I Anne Carsons mytologier: Ud med mig

I 1951 opdagede den amerikanske komponist John Cage, at stilhed ikke findes. Det skete i et ekkofrit-kammer, et af verdens absolut mest tyste steder, på Harvard University. Cage, der i årevis havde leget med ideen om at skrive et stykke musik baseret på stilhed, satte sig ind i kammeret. Han kom ud temmelig overrasket. I det lydisolerede rum havde han alligevel hørt to lyde i al den tid, han havde været derinde. Han havde fortalt det til lydteknikeren, som fortalte, at den høje lyd var lyden af hans nervesystem, imens den lave var hans blod, der cirkulerede.

Ud af oplevelsen kom stykket 4”33 i 1952. Det består af tre satsers pause. Uropførelsen fandt sted på en scene i et skovbryn, hvor pianisten først åbnede og så lukkede klaveret for at markere de tre satser og progressionen. Vinden hvislede, det regnede på scenens tag, og i deres venten på musikken begyndte folk så småt at snakke. Nogle udvandrede endda. Og det var stykket. Musikken er ifølge Cage alt den lyd, der opstår i stilheden.

Et godt sted at begynde, hvis man gerne vil forstå den canadiske forfatter Anne Carson, er stilheden. Og John Cage. Og Sapfo og Catul og Gertrude Stein, blandt flere, men dem kommer vi tilbage til.

I et interview fra 2012 i Brick Magazine parafraserer Anne Carson John Cage, da hun skal beskrive sit forfatterskab: “I want to get every Me out of the way in order to start doing whatever the work will be.” Hvordan gør man det, spørger intervieweren, altså får Mig’et af vejen? Carson svarer, at det handler om at holde Mig’et nede, eller mere præcist at holde det fra at tage over. Det, siger hun, er nemmest at gøre i oversættelse.

Så okay, et andet og måske egentlig meget bedre sted at begynde, hvis vi vil forstå den canadiske forfatter Anne Carson, er med oversættelsen.

Carson kalder sig nemlig nødigt digter, selv efter at have skrevet poesi i flere årtier. I stedet holder hun sig til den samme nøgterne beskrivelse i alle sine bøger: “Anne Carson (f. 1950) er fra Canada og lever af at undervise i oldgræsk.” Eller: “Anne Carson blev født i Canada og lever af at undervise i oldgræsk.” Og mere vovet: “Anne Carson er canadisk digter, oversætter og klassisk filolog.”

I fragmenterne

Som 15-årig støder Anne Carson på en engelsk oversættelse af Sapfo i en boghandel. På siderne til venstre står den oprindelige oldgræske tekst, og på højre den engelske oversættelse. Året efter flytter Carsons familie, og på hendes nye skole er der tilfældigvis en latinlærer, der kan oldgræsk. Carson vil gerne lære de klassiske sprog, så hun kan blive mere ligesom forfatteren Oscar Wilde. Hun har endda et Oscar Wilde-kostume, som hun render rundt i. Og da hun kommer på universitetet, skriver hun sin doktorafhandling om eros med afsæt i bl.a. Sapfos selvopfundne adjektiv glukupikron. Et ord, der både indbefatter lyst og smerte, altså det bittersøde. I sin læsning af Sapfos mest kendte digt “Fragment 31” kommer Carson frem til, at “eros is lack”. Kort sagt: Vi begærer i afstanden.

Carsons værker refererer ustandseligt til gamle myter og tekster. Som hun skriver til Antigone i hendes videredigtning af Sofoklos’ stykke Antigonick (2012): “mit problem er at få dig og dit problem / over i engelsk fra oldgræsk”. Hun oversætter selv og videredigter og udfylder det manglende, imens hun alligevel lader det meste forblive usagt.

“A space must be maintained or desire ends,” skrev hun i Eros The Bittersweet: An Essay (1986), der er hendes omskrivning af doktorafhandlingen fra 1981. Begæret slutter, hvis ikke der er et hulrum, en afstand. Man kan kalde det trekantet begær. Det er et dig og en mig, og så er der alt det usagte, alt det der ligger mellem os.

I arbejdet med at oversætte fra oldgræsk og latin er der ofte udeladelser, ting der er mistet over årtusinder, alt det der er gået tabt mellem linjerne. Som hvis man skulle oversætte Sapfos digte (hvilket Carson også har gjort), hvor der helt konkret mangler flere brudstykker, og de derfor kun kan oversættes evigt ufærdigt.

