Vilde børn leger bedst

I midten og slutningen af det 18. århundrede, også kendt som oplysningstiden, var folk meget optagede af, hvad der gjorde et menneske til et menneske. For at kunne indkredse, hvad menneskelighed egentlig er, begyndte man derfor at danne sig billeder af et menneske, som stod uden for samfundet, et menneske, der var fuldstændig upåvirket af verden; et såkaldt naturmenneske. Og midt i denne årtier lange filosofiske diskussion, fandt man i 1794 pludselig en niårig, vild dreng i de sydfranske skove i Aveyron.

Victor blev han senere kaldt. Drengen blev fanget, men flygtede hurtigt igen. Et par år senere, da han var omkring de 12, trådte han selv ud af skovene. Han var nøgen og havde intet sprog, det fik han heller ikke. Hans krop var fuld af ar og bid. Der fandtes mange definitioner for, hvad Victor var. En af dem leverede svenskeren Carl von Linné, manden, der kategoriserede verden.  Linnés talte om Homo sapiens ferus som en af fire menneskeracer. Homo sapiens ferus var, udover de åbenlyse racistiske implikationer (Linné lavede raceinddelingerne efter en rejse til Asien), vilde børn, der både var menneske og dyr. Ligesom Victor.

Drengen, der var vokset op vild og alene, var den perfekte model for menneskets naturtilstand, mente man. Faktisk blev bl.a. filosoffen Jean-Jacques Rousseaus teori om “den naturlige mand” ivrigt brugt til at forklare Victors egen “naturtilstand”. Det var lidt et hårdt teoretisk afsæt, for Rousseaus naturlige mand havde ikke megen fatteevne. I modsætning til kollegaen Thomas Hobbes, hvis egen “naturlige mand” var drevet af en frygt for døden, så var Rousseaus version ude af stand til overhovedet at begribe, hvad døden var. Et menneske uden egentlig tankevirksomhed, fuldstændig fantasiforladt, som kun lever for at overleve.

Samtidig var der også noget inderligt over Rousseaus naturmenneske, det var urørt af samfundet. Som han beskrev i indledningen til sit opdragelsesværk Emile, eller Om opdragelse fra 1762: “Alt er godt, som det kommer fra Skaberens hånd, alt udarter sig under Menneskets Hænder.” Altså: vi ødelægger alt, vi får fingre i.

Helt urørt var Victor dog ikke. Drengen havde 23 ar fordelt over kroppen, der vidnede om hans år i skoven. Han havde afskrabninger og dyrebid overalt, men et ar lignede ikke de andre: Et 4 centimeter langt ar over drengens hals, som kunne være forårsaget af en kniv. Den franske kirurg og forsker Serge Aroles anfægtede i 2007 historierne om “de vilde børn”, og understregede med afsæt i sagen om Victor fra Aveyron, at drengen – der ville have været omkring fire år gammel, da han blev efterladt i skoven – under ingen omstændigheder ville have overlevet alene i den alder, og at vanrøgten mod ham og hans manglende sociale evner formentlig skyldtes voldsom mishandling ved menneskelig hånd.

Sandt eller opdigtet, så er historien fuld af vilde børn, der lever i naturen. Og det er præcis sådan et naturmenneske, drengen Oskar finder i den norske forfatter Matias Faldbakkens seneste roman Stakkel.

Uvisheden er en gård i Norge

Den er klam, ungen. Og mærkeligt deform. Den er sammenpresset, har for store knæ og fødder og ligner overhovedet ikke, hvad det er: et barn. Den klamme unge kryber ud af skoven og nærmest direkte ind i armene på drengen Oskar, der fanger den og tager den med hjem til den gård, hvorpå han arbejder. Og sådan begynder Stakkel, hvis titel faktisk kunne beskrive alle dem, der optræder i Faldbakkens romanunivers.

Nittenårige Oskar er i hvert fald en stakkel, og en meget omsorgsfuld én af slagsen. Han arbejder på Olav Blums gård, der ligger oppe i Innlandet langt fra land og rige – og tid. Oskars arbejde er alt muligt. Eller som Faldbakken skriver: “At være ‘dreng’ var hans metier.”

