“De har ikke lyst til at være en klimadomstol”

“Se lige på mig. Jeg har lige sovet over mig og har ikke engang redt mit hår. Sikke en inspiration”. 76-årige Elisabeth Stern har de sidste par dage fået lykønskninger fra hele verden. Men selv føler hun sig ikke som en vinder, siger hun og hiver en børste op af tasken. Med op kommer en pose kager, som hendes italienske udvekslingsstuderende har bagt, og en overfyldt kalender. Hun har sovet fire timer, det sidste interview hun gav var ved midnat. Nu sidder vi her om formiddagen foran operahuset i Zürich.

“Jeg er ved at have nået min grænse,” siger Stern.

De sidste to døgn har hun rejst frem og tilbage mellem Schweiz og Frankrig, hvor hun og godt 2.400 andre ældre kvinder fra foreningen KlimaSeniorinnen har fået Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at afgøre, at Schweiz langt fra gør nok for at bekæmpe klimakrisen. Som EU’s søsterorganisation står Europarådet med sine 46 medlemslande – og domstolen som sin forlængede arm – for at sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt i Europa. Og med den nye dom, der er den første af sin slags, er beskyttelsen mod klimaforandringerne altså nu omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagen har været otte år undervejs. Som det anerkendes af dommerne, er kvinderne ikke blevet taget seriøst af den schweiziske regering. Det gælder også alle andre, siger Stern, der er psykolog og kulturantropolog og har været aktiv i klimabevægelsen siden 1990’erne.

KlimaSeniorinnen har helt bevidst ingen mandlige medlemmer. Formålet med søgsmålet har fra første dag været at bevise, at ældre kvinder rammes hårdere af klimaforandringerne: Da den schweiziske sommer for to år siden var over 2 grader varmere end normalt, var særligt kvinderne over 80 mest udsat.

Normalt beskæftiger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sig ikke med spørgsmål om krænkelser for den brede befolkning, actio popularis. Det er der andre til at gøre. Så selvom der er tale om en historisk klimasag, er dommen mere restriktiv end det umiddelbart kan udledes. Faktisk har dommerne slet ikke kunnet bevise, at KlimaSeniorinnen var mere personligt eller direkte berørt end andre grupper, hvilket har fået jurister til at frygte, at domstolen har bevæget sig ind på en glidebane.

Det er også her, det bliver lidt kringlet. For miljøorganisationen Greenpeace, der har været med til at starte KlimaSeniorinnen, har ført sagen for alle de 2.400 kvinder samlet. Men de har også fremført argumenter om fire individuelle kvinder, der har lægernes ord for, at deres kroniske astma og hjertekarsygdomme bliver forværret i varmen. Og det var her, dommerne ikke kunne finde dokumentation nok.

Ikke desto mindre er det nu blevet slået fast, at Schweiz ikke gør nok for at bekæmpe klimakrisen. Men hvordan afgør vi så, hvornår nok er nok? Og hvordan måler man, hvilke af klodens CO2-udledninger, der skyldes den schweiziske regering – og ikke alle os andre?

I dommen – der blev afsagt tirsdag den 9. april i Strasbourg – lød budskabet fra 16 ud af 17 dommere, at der er “kritiske huller” i Schweiz’ håndtering af klimaforandringerne. Det betyder, at Schweiz nu skal udarbejde mere ambitiøse klimaplaner og sandsynliggøre, at de rent faktisk forsøger at følge deres egen lovgivning. Schweiz er et af de lande, der udleder mest CO2 i Europa og har derfor et særligt stort ansvar, lød argumentet blandt andet fra KlimaSeniorinnen.

Den schweiziske sag blev behandlet sammen med to andre lignende sager. Den ene omhandlede en række portugisiske unge, der ikke bare anklagede deres egen, men også 32 andre landes regeringer – herunder den danske – for ikke at leve op til klimaløfterne. Den anden blev anlagt af Damien Carême, den tidligere franske borgmester fra kystbyen Grande-Sythe, som forskere har anslået er i risiko for oversvømmelser i 2030. Begge sager blev afvist, fordi de ikke overholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols formelle krav.

Dyrt og langsommeligt

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol måtte lave kreative krumspring for at få landet KlimaSeniorinnens sag. Men hvordan forklarer dommerne så, at man ikke kan finde beviser på, at fire kvinder er hårdere ramt end alle andre – mens man samtidig anerkender foreningens klage på vegne af 2.396 andre?

Det har jeg fået Corina Heri til at svare på. Hun er postdoc i jura ved Zürich University og har fulgt klimasagerne sammen med Helen Keller, der har været den schweiziske dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2011 til 2020. Ifølge Heri var det “helt uventet”, at domstolen godkendte foreningens sag.

“Der har været et par vellykkede miljøsager fra foreninger, så det er ikke helt uden fortilfælde, men de har altid været meget specifikke for sagen og meget restriktive. Nu har domstolen gjort det til reglen for denne type klimasager,” siger Heri og forklarer, at afvisningen af de to andre sager kan læses som et udtryk for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været bange for at fremprovokere for megen kritik – eller udløse tusindvis af sager, den ikke vil kunne håndtere:

“De har ikke lyst til at være en klimadomstol. Man vidste også, at hvis de erklærede alle tre sager for uantagelige, ville der bare komme 20 sager mere. Så de var nødt til at komme med en klar melding,” siger Heri.

