Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Børsen brænder, og det er et trist syn. Det var hjerteskærende at se det gamle Dragespir falde til jorden med et brag. Hvis det er nogen trøst, så var det ikke Børsbygningens oprindelige tårn, der blev opsat 1624-26. På hjemmesiden kbhbilleder.dk, som hører under Københavns Kommune og Københavns Stadsarkiv, kan man læse, at der fandt en større reparation sted i 1775-76, hvor det gamle spir blev afløst af et nyt, “aldeles ligt det første”, og at tårnets blydækning blev erstattet med kobber i under en restaurering af bygningens ydre i 1879-83.
Så hvis vi leger, at det er en usentimental teknokrat, der taler nu, så tyder historien på, at vi må kunne genskabe spiret, tårnet, bygningen fuldstændig, ‘som det var’.
På tv og sociale medier talte folk straks om Notre Dame, katedralen i Paris, der gik op i røg i 2019; at det her er vores Notre Dame. På nuværende tidspunkt er det svært at sige, hvor omfattende skaderne er på Børsen, men det ser ikke godt ud. Notre Dame er blevet sat i stand for (indtil videre) 4,1 mia. kr., og det er sket med donationer fra rigmænd og virksomheder som L’Oréal, Air France og banken BNP Paribas.
Da Notre Dame brændte, var det så voldsomt, at en af brandfolkenes hovedprioriteter blev at redde uvurderlige artefakter fra at blive flammernes bytte. Vi skrev om det her hos Føljeton, og vi hæftede os særligt ved, at det lykkedes at redde en tunika, som den franske konge Ludvig IX bar i det 13. århundrede, og en tornekrone, som den katolske kirke forestiller sig, at Jesus Kristus bar på korset.
I børsbygningen er der kunstværker, som helst ikke må gå til grunde. Det var rørende at se almindelige borgere stå af cyklerne og løbe ind i bygningen for at hjælpe med at bjærge værker, inden de (værkerne) blev fortæret af flammerne. En gruppe på fem-seks personer kom ud med P.S. Krøyers store maleri Fra Københavns Børs (1895), som måler fire gange to en halv meter.
En del steder på mediernes hjemmesider og på sociale medier gav forskellige privat- og myndighedspersoner udtryk for, at de enten var på grådens rand, eller at tårerne allerede var begyndt at trille. På TV 2 kunne man omkring kl. 11 læse, at Danmarksdemokraternes kulturordfører Søren Espersen var blevet evakueret fra sit kontor nær Børsen. “Tårerne presser sig på,” udtalte han, og på fotoet af ham sås hans kone Yvette i baggrunden med en pegefinger under det ene øje. På billedteksten blev hun beskrevet som “grædefærdig” (i anførselstegn). På Twitter (i dag kendt som X) skriver en kvinde med navnet @askepot og godt 5.000 følgere, at “400 års kulturarv forsvinder i de altædende flammer. Kald mig bare sentimental, men de voldsomme billeder, giver mig tårer i øjnene. Trist, så uendeligt trist. Pas nu på jer selv, I der kæmper mod flammerne og for at redde kulturskattene.”
Og så på ex-dronning Margrethes 84 års fødselsdag.
Måske kan branden og den forestående genopbygning ‘samle nationen’? Bare en lille smule? Mens Notre Dame stadