Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ikke at man som sådan behøver flere beviser på det, men Hollywood er vist definitivt løbet tør for idéer. I biografen kan man pt. se Ghostbusters-film nummer hvem-tæller-længere, Godzilla-film nummer omtrent-det-samme og Kong Fu Panda 4, mens Margot Robbies produktionsselskab LuckyChap nu skal filmatisere brætspillet Monopoly. Går det som med Barbie, vil vi selvfølgelig ikke udelukke, at resultatet kan blive okay, men vi så nu helst, at terningerne slet ikke blev kastet.
Skal der alligevel satses – og det skal der jo så åbenbart – tør vi allerede godt lægge hovedet på blokken og forudsige, at der selvfølgelig også kommer en biopic om netop afdøde O.J. Simpson, og at Aleksej Navalnyjs kommende, posthume memoir uundgåeligt vil få en filmisk efterbehandling. Det på trods af, at der allerede foreligger de glimrende dokumentarer O.J.: Made in America og Navalny. Trangen til at dramatisere tingene yderligere skal nemlig aldrig undervurderes.
Kunne vi helt frit vælge, indrømmer vi da også gerne, at vi godt gad se en Alle præsidentens mænd eller Spotlight-agtig versionering af den verserende minkerstatningsskandale, som nu endelig har ført til, at minkavlerne vil blive fjernet fra erstatningskommissionerne. Der ligger bare en god historie i, at staten er blevet pelset for flere mia. kr. takket være et catch 22-agtigt scenarie, hvor minkavlerne har båret et komisk antal forskellige kasketter. Og en mindst lige så god historie i, at Zetlands dygtige journalist Theis Ehler Molin længe var en enmandshær i afdækningen af skandalen. For hvorfor det egentlig var tilfældet – når nu medie-Danmarks appetit for at fortælle om den “oprindelige” minkskandale om den manglende hjemmel var så umættelig – rummer vist en morale, som fortjener nogle gensyn rundt omkring redaktionsbordene. /David Dragsted, chefredaktør