis godt ville kunne have været et hjertebarn for Dansk Folkeparti. Men nej, hun har normalt ikke nogen offentlig synlighed – ikke engang som da hun tidligere var dyrevelfærdsordfører. Reelt har Marlene Harpsøe ikke mere og andet at spille på end flygtningefrygt, selv når hun sidder som byrådsmedlem i Helsingør, hvor manglende juleudsmykning er ét af hendes tilbagevendende slagnumre.
Med en opvækst i Nordsjælland, tæt på Louisiana kunstmuseum, og en påfaldende liberalistisk tilgang til bl.a. overførselsindkomster, har Marlene Harpsøe en profil, der passer næsten for perfekt ind i Nye Borgerlige. For perfekt, fordi hun vil kunne bruges af den topstyrede ledelse i Dansk Folkeparti som en form for faldskærms-partisoldat, der kan sættes direkte ind i fjendtlige operationer mod Pernille Vermund og co.
Hvis Dansk Folkeparti dykker betydeligt i meningsmålingerne, vil Marlene Harpsøe – som tidligere er kommet ind i Folketinget på blot to ekstra stemmer, og dernæst røg ud, for at blive valgt ind igen i 2015 – være én af dem, som med stor sandsynlighed vil føle sig fristet til at prøve at overleve som politiker ved at hoppe over i Nye Borgerlige.
#5 – Mette Bock
Klanernes tid er forbi i dansk politik. Stort set. De socialdemokratiske Hækkerup’ere skal man aldrig undervurdere, mens de radikale Helveg’ere virker til at have fremtiden bag sig. Én familie står dog markant frem i Folketinget – søskendeparret Anders og Mette: Lillebror Samuelsen og storesøster Bock. Ved sidste valg fik hun imponerende 11.588 personlige stemmer, og kom dermed ind på en 24.-plads over landets mest populære folketingsmedlemmer. Ingen kan derfor tage noget fra Mette Bocks parlamentariske karriere. Hun har dog ét lille problem: Foreløbigt tyder intet på, at hun er liberalist.
Mette Bock har endnu intet sagt, der kan forklare, hvorfor hun er medlem af lige netop storebroderens parti, ja, altså udover slægtsskabet. Så sent som i 1994 var hun folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti, hvorfra hun bevægede sig videre til Det Radikale Venstre, bl.a. som næstformand for partiets landsorganisation. Interessant nok lægger hun ikke engang skjul på, at hun ideologisk stadig hører til i den bløde rød-grønne blok:
”En del af de værdier jeg havde i SF, har jeg stadig,” udtalte Mette Bock i et interview, hvor hun tilmed kun lagde afstand til SF, fordi partiet havde flyttet sig for lang til højre i udlændingepolitikken. Som tidligere ansvarshavende chefredaktør for JydskeVestkysten er Mette Bock en offentlig figur med en solid folkelig forankring i det sydjyske, men nogen minimalstats-ideolog er hun altså ikke. Og bliver det heller aldrig.
Hvis hun fulgte sine instinkter, ville hun næppe gå i døde for topskattelettelser, men snarere skifte parti – hen over midten. Loyaliteten til lillebror vil sikkert holde hende fra det, men intellektuelt er Mette Bock ikke hjemme i Liberal Alliance.
#4 – Marie Krarup
Faren kender alle. Og den 78-årige provo er stadig god for lidt rabalder. Tidehvervspræsten Søren Krarup opfordrede i sommer til nationalt mytteri mod Lars Løkke: ”I mine øjne bør Dansk Folkeparti vælte Løkke-regeringen uden betænkningstid. Løkke er en fuldstændig ukvalificeret leder, som hellere vil dyrke en europæisk overnationalisme end at passe på Danmark som et kristent land i vores egen, historiske sammenhæng,” lød det fra det tidligere DF-medlem af Folketinget.
