I mørket er alle copycats

Historien gentager sig, skrev Karl Marx, første gang som tragedie, anden gang som farce. I dag virker det desværre, som om historien også gentages tredje og fjerde gang – ja, uendeligt mange gange, nu som kopi-terror.

Rundkørslen er et foruroligende sindbillede på den tragiske situation, et forvirret Skandinavien er havnet i med fortsatte terrorangreb, dødstrusler og nyfascisme. Rundkørslen er en stærkere metafor, end den skånske konceptkunstner Lars Vilks selv må have forestillet sig, da han i 2007 lavede tegningen ’Profeten Muhammed som rondellhund’ til en udstilling på Tälleruds hembygdsgård, som blev trykt i Nerikes Allehanda.

I rundkørsler kan man køre i ring, som et musik-track, der kopierer sig selv i et loop. Og netop dét synes at være mønsteret i de seneste års mordattentater i både København og Trollhättan, som journalisten Niklas Orrenius beskriver i sin nye fængslende reportagebog Skotten i Köpenhamn. På oprigtig nysgerrig og stadig personlig vis har Niklas Orrenius forfulgt blodsporet fra de seneste års angreb i Norden for at forstå, hvorfor det globale ekstremist-vanvid også spreder sig på vores breddegrader.

Den ufrivillige hovedperson i den velskrevne fortælling er Lars Vilks, men de egentlige omdrejningspunkter er de unge, radikaliserede copycats, der skaber gentagen frygt, rædsel og henrettelser. Både de islamistiske og de højreekstremistiske attentatmænd, der i stigende grad opererer her i Norden, kopierer således de terrorangreb, som tidligere er udført i Frankrig og USA.

Gruen begyndte sidste vinter, da 22-årige dansk-palæstinenser Omar Abdel Hamid El-Hussein forsøgte at kopiere terrorattentatet på satiremagasinet Charlie Hebdo og det jødiske kosher-supermarked Hypercacher i januar 2015. Bevæbnet med en M95-automatriffel, som var stjålet fra det danske forsvar, gik han til angreb på kulturhuset Krudttønden for at dræbe Lars Vilks – som hævn for rondell-tegningen i Nerikes Allehanda.

Niklas Orrenius beskriver omhyggeligt, hvordan Lars Vilks på den ene side var nøje udvalgt som terrormålet og på den anden side kun var et symbol. Som erstatning for Charlie Hebdo-redaktøren Charb og de 10 andre satirekunstnere, der blev henrettet i Paris, skulle den skånske multikunstner ofres. Takket være livvagterne overlevede Lars Vilks, men til gengæld blev den danske filminstruktør Finn Nørgaard dræbt, skudt i ryggen.

Bagefter fortsatte Omar Abdel Hamid El-Hussein til synagogen i København, hvor han ville henrette teenage-gæsterne til en jødisk bar mitzvah-konfirmation. Dørvagten Dan Uzan blev lynchet, inden IS-sympatisøren flygtede for selv senere på natten at blive dræbt af politiets specialstyrker.

Samme modbydelige mønster af copycat-bestialitet udspillede sig på grundskolen Kronan i Trollhättan, da 21-årige Anton Lundin Pettersson sidste efterår iført Darth Vader-maske og bevæbnet med sværd og kniv angreb personale og elever med mørk hud. Først blev elevassistenten Lavin Eskandar dræbt, dernæst den 15-årige elev Ahmed Hassan og til sidst læreren Nazir Amso.

Mordattentaterne, som åbenlyst var racistisk motiverede, var en kopi af lignende skoledrab, som særligt har fundet sted i USA i det seneste årti. Og et ekko af den højreradikale Anders Behring Breiviks massakre på Utøya i Norge i 2011. Det fascistiske had kører i ring.

Og midt i hele dette voldsvanvid er Lars Vilks fanget, med livvagter døgnet rundt og isoleret i en hemmelig bolig i Skåne. Han er konstant truet på livet for noget så sprælsk og vitalt som en karikaturtegning. Men tragedien er også her et loop. Danmark og Sverige er mere ens, end det ofte hævdes.

Paradoksalt nok er den tegning, ’Profeten Muhammed som rondellhund’ – der i sin tid blev lavet som en kommentar til Stina Opitzs gadekunstværk ’Cirkulation II’ i Linköping – også i sig selv en kopi. Lars Vilks kopierede det mediestunt, som den danske avis Jyllands-Posten udførte i 2005, hvor 12 satiretegninger af profeten Muhammed blev trykt, og som sidenhen har bragt Danmark i frontlinjen i islamisternes globale kamp mod det åbne samfund. Jyllands-Postens redaktion har været mål for flere komplotter i stil med det, der blev gennemført mod Charlie Hebdo.

Lars Vilks er altså selv en copycat og har som Niklas Orrenius afdækker i Skotten i Köpenhamn bevidst forsøgt at fremprovokere ballade. Inspireret af den antiautoritære og grænseoverskridende kunsttradition, der var populær på venstrefløjen, da Lars Vilks var ung, er han tiltrukket af alle nye modstandspunkter og tabuer. Orrenius kalder Vilks for en JVVF-person – en forkortelse for ”Jag vill vara farlig”.

Kunstprojektet er som sådan lykkedes: Lars Vilks er blevet en figur, som skræmmer, skønt hans kunstværker i allerværste fald er uoriginale og klichéfyldte. I bedste fald holder han live i en avantgardistisk performance-kunst, hvor det egentlige værk er publikums (over-)reaktion. At Lars Vilks, som tidligere var mest kendt for skulpturparken Nimis i Kullabergs naturreservat, i dag kan blive opfattet som en trussel, fordi hans blotte tilstedeværelse tiltrækker fascistiske attentatmænd, er en tarvelig kortslutning.

Niklas Orrenius, der i årevis har afdækket fremvæksten af den nye højrefløj i Sverige, bl.a. i bogen Jag är inte rabiat. Jag äter pizza (2010) om Sverigedemokraterna, er særligt nysgerrig på at undersøge Lars Vilks forbindelser til højreradikale politikere og islamofobiske bevægelser. Vilks kommer her til at fremstå som en lidt sølle, politisk naiv og udstødt paria, der tager til takke med den sociale anerkendelse, han kan få – uanset om den kommer fra hadefylde og autoritære typer, der dyrker alt andet end hans eget hippie-agtige frihedsideal.

Gennem bogen fornemmer man, at Niklas Orrenius gradvist bliver mere og mere træt af Lars Vilks og hans uoriginale og ofte pubertære provokationsforsøg, men dét gør kun Skotten i Köpenhamn til en endnu mere oplysende undersøgelse af det åndelige mørke, der har sænket sig over Skandinavien – og som får flere og flere til at fare vild i rundkørslerne.

Niklas Orrenius anviser en vej ud af forvirringen ved at anskueliggøre forskellen på ord og handling, forskellen på pennen og sværdet, og hans nye bog er dermed et oprigtigt originalt indspark i debatten om terrorisme og ekstremisme, hvor alle efterhånden virker til at være blevet skøre og paranoide.

Læs teksten på svensk her – bragt i Sydsvenskan og Helsingborg Dagblad i går.