Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Så er det på med beskyttelseshjelmen og kedeldragten, for statsminister Mette Frederiksen (S) har nok engang fået rodet sig ud i en opsang om arbejdets nødvendige ulyksaligheder. I et interview med Deadline lød det mandag fra statsministeren, at det at gå på arbejde i det offentlige først og fremmest skal være et kald, for “hvis ikke du bærer noget, der er større end, at det er et arbejde, så er det rigtig, rigtig svært at arbejde med mennesker”. Samtidig fik hun på ny understreget, at hun gerne vil “opponere mod den der stemning af, at det hele skal være sjovt og lystbetonet”.
Og ja, det må man da give Mette Frederiksen: Hun arbejder virkelig hårdt på at banke os andre i hovedet om, at arbejde skal være hårdt. Vi skal ikke mange uger tilbage, før hun leverede en besynderlig smøre i Folketinget om, at hun “ikke var sikker på, at alle skal gå hjem klokken 16 fra samlebåndet”, hvis vi vil vinde over Rusland. For alle ved selvfølgelig, at Putin først angriber efter normal lukketid, og at den allerbedste kampgejst opnås, hvis man glemmer sine børn i institutionen. Ideelt set kan man jo faktisk glemme hele sin private tilværelse, så man bedre kan høre arbejdets hellige kald.
Problemet er så bare, at Mette Frederiksens dogmatiske arbejdssyn vist hverken fungerer i teori eller praksis. Max Weber mente eksempelvis, at det er decideret unaturligt at gå på arbejde og at elske det, men at dette er noget, der skal læres – og at vi bliver nødt til at lave vores egne små historier, der retfærdiggør arbejdet. Marx påpegede ganske vist, at vi bliver til mennesker gennem arbejdet, men indvendte så også, at vi med vareliggørelsen af arbejdet bliver fremmedgjorte fra os selv, hvis vi ikke ligefrem bliver forkrøblede. Og sådan kunne vi jo blive ved – men nu skal vi vist heller ikke overgøre det småkedelige researcharbejde. Det ville jo være at hoppe direkte i fælden.
Heldigvis er det langt fra alle, der har lyst til at høre Mette Frederiksens kald. Selv internt i Socialdemokratiet er der små tegn på dissens. I anledning af at den første ufrie store bededag nærmer sig, har DR i hvert fald haft fat i Samsøs socialdemokratiske borgmester Marcel Meijer, som faktisk glæder sig over, at Samsøs turistforeninger forbereder en række initiativer, som skal få folk til at holde bededagsfri på øen. Normalt har den afskaffede helligdag nemlig ført til en masse lukrativt leben på øen, da folk er taget dertil for at holde forlænget weekend. Og de turistindtægter vil man jo nu stå og mangle, hvis ikke man kan lokke folk til alligevel at tage en fridag. Hvilket vel meget godt understreger, at det også kan blive dyrt, hvis vi ikke dropper arbejdet.
Ja, måske skulle vi ligefrem overveje, hvordan vi bedst kan komme til at lave så lidt som muligt. Ironisk nok er det da også noget, man allerede er godt i gang med i Mette Frederiksens egen regering. Nærmere bestemt i Skattevæsenet, hvor man åbenbart benytter sig af et væld af kunstigt intelligente systemer, som må tænkes at skulle lette arbejdsbyrden for de ansatte. Sidstnævnte er så bare overraskende svært at få indsigt i, for ifølge både Akademikerbladet og Politiken har Skattestyrelsen mørklagt formålet med mindst 14 ud af i alt 23 AI-systemer. Blot bekræfter styrelsen, at modellerne findes, og at de benytter sig af store mængder personoplysninger om “økonomiske forhold”.
Som juridisk chef hos Institut for Menneskerettigheder Marya Akhtar også påpeger, er det både et “demokratisk og retssikkerhedsmæssigt problem”, at offentligheden ikke kan få indsigt i, hvordan skattemyndighederne bruger sine AI-værktøjer. Og der må da virkelig også være noget, Skattestyrelsen har fået galt i halsen, for tanken er vel, at vi skal arbejde klogere, ikke mere dystopisk og uigennemsigtigt.
I bogen Inventing the Future: Postcapitalism and a World Without Work opridser forfatterne Nick Srnicek og Alex Williams, hvordan vi endnu befinder os i det, man kan kalde en work imaginary, altså en arbejdstung forestillingsverden. Vi bilder stadig os selv ind, at vi pinedød skal lide under vores eget arbejdes sved, også selvom andre verdener og forestillinger er mulige. Eksempelvis kan vi (forhåbentlig) vende automatiseringen til vores egen fordel, så vi ikke længere behøver at yde helt lige så meget for at nyde. Drømmen er, at vi kan frigøre os selv fra arbejdet, uden at det går ud over produktiviteten.
Udfordringen er selvfølgelig, at drømme sjældent respekterer virkeligheden. Og når det kommer til AI-optimering af skatteindkrævninger, gældsopgørelser, risikovurderinger og anden offentlig forvaltning, er der da også allerede gode eksempler fra bl.a. Nederlandene og Australien på, hvorfor det hurtigt bliver noget rod.
Kender vi skattefar ret, er det da heller ikke sikkert, at arbejdet med AI-værktøjerne – hvad de så end bruges til – bliver mindre bøvlet. Når EU’s nyligt vedtagne AI Act træder i kraft, vil kunstigt intelligente systemer, som anvendes i offentlige tjenester, i hvert fald blive klassificeret som “høj risiko”, hvilket vil medføre et hav af nye dokumentationskrav. Kort sagt skal de stakkels skatteansatte nok få super travlt. Men står det til statsministeren, er det sikkert også meningen. /David Dragsted