Endnu mere interessant er det dog, at moren, Elisabeth – som er ganske aktiv på sociale medier – virker mere end begejstret for den nye, nationalistiske konkurrent Nye Borgerlige. Datteren, sprogofficer Marie Krarup, der åbenhjertigt forsøger at løfte familiens politisk arv videre, har derfor ikke meget at vinde på den vigtige hjemmefront ved fortsat at holde hånden under den ”ukvalificerede” og ”katastrofale” Lars Løkke. Tværtimod. Og udadtil har 51-årige Marie Krarup hidtil også lagt sig meget, meget tæt op ad udmeldingerne fra Nye Borgerliges forkvinde Pernille Vermund.
Hvis Marie Krarup skulle begynde forfra som politiker i dag, ville Nye Borgerlige være et mere oplagt bud end Dansk Folkeparti. Først og fremmest fordi Dansk Folkeparti har mistet sin brod som den mest nationalistiske spydspids på den politiske scene, og således selv har skabt det vakuum, som nu udfyldes af Nye Borgerlige. Men nu kan Marie Krarup jo – om nogen – ikke slette fortiden, hun er jorden tro, og forbliver derfor med størst sandsynlighed i et parti, som imidlertid skal til at lære at leve med ikke længere at være samlingspunkt for de mest forbenede nationalister og mest kompromisløse EU-modstandere på højrefløjen.
#3 – Alex Ahrendtsen
Den politiske oplæring er sket i byrådet i Odense, hvor store ideologiske storme ikke ligefrem raser gennem lokalerne. Mangeårige byrådspolitikere, som stiger op og bliver landspolitikere, er sjældent de mest spektakulære og bombastiske typer. Men 49-årige Alex Ahrendtsen er undtagelsen. På mange måder. Han har ført en frontkrig mod det, han opfatter som ”den snigende islamisering” af Danmark, med afsæt i netop Odense som en dyster krystalkugle.
Som humanistisk uddannet akademiker taler Alex Ahrendtsen som oftest distingveret og afmålt, men han kan så sandelig godt skrue op for blusset, f.eks. når kalder den socialt belastede beton-forstad Vollsmose for ”en byld, og når man trykker på den, gør den ondt” – og koranen for ”religiøs nazisme”. Anklager om racisme har han fået flere gange.
Gennembruddet i den bredere offentlighed kom med bogen ‘Når Danskere Bøjer Af’, hvor Alex Ahrendtsen trådte i karakter som en lokal udgave af den hollandske provo-politiker Geert Wilders. Og med den endnu mere omdiskuterede valgvideo, optaget i Vollsmose, blev Dansk Folkepartis kulturordfører en selvstændig faktor på højrefløjen. Alex Ahrendtsen lægger ikke skjul på, at han er kulturelt reaktionær, og tordner derfor mod undervisningsmateriale i skolerne, der fortæller om lesbiske forældre: ”Det er et overgreb mod de børn, der skal se den. Det er propaganda og et forsøg på at indoktrinere børnene til en bestemt form for familie”.
Modviljen mod indvandring og homoseksualitet er dog ikke de to afgørende faktorer, som skiller Alex Ahrendtsen ud som DF’er. Her har han har ryggen fri fra de utallige meningsfæller, som heller ikke bryder sig om muslimer og lesbiske. Nej, x-faktoren er snarere, at han er overraskende åben om, hvordan han lever i følelsernes vold, og ikke lader sig styre af sin fornuft – som han fortæller om i dette både blufærdige og fascinerende radiointerview med Hassan Preisler. Alex Ahrendtsen er på godt og ondt en løs kanon, der virker til pludselig at kunne at reagere fyrigt, og f.eks. skifte parti mod højre.
#2 – Pia Adelsteen
Den første profilerede DF’er har for længst smækket døren bag sig – og har søgt tilflugt hos Nye Borgerlige: Aia Fog, næstformanden i Trykkefrihedsselskabet, og kandidat ved EU-Parlamentsvalget 2009 for Dansk Folkeparti, skiftede i foråret med en kras afskedssalut: ”Jeg har længe været overrasket over den nedtoning af Dansk Folkepartis raison d’être, nemlig den stramme udlændinge- og integrationspolitik, der er sket”. Og Aia Fog er ikke alene. Andre DF-kvinder tænker i samme rille som hende, ikke mindst 53-årige Pia Adelsteen, som har siddet i Folketinget siden 2007.