Den nye tilgang betyder, at vi i fremtiden kan forvente, at flere foreninger vil anlægge sager, mener Heri. Og det kan både være gavnligt for både domstolen, hvor sagsbunkerne hober sig op, men også for ansøgerne. “Det er komplekse, store sager, som tager meget lang tid og er meget dyre, og på den måde kan man samle sine penge, sin tid og sin ekspertise.”

Netop argumentet om, at klimaforandringerne på alle måder rammer grupper forskelligt, brugte Schweiz til at understrege, at kvinderne ikke var mere udsatte end alle andre. Men regeringen kom også med mere abstrakte argumenter. Fx at de også selv var ofre, da Schweiz bliver hårdt økonomisk ramt af at kunne se frem til færre skiturister.

“Da jeg hørte de schweiziske advokater, skammede jeg mig på deres vegne,” siger Elisabeth Stern om forsvaret. Både hun og KlimaSeniorinnen er vant til at skulle fremføre deres argument. Som kvinderne skriver på deres hjemmeside, så de ikke skal forklare det igen og igen: “Vi er naturligvis klar over, at ældre mænd, mennesker med sygdomme og små børn også lider under hedebølger og andre klimaeffekter. Ved at fokusere på os ældre kvinders dokumenterede særlige modtagelighed øger vi simpelthen vores sags chancer for succes, hvilket i sidste ende er godt for alle.”

Men netop ved ikke at forholde sig eksplicit til sagsøgernes køn og alder, er der tale om en dom, der bliver grundlæggende for domstolens håndtering af klimasager fremover, siger Corina Heri. Hun fremhæver den verserende sag om østrigeren Andreas Müllner, der stadig venter på en afgørelse. Müllner lider af temperaturfølsom multipel sklerose og har bevis på, at han får sværere ved at gå i takt med, at temperaturen stiger.

“Vi har meget dokumentation om de kønsbaserede konsekvenser af klimaforandringerne, og hvordan de skaber uligheder med hensyn til fattigdom, generationer og bopæl. Vi ser også diskussioner om, hvordan klimaforandringer vil forstyrre infrastruktur og levering af lægehjælp. Alt det mangler at blive afklaret. At det ikke er med, siger meget om, hvordan domstolen så på den her sag. Den var fokuseret på at skabe en model for alle fremtidige klimasager,” forklarer Heri.

Regeringskontorer over hele Europa skal nu forberede sig på, hvordan de er stillet til at efterleve en eventuel lignende dom.

Det bedste forsvar

Hos Institut for Menneskerettigheder har man ligesom i resten af menneskerettighedsverdenen holdt øje med klimakvindernes sag.

“Det er en meget principiel dom,” siger instituttets direktør Louise Holck. “Menneskerettighedsdomstolen slår fast, at klimaforandringerne er en særlig type udfordring, som berører alle og kræver omfattende handling. Der er ikke nogen tvivl om, at man har været inde i en meget grundig afvejning i forhold til, i hvilken udstrækning det at håndtere klimakrisen er et politisk eller retligt spørgsmål.”

Holck fremhæver Menneskerettighedsdomstolens “ret høje” tærskel for, hvem der er et offer.

“Her har domstolen valgt at sige, at der skal rigtig meget til, og at det ikke er lige til for enkeltpersoner at få medhold i sådan nogen sager. På den måde har domstolen ridset banen op i forhold til, hvordan fremtidige sager kan blive ført”.

Men som Louise Holck understreger, lægger domstolen sig ikke “præcis fast på, hvor ambitiøs en klimapolitik skal være. Hvordan dommen skal implementeres, overlades til de enkelte stater for at balancere politikernes råderum med domstolens opgave.”

Nu følger implementeringen, hvor Schweiz’ indsats skal evalueres fire gange om året i Europarådet. Her skal de stedfortrædende repræsentanter fra de 46 medlemslande være med til at holde dem op på forpligtelserne. Og i samarbejde med Schweiz udstikke retningslinjerne for, hvad der er nok.

Dommen efterlader nemlig ingen konkrete anvisninger til, hvordan problemet skal løses. For som det lyder i domsudskriftet, kan dommerne “i lyset af kompleksiteten og arten af de involverede spørgsmål” hverken give en “detaljeret eller præskriptiv” beskrivelse af, hvad der vil være tilstrækkelige tiltag. Ordvalget er dog også normalt for Menneskerettighedsdomstolen. Hele pointen er, at den er til for at hjælpe medlemslandene, siger Corina Heri.

“Domstolen siger, at det ikke er deres opgave at fortælle staterne, hvordan vejen skal se ud. De siger til regeringerne: Gør venligst jeres arbejde. Og gør det bedre. Hvis domstolen skulle sige præcist, hvilken lov der skal ændres, ville det ikke bare være meget svært, men også meget begrænsende. Du har brug for, at de nationale myndigheder overvejer, hvad der skal gøres, hvor hurtigt og efter hvilke regler.”

Men tør KlimaSeniorinnen så også stole på det, spørger jeg Stern tilbage i Schweiz: “Den første reaktion fra den schweiziske regering var, at de har hørt, accepteret og vil følge op på dommen. Det er vidunderlige ord, som jeg kan lide at høre,” svarer hun. /Emma Louise Stenholm