Selvom hun gerne vil skrive Mig’et ud, er hendes værker dybt personlige og intime. NOX, oversat til dansk i 2012, er et decideret sørgedigt over hendes brors død, som hun har skrevet over romeren Catuls egen elegi til sin døde bror. I NOX oversætter Carson Catuls digt (nummer 101) sideløbende med sit eget sørgedigt. Som hun skriver:

“Jeg er aldrig nået frem til den oversættelse af digt nummer 101, som jeg godt kunne tænke mig. Men gennem de år jeg har arbejdet med det, er jeg begyndt at se oversættelse som et rum, et ikke helt ukendt rum, hvor man føler sig frem efter lyskontakten. Det ender formentlig aldrig. En bror ender aldrig. Jeg sniger mig ind på ham. Han ender ikke.”

Kort fortalt

Carson udgiver sine første digte i 1984 uden større palaver, imens hun underviser på Princeton. Det er et 44-siders langdigt om en fænomenologikonference i Perugia, Italien, kaldet Caningula di Anna. Et par år senere, i 1991, udgiver hun sine såkaldte Short talks, et fænomen Carson efter sigende opfinder efter sine mange år på Princeton med langtrukne foredrag. En short talk er et kort foredrag, som varer 13 sekunder. På annecarsonsk lyder det:

Om ørred

I haiku er der forskellige former for ørred udtryk som “efterårsørred” og “nedstigende ørred” og “rustne ørred” er nogle af dem, jeg har hørt. Nedstigende og rusten ørred er ørred, der har gydt deres æg. Nedslidte og fuldstændig udmattede søger de ned mod havet. Selvfølgelig var der af og til ørred, der overvintrede i dybe seer. Dem kaldte man “resterende ørred”.

Mindre kan ikke gøre det. Op gennem halvfemserne udgiver Carson flere digtsamlinger, der bliver vel modtaget. I 1995 udkommer både samlingen Glass, Irony, and God, som indeholder essayet “The Glass Essay”, der er en poetisk samtale med Emily Brontë. Samme år udkommer Plainwater, hvor nogle af hendes korte foredrag og hendes første digt også indgår. Men det er i 1998, at hun for alvor bryder igennem med Røds Selvbiografi.

Gennembrydende kærlighed

Den begynder nu med et afsnit om den græske digter Stesichoros (ca. 630-555 f.v.t). Han blev efter sigende blændet af Helena af Troja, fordi han i et digt havde skrevet, at Helena havde forårsaget den trojanske krig. Hvilket jo til dels er rigtigt nok. Men den nu blinde Stesichoros måtte krybe til korset og skrive et nyt digt, hvor han trak “påstanden” tilbage: Helena faktisk slet ikke havde været i Troja. Digtet kaldes Palinōidia, en modsang. Mirakuløst fik han synet tilbage.

“Han kom efter Homer og før Gertrude Stein, et vanskeligt interval for en digter,” skriver Anne Carson om Stesichoros i Røds Selvbiografi. Bogen tager afsæt i Stesichoros’ fragmenter om Herakles, bedre kendt som Herkules, og ét af hans 12 arbejder: At slagte Geryons kvæg.

I myten er Geryon et monster, han har flere hoveder, seks hænder og seks vinger, nogle gange har han endda flere kroppe og er kort sagt afskyelig. Han bor på en rød vulkanø Eritheia sammen med sit røde kvæg og sin hund, der også har flere hoveder. Men hos Carson er Geryon i stedet en usikker og mild teenagedreng, der gemmer sine vinger under t-shirten og bliver forelsket i Herakles.

Røds Selvbiografi starter med myten og dernæst fragmenterne, som Carson livligt har oversat, så der i de årtusinder gamle fragmenter optræder taxaer, barer og kogeplader. Og for at opklare om og hvordan Stesichoros blev blændet af Helena, opstiller hun en masse hypoteser:

1. Enten var Stesichoros en blind mand eller også var han ikke.

2. Hvis Stesichoros var en blind mand var hans blindhed enten en midlertidig tilstand eller også var den permanent.

3. Hvis Stesichoros’ blindhed var en midlertidig tilstand havde denne tilstand enten en bagvedliggende årsag eller også havde den ingen.

4. Hvis tilstanden havde en bagvedliggende årsag var årsagen Helena eller også var årsagen ikke Helena.

5. Hvis årsagen var Helena havde Helena sine grunde eller også havde hun ingen.

Det er svært at sætte ord på Anne Carsons forfatterskab. For hvad ville man egentlig kalde ovenstående? Et stykke fiktionaliseret jura? Og når det står side om side med hendes oversættelser – et essay, en roman, en versroman?

Der er mange steder at starte, hvis man skal forstå den canadiske forfatter Anne Carson. Et simpelt og helt konkret sted at begynde kunne være Røds Selvbiografi, som også er noget så simpelt som en kærlighedshistorie. /Astrid Plum

Over de næste tre dage hopper vi i bølgen blå og læser os nærmere ind i Anne Carsons forfatterskab. I morgen: Anne Carson kommer til Danmark.