Leijtens' løfter

Den 60-årige hollænder Hans Leijtens er en mand med diplomatiske evner. Da han sidste forår overtog ansvaret for den europæiske grænse- og kystvagt Frontex, lovede han at lave om på den “giftige” atmosfære, han mente var skyld i de sidste års dokumenterede pushbacks over Middelhavet. Han ville “genoprette” den tillid, der i årevis var blevet brudt med et vedvarende pres på EU-organisationen, der var skyld i, at franskmanden Fabrice Leggeri sagde sit job op og nu fører europæisk valgkamp i Frankrig – ikke så overraskende for Marine Le Pen.

For Leijtens var det et wake up call. “Den virkelige game changer,” sagde han til Politico, “er at være mere gennemsigtig”. Som tidligere chef for Hollands militærpoliti og med en lang karriere som embedsmand i ministerierne virkede det som den perfekte opgave at blive direktør for Frontex. Leijtens ville renskure de mange års overtrædelser af international ret.

Ifølge migrationsforsker Maurice Stierl ved Osnabrück University i Tyskland, var det for mange en “lettelse”. Særligt efter EU’s antisvindelenhed Olaf konkluderede, at både Fabrice Leggeri og andre medlemmer af Frontex klart havde overtrådt EU-reglerne og gjort det med overlæg. Det vidste Leijtens også allerede inden han tog jobbet. Han kendte Frontex særdeles godt som bestyrelsesmedlem ad to omgange fra 2011 til 2015 og igen fra 2019 til 2022.

“Idéen om, at du kan rydde op i Frontex, er en illusion. Det er grundlæggende ikke direktøren, der definerer hvad Frontex er og gør. Frontex udvider sig hvert år i form af ressourcer og mandat, og er en integreret del af det europæiske grænseregime, som er ansvarlig for, at tusinder dør hvert år,” siger Stierl til Føljeton.

“Vi er ikke det europæiske eftersøgnings- og redningsagentur. Vi er det europæiske agentur for grænse- og kystbevogtning,” sagde Leijtens tirsdag efter at have fået kritik af Den Europæiske Ombudsmand Emily O’Reilly, der behandler klager over EU-institutionerne.

O’Reilly har netop offentliggjort resultatet af undersøgelsen af sidste sommers såkaldte Adriana-tragedie, hvor 600 migranter druknede ud for den græske kyst. Frontex undlod at slå alarm, men ventede i stedet på en godkendelse fra de græske myndigheder, som de aldrig fik.

“At Den Europæiske Ombudsmand har påpeget, at Frontex ikke er godt nok udstyret, belyser den åbenlyse sandhed, at det at redde liv ikke er deres primære opgave. Derfor er det, som Leijtens sagde, faktisk rigtigt. Det er ærligt. Det er noget, forskere har påpeget i mange år. Idéen om, at Frontex beskytter grænserne, har altid været en fantasi. Håndhævelse af grænser kræver vold. Beviserne for volden forsvinder ofte. Det betyder stadig ikke, at den ikke er der, den kan bare ikke ønskes væk,” siger Stierl.

Som O’Reilly konkluderer i undersøgelsen, er agenturet “ude af stand til fuldt ud at opfylde sine forpligtelser i forhold til grundlæggende rettigheder og for afhængig af, at medlemsstaterne handler, når både med migranter er i nød”. Frontex mangler interne retningslinjer og skal bedre sikre, at deres egne jurister også involveres. “Otte måneder efter hændelsen med Adriana er der ikke sket nogen ændringer for at forhindre, at en sådan hændelse gentager sig,” lyder det i undersøgelsen.

“Jeg forstår den logik, som ombudsmanden følger. Jeg er ikke helt enig med hende i en række ting,” svarede Hans Leijtens igen. Overtrædelserne skyldtes ikke egne problemer, men at Frontex ikke har “ressourcerne til at foretage en struktureret eftersøgning og redningsindsats.”

Det er dog ikke helt rigtigt. Frontex er tværtimod EU’s største agentur, der forventer et budget på næsten 177 milliarder euro og 10.000 ansatte i 2027 og et konsekvent udvidet mandat, der i 2015 fik en ny saltvandsindsprøjtning. Alligevel – og måske også derfor – giver undersøgelsens resultater ikke anledning til kritik hos EU’s indenrigskommissær Ylva Johansson, der udtaler, at Frontex klarer sig helt fint og ikke bør ændre sine retningslinjer.

Således fik Leijtens altså ret: Forseelserne er ikke fodfejl, men indskrevet i Frontex’ DNA. Han har ikke gjort meget for at ændre organisationen, kun talt højt. Nu mangler bare, at Frontex’ mange ansatte gør det samme. /Emma Louise Stenholm