Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Fik du husket at fejre Natos fødselsdag i går? Forsvarsalliancen fik i hvert fald flaget løs ved et møde mellem medlemslandenes udenrigsministre i Bruxelles, selvom et gæstevisit fra Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba truede med at ødelægge festen. Efter eget udsagn følte Kuleba sig “tvunget til at levere et meget nøgternt budskab på vegne af ukrainerne om de russiske luftangreb på mit land, som ødelægger vores energisystem, vores økonomi og dræber civile”, hvilket nok en gang førte til diskussioner om, hvor meget Nato kan og bør hjælpe Ukraine. Imens kunne man i Foreign Policy læse et debatindlæg fra Storbritanniens udenrigsminister David Cameron og Sveriges ditto Tobias Billström, der begge mener, at Nato står stærkere end nogensinde – men at de enkelte lande stadig skal investere nogle flere penge. Enhver fødselsdag har vel sine traditioner, og man kan altid ønske sig flere gaver.
Det med investeringerne begynder vi så heldigvis at have styr på i Danmark. 155 mia. kr. får Forsvaret som minimum at snolde for, med udsigt til yderligere 40 mia. kr., eller deromkring. Man må dog give både Forsvaret og Forsvarsministeriet, at ingen formår at skabe den allerbedste mavefornemmelse omkring gaveregnen. Snarere svarer det vel til, at man gavmildt har bestemt sig for at bortforære en spritny gamerbærbar, men straks ser modtageren lægge an til at betjene tastaturet med et baseballbat.
Siden vi her på ‘Kære læser’-pladsen onsdag skrev om skandalen omkring fregatten Iver Huitfeldt, er forvirringen om muligt kun blevet endnu større. Som spået er forsvarschef Flemming Lentfer blevet ofret, men forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) blodrus lader kun lige til at være begyndt. Fredag morgen kan man i flere medier læse, hvordan Troels Lund Poulsen vil have Forsvarets Efterretningstjeneste til at undersøge, hvem der har lækket en meget omstridt redegørelse af fregatforløbet til pressen, ligesom han slet og ret føler, at hans eget system – og herunder Forsvarskommandoen – forsøger at udstille og snigløbe ham. Meldingerne lyder, at Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen simpelthen ligger i åben krig. Og med til historien hører selvfølgelig stadig, at det er og bliver forsvarsministeren, som er den øverste ansvarlige i kommandostrukturen.
Alt tyder på, at de uniformerede og de jakkesætsklædte bare ikke kan komme overens. Hvad værre er, gør splittelsen det også påfaldende meget sværere at gennemskue, hvem der har vidst hvad hvornår i forløbet omkring Iver Huitfeldt. Troels Lund Poulsen har fastholdt, at han ikke var blevet informeret om fejlene på fregatten, mens Forsvarskommandoens første lynredegørelse altså sagde, at Forsvarsministeriet havde fået besked. Det blev rettet lidt til i en opdateret redegørelse – angiveligt efter armlægning mellem ministeriet og Forsvarskommandoen – og nu skal en helt tredje redegørelse så fortælle i næste uge, hvordan det hele hænger sammen. Set udefra er hverken tiltroen til Forsvarsministeriet eller Forsvaret dog blevet videre bestyrket.
Timing er en sjov størrelse, og her hjælper det selvfølgelig heller ikke på helhedsindtrykket, at et teknisk problem på fregatten Niels Juel torsdag vakte lidt uheldige minder til hovsa-missilet fra 1982, da et harpoon-missil ifølge Forsvaret kom “i fare for at forlade launcheren utilsigtet”. I nogle timer måtte et område af Storebælt lukkes for skibstrafik, og så var det da heldigvis heller ikke værre, for situationen kom hurtigt under kontrol igen. Men mon ikke Forsvaret helst havde set, at Niels Juel havde opført sig normalt under testen, nu hvor alle taler om fejlbehæftede fregatter? Meget ligesom Troels Lund Poulsen sikkert også havde foretrukket, at Politiken undlod at skrive om, hvordan han selv har syltet et ekspertudvalg, som ellers skulle komme med anbefalinger til, hvordan forsvaret kan blive mere veldrevet.
I den nobelprisvindende portugisiske forfatter José Saramagos roman En fortælling om blindhed fremstilles et interessant tankeeksperiment: Hvad der ville ske med et ellers velfungerende samfund, hvis alle pludselig blev blinde. Svaret er kaos og dybt depraverede tilstande, hvor end ikke militærets magt slår til. Ja, faktisk er det da blindheden spreder sig til forsvaret, at situationen for alvor løber løbsk. Nu er vrede som bekendt ofte blind, og der er da heller ingen tvivl om, at temperamenterne i Slotsholmen og i kasernerne allerede er blevet antændt. Ingen kan imidlertid være tjent med, at spørgsmålet om kampafgørende informationer først og fremmest udvikler sig til en hævngerrig hviskeleg, hvor alt synes tåget. Allermindst når vi står med historisk mange penge klar i hånden, som vi helst skal kunne se hvad går til. /David Dragsted