Anne Carson i Danmark: Banana Split og gåture i New York

Anne Carson kommer til Danmark i august 2001. Det er i forbindelse med litteraturfestivalen In the Making, der skulle sætte fut under det fejemøg, der var dansk poesi, og tage det ind i det nye årtusind. Det lykkedes efter sigende. Op til festivalen havde den daværende rektor på Forfatterskolen Niels Frank oversat hovedværket Autobiography of Red på Gyldendal til Selvbiografi i rødt sammen med digteren Pejk Malinovski (1976-). Sideløbende havde Malinovski med forfatteren Peter Højrup (1974-) og oversætteren Martin Larsen (1969-2022) oversat Carsons digtsamling Plainwater til Vandveje på forlaget Basilisk. De to bøger udkom med et par dages mellemrum i august 2001.

23 år senere mailer og ringer jeg til de ovenstående forlagsmænd. Udover den førnævnte Gyldendal-udgivelse er Basilisk det eneste forlag i Danmark, som har oversat og udgivet Anne Carson. Så hvordan opdager man et forfatterskab?

“Jeg var ret på lige fra starten,” siger Peter Højrup over telefonen, da jeg spørger ham ind til hans første møde med Carsons værker. “Det var det grænseoverskridende i det, det her med at det er enormt svært at placere, hvad det egentlig er for noget. Det er det æstetiske og så selvfølgelig det digteriske sammen med oversættelserne af forskellige græske og latinske fragmenter.”

Højrup stødte første gang på Carson i tidsskriftet Banana Split i midten af halvfemserne, om det var 1995 eller 1996, kan han ikke huske. Det var i forbindelse med, at Forfatterskolens stifter Poul Borum havde oversat nogle af Carsons digte.

Sammen med en række andre danske forfattere, herunder Malinovski og Larsen, bliver Højrup bedt om at træde ind i Basilisk-redaktionen af forlagets medstifter Per Aage Brandt kort inden årtusindskiftet. Det var derfor naturligt, at de gik i gang med at oversætte Vandveje. Siden har Højrup sammen med Malinovski og Larsen oversat NOX i 2012 og Oven vande i 2018.

De to sidstnævnte værker har i sig selv været et større foretagende at få udgivet som forlag i Danmark. Udover at bevæge sig på tværs af genrer i indholdet, har Carson med nogle af sine udgivelser også leget med den helt fysiske form.

“Det var virkelig et show at få den produceret,” siger Peter Højrup om Carsons elegiske værk NOX, som er udgivet i leporelloformat. Altså: Alle de 192 hænger sider sammen, så de strækker sig over mange meter, hvis man lægger dem ud på gulvet. Carson fik ideen til udformningen af værket af sin mand og mangeårige samarbejdspartner Robert Currie, efter Carson havde fyldt en notesbog med tegninger, påklistrede billeder, breve, digte og oversættelser. Han synes, at hun skulle udgive notesbogen som den var. Og det skulle så oversættes og gøres efter i den danske udgave.

Med alle oversættelserne har Basilisk været i kontakt med Carson, fortæller Højrup: “Og med NOX var det en lang korrespondance med hendes assistent, som satte os i kontakt til det kinesiske trykkeri, der stod bag den engelske udgave. Det er jo en collagebog fuld af billeder og tekststumper og sådan, så vi fik overført alle de her originalfiler, som vi kunne fylde den danske tekst ind i.”

Det var noget med at fjerne den oprindelige tekst, erstatte den med den danske og så fotokopiere det ad flere omgange, så det fik samme opløste karakter som i den originale udgave. “Det var en ret sindssyg proces. Der indgår også et brev fra Carsons mor til broren, som er underskrevet ’Mom’, så det skrev Martin [Larsen, red.] i hånden.”

NOX er udgivet i en stor grå kasse. Når den står på højkant, minder den om en gravsten, og på forsiden er et billede af en ung dreng, Carsons bror Michael. Med Oven vande holdt Basilisk sig også til Carsons eget design: Endnu en kasse, men hvor alle teksterne var lavet i små hæfter, som man kan arrangere og samle op som man vil.

Det er meningen, at der ikke er et system i det.

Stævnemøder

“Hun er uden tvivl det mest intelligente og belæste menneske jeg nogensinde har mødt,” skriver digteren Pejk Malinovski til mig på mail. I 2001 var han en del af Basilisk-holdet, der satte sig for at oversætte Carson første gang. Sammen med Niels Frank oversatte han Selvbiografi i rødt, som den hed dengang. Jeg har stillet ham det samme spørgsmål, som hans oversætterkollega Peter Højrup fik: “Hvornår stødte du første gang på Anne Carson?”

Malinovski svarer: “I sommeren 1992 besøgte jeg min veninde, som boede i en lille lejlighed i Møllegade. I hendes bogreol stod et tidsskrift, der hed Banana Split. Jeg slog op på en tilfældig side og læste:

KÆRLIGHEDSBYEN

Hun løb i.

Vådt korn.

Med gul fletning.

Ned ad nakken.

Jeg husker det helt tydeligt her 32 år senere, for det var et af de vigtige øjeblikke, der formede mig som digter. At man kunne skrive så enkelt og mystisk på samme tid! At man kunne male så tydeligt et billede med så få ord,” skriver Malinovski, der et par år senere mødte hendes tekster igen på Forfatterskolen, da Niels Frank havde dem med til morgenlæsning.

“I år 2000 var hun så pludselig i Danmark, og vi spiste frokost sammen. Først mange år senere indså jeg omstændighederne omkring hendes besøg i København. Nemlig at hendes bror, som havde været forsvundet det meste af hendes liv, var død her (som hun fortæller i NOX).

Siden da har vi mødtes af og til, særligt da vi begge boede i New York, og jeg har optrådt sammen med hende i forskellige performances. Engang gik vi en tur gennem London Aquarium, og jeg inviterede hende til en fest samme aften, hun afslog høfligt ved at pege på en besynderlig fisk med store bulnede asymmetriske øjne og sige, ‘det er sådan jeg har det til fester’. Hun har en utrolig god sans for humor (knastør og sylespids).”

Føljeton på mail: Hvad var det ved lige præcis Carsons forfatterskab, som tiltrak dig? 

“Jeg elsker den måde, hun bruger græsk mytologi og digtekunst som en linse til at se på vores tid. Men samtidig med denne dybe lærdom og forbindelse til tradition har hun et virkelig antiautoritært forhold til kanon. Og det er nok også her, at hendes feminisme er meget tydelig. Fordi hvem bestemmer, hvad der er kanon? Det har mænd jo gjort, det meste af litteraturhistorien. Jeg har mødt eksperter i oldgræsk, mænd af den gamle skole, der rynkede på næsen af de friheder, hun tager sig i sine ‘oversættelser’. Men det er jo netop den slags friheder, der gør at gamle idéer lever videre eller bliver levende igen,” skriver Malinovski.

Med undtagelse af Selvbiografi i rødt har Basilisk stået bag samtlige Anne Carson-udgivelser i Danmark. Det er blevet til fire. I 2023 besluttede Malinovski og Frank sig for at genoversætte Selvbiografi i rødt og udgive den på ny, denne gang på Basilisk. Samtidig sidder to andre forlag også med Anne Carson-udgivelser, og inden for blot tre måneder udkommer pludselig hele tre værker med Anne Carson. /Astrid Plum

I morgen møder vi de to andre forlag, som udgav Anne Carson i 2023, Tredje September og Multivers – samt Mathilde Moestrup, Karsten Sand Iversen og Emil Bøgh Borggren, der har oversat hende til dansk på ny. Læs første afsnit her.