Kort sagt ved vi ikke rigtig, hvornår vi befinder os i Stakkel. Romanen ved det dårligt nok selv. Nogle gange får vi dog praj. Som i beskrivelsen af den gamle mand Annar, der må siges at være Oskars eneste ven i verden: “Gamle Annar var virkelig gammel. Han hørte hjemme i helt andre tider. Lad os sige at han var født i 1880. Hvis Annar var hundrede år gammel, var dette 1980. Ikke at det var 1980, det er umuligt at sige præcis hvornår det er, men man kunne sige at det var 1980, og i så fald havde Annar været hundrede.”

I Faldbakkens vage, men alligevel rammende beskrivelser forsvinder ens undren lige så hurtigt, som den måtte dukke op. Man fortabes snarere i formuleringer og karakterbeskrivelser så præcise, at man håber, man aldrig selv skal beskrives af Faldbakken. Olav Blums teenagedøtre “[skærer] samtalen i stykker med deres skarpe stemmer”, ligesom de begge “var kendt for at have en masse følelser, men ingen følsomhed”. Oskar er “stærk i kroppen, men vag i hovedet”, han har lært “at løse problemer praktisk, med hænder og arme og ben, ikke ved at snakke og dvæle”.

Det er umuligt ikke at lade sig charmere af Faldbakkens fabulerende fortælling, der langsomt udvælger ord og billeder, der passer bedst til situationen. Som når Oskar står uden for Olav Blums dør og skal fortælle, at han har taget ungen med hjem: “Hvis drengen havde haft en hue, havde han holdt den i hånden.”

Ungen og drengen

“Historisk set fik vildbarnet sit navn afhængig af hvilke væsener det voksede op hos […] Disse børn kunne være ræveunger, ulveunger eller gedeunger. Man har eksempler på kounger. Strudseunger, for den sags skyld. Europas børn, blev de kaldt i oplysningstiden,” skriver Faldbakken. Hans eget vildbarn bliver hurtigt afhængig af Oskar. De bliver faktisk uadskillelige, for ungen må passes og plejes hele tiden. Den snavsede krop er vokset sammen med det stof, der har været svøbt om den, og Oskar sidder time efter time og øser nænsomt vand over ungen, indtil det giver slip, og den lille barnekrop viser sig at være en piges.

Under Oskars omsorg begynder ungen at udvikle sig og vokse. Den har lidt separationsangst og vil det første stykke tid ikke bevæge sig væk fra sin plads på Oskars værelse, som bliver fuld af tis. På Annars påfund bygger drengen en blisplade til ungen, som han spænder foran hendes ansigt med et bælte, så hun ikke bliver så overvældet af verden. Pludselig kan de to gå ture sammen.

Ungen vokser hurtigt, faktisk tre centimeter på en uge, hendes ben er pludselig alt for lange til hendes overkrop, og kroppen begynder at være både barnlig og voksen, høj og lav: “Se på hende. Ungen har flere aldre i én krop,” siger læge dr. Kleppe, da han undersøger hende. Og med det bliver det hele forandret i Faldbakkens eventyrlige fortælling. For ungen vokser sig til en ung kvinde, der viser sig at være tættere på de sytten end de ni, og snart begynder hun bogstaveligt talt at hoppe på den arme Oskar, der er magtesløs overfor hende. Men det bliver selvfølgelig opdaget, at drengen og ungen – nu kvinden – knepper, og det kan gårdejer Olav Blum selvfølgelig ikke have, så parret må flygte til Oslo.

Det føles som en art norsk udgave af de vilde elskende, Cathrine og Heathcliff, fra det gotiske hovedværk Wuthering Heights, hvis kærlighed kun kan trives i det vilde, utæmmede landskab og derfor lider under vægten af samfundets forventninger. Oskar, hvis metier jo er at være “dreng”, bliver agterudsejlet i storbyen, hvor hans pige stortrives. Han “sidder som en lus mellem to negle”, skriver Faldbakken konstaterende. “Han er ikke den første dreng fra landet som er sådan inde i storbyen. Låst. Ubrugelig. Bondefanget.”

Stakkel er en fantastisk fortælling om utæmmet omsorg, pikrytteri og at stå udenfor samfundet. Både pigen og Faldbakken lider af en mytomani, der forvilder sig ud mellem det magiske land og den buldrende storby, hvor ingen sårbarhed kan overleve, og hvor brændte børn bliver til triste skæbner, for til sidst at spørge: Hvor ender man, når man bliver forladt? I skoven eller i storbyen? /Astrid Plum