Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
På sidste side i Henrik Pontoppidans novelle “Isbjørnen” (1887) er hovedpersonen Thorkild Müller pludselig forsvundet. Det eneste, folk hører, er, at han nok er rejst tilbage til Grønland. Men Müller har efterladt sig en afskedshilsen. Den er skrevet med kridt og store bogstaver på hans dør: “I har de tyranner, som I fortjener.” Det er en god sætning, som siden er gået over i sproget og muteret en smule. “Folket har de politikere, de fortjener,” siger man i dag. Formuleringen kan bruges om mange ting, som vi på en eller anden måde har til fælles eller er fælles om at skulle trækkes med. Medierne, for eksempel: “Vi har de medier, vi fortjener.”
Gys! Det må man ikke håbe. Det må man virkelig ikke håbe. Vi fortjener da bedre. I sin anmelderroste og prisbelønnede bestseller Det blinde øje, som efterhånden er trykt i fem-seks oplag, beskriver forfatteren Mathilde Walter Clark i et fattet sprog det etisk tvivlsomme minkerhverv, som af regeringen blev tvunget til at lukke ned og slå alle mink ihjel under coronapandemien.
Men bogen er også – eller måske i virkeligheden først og fremmest – en hård kritik af de danske medier, som brugte uendelige mængder billeder, indslag og spalteplads på at kolportere minkerhvervets offerfortælling om sig selv: Disse stakkels erhvervsdrivende, som virkelig elskede deres dyr (men som godt nok ikke behandlede dem særlig godt), som nu måtte se deres “livsværk” forsvinde fra den ene dag til den anden, og som nu kæmpede for ikke at gå ned med flaget. Hen over mange sider gengiver Mathilde Walter Clark avisernes overskrifter og reportager fra minkavlervirkeligheden. I de reportager er der masser af “sovs og kartofler”, som vi kalder det i avisbranchen, tårerne løber ned ad kinderne, og folk har ondt i maven og er selvmordstruede; minkerhvervets lobbyorganisation Danske Minkavlere kunne ikke have skrevet det bedre selv.
Og bare som et enkelt eksempel: I Dagbladet Information kunne man d. 13. november 2020 læse en reportage om en minkavler, som ellers allerede havde taget turen rundt med sin historie i flere medier. I Fyns Stiftstidende havde han udtalt, at han flagede på halvt, og at han “græd og var i opløsning”, hvilket Informations udsendte medarbejder sådan set nævner i sin reportage.
Men han bemærker også, at minkavleren “virker bemærkelsesværdigt upåvirket”, mens han løber rundt ved burene med de mange mink. Så upåvirket, at der næsten må være noget galt inde i ham. Det får journalisten til at træde ud af sin rolle – ud af reportagen, han er ved at skrive. Spørgsmålet om, hvordan minkavleren “monstro går og har det, [er] nærliggende”, skriver han og spørger så direkte: “Thomas, hvordan har du det egentlig?” Minkavleren føler sig set, stopper op og siger: “Jamen, jeg tror ikke helt, jeg forstår det endnu“.
Denne fremstilling af minkerhvervet i medierne var med til at give branchen vind i sejlene i forhold til de beslutninger, som politikerne på Christiansborg traf fremadrettet. Inden Covid-19 var minkbranchen hendøende; nu kommer nedlukningen af den til at koste det danske samfund i hvert fald 30 mia. kr. i tabt og – angiveligt – forventet arbejdsfortjeneste.
Det er ikke for at hænge enkelte journalister ud. Mediernes måde at beskrive verden på er et redaktør-anliggende. Der er et udgiveransvar. Folk med ansvar i mediebranchen har ikke været dette ansvar voksent. Det er en ring af lort, når det er værst. Som borger kunne man så måske have en forventning om, at medierne ville tage deres rolle til efterretning. Måske spørge sig selv: Hvad gjorde vi galt? Og hvordan undgår vi at gøre det igen? Men det lader ikke til at være sket.
Minkavlere forgylder minkavlere
Tirsdag bragte Føljeton på denne plads en Kære læser-tekst med overskriften: ‘Minkavlere forgylder minkavlere’. Afsættet for lederen var en utrolig historie, som mediet Zetland havde offentliggjort samme morgen. En nysgerrig og opvakt journalist havde været inde på Fødevarestyrelsens hjemmeside og kigget på, hvem der sidder i Taksationskommissionen, som vurderer, hvor mange millioner der skal udbetales til den enkelte minkavler. Flere af kommissionsmedlemmerne er udpeget af Pelsdyravlerforeningen og Landbrug & Fødevarer, altså industriens egne. Zetland taler med et medlem, som selv er pensioneret minkavler. Han siger ligeud, at han sidder der for at hjælpe minkavlerne: “Det er for at lave så retfærdig en afgørelse som overhovedet muligt. Ja.”
Mathilde Walter Clark delte Zetlands artikel på Facebook. Hendes opslag er blevet delt næsten 1.000 gange. Der er en kæmpe interesse for det her. Nu er der gået to dage, og ingen aviser eller tv-stationer har endnu fulgt op på historien. Der har kun været et par forkølede nyhedstelegrammer fra nyhedsbureauet Ritzau. Hvad sker der for de danske medier?
I sit Facebook-opslag har Mathilde Walter Clark ellers skåret et par historier ud i pap, som det ville være oplagt at lave: “Det har undret mig, hvorfor ingen har spurgt de selvmordstruede producenter om, hvorfor de så ikke bare søger fast track-ordningen, som giver penge efter to til fire måneder? Svaret kan man også få en idé om ved en hurtig google-søgning. To ting springer i øjnene: I fast track-ordningen er udregningen baseret på standartsatser, og erstatningen opgøres af Fødevarestyrelsen – ikke af Taksationskommissionen. I den ‘langsomme’ model er det derimod branchen, der uddeler midler til sig selv.”
Man får lyst til at rejse langt væk som hovedpersonen i Pontoppidans novelle. /Oliver Stilling