Pia Adelsteen har ikke ligefrem den store Pia, Pia Kjærsgaards gennemslagskraft. Hun drømmer sig i stedet tilbage til tiden under den tidligere formand. På sommerens Folkemøde på Bornholm kom Pia Adelsteen med en opsigtsvækkende bredside mod DF-formand Kristian Thulesen Dahl: ”Jeg synes, vi er blevet for pæne. Vi pakker tingene ind. Hør her, alle kender Pia Kjærsgaard. Det er der én eneste årsag til; hun kalder en skovl for en skovl. I dag synes jeg, at vi er blevet for pæne. Jeg er det også selv. Jeg tænker; ahh, det er nok for groft og holder mig selv tilbage. Pakker det lidt ind”.
TV2-journalist Knud Brix fulgte straks op med spørgsmålet om, hvorfor det er gået sådan? Pia Adelsteen svarer tankevækkende: ”For at vi kan blive spiselige. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal udtrykke det”. Hun tænker og taler således præcis som den næsten jævnaldrende Aia Fog. Forskellen er kun, at Pia Adelsteen – som i dag har den helt utaknemmelige post som miljøordfører i Dansk Folkeparti – (endnu) ikke har taget konsekvensen. Om hun gør dét afhænger dog ikke kun af hende selv, men også af hendes mand, Kim Christiansen – som dermed er vinder af titlen som det svageste led i blå blok.
#1 – Kim Christiansen
Forsmåelse er en vigtig drivkraft – for partihoppere. Følelsen af ikke at blive anerkendt og respekteret i sit parti har fået mange politikere gennem tiden til at søge nye græsgange. Den irrationelle logik er enkel: Hvis man ikke bliver hørt, så må man jo finde nogle andre at tale for. Sikkert er det i hvert fald, at den tidligere hobbymusiker, kræmmer og bodegaejer, Kim Christiansen, opfører sig som om, at han føler sig miskendt i Dansk Folkeparti.
Han brokker sig både indadtil og udadtil over, at unge grønskollinger har fået lov til at komme ind og overhale ham i kampen om magten i partiet. Den 60-årige er vred over , at hans møjsommelige erfaringer fra østjysk showbusiness og lokalpolitik tydeligvis ikke tillægges den valør, han og konen, Pia Adelsteen, selv gør. Som transport- og færdselsordfører har Kim Christiansen en ellers ganske tung post, da jernbanedriften fortsat er den af de menneskelige drifter, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse – næst efter kønsdriften. Men mange kilder bekræfter ikke desto mindre, at Kim Christiansen er den mest urolige politiker i den blå blok.
Temperamentet kan løbe af med ham. Og frustrationerne bliver næppe mindre, når partiledelsen afviser hans kritik af Kristian Thulesen Dahls kurs som det rene fuldemandssnak. Ingen siger, at Kim Christiansen er på vej væk fra Dansk Folkeparti – selv om han rent faktisk skulle have truet med det – men han giver pengene dårligst igen, hvis man skulle gamble på det.
Hvis det skulle ske, vil Kristian Thulesen Dahl i givet fald mangle to ud af Dansk Folkepartis nuværende 37 mandater, og så vil der kun være to veje frem: Enten falder regeringen med et ydmygende brag, eller også får Kim Christiansen og Pia Adelsteen nøjagtigt, hvad de peger på.
Efterårets politiske drama, der for alvor tager fart på tirsdag, når Folketinget åbner, kan hurtigt forvandle sig til et fortvivlende reality-show, hvor klemte, personlige følelser kan komme til at spille en lige så stor og spektakulær rolle som partiernes tekniske krav. Udskillelsesløbet er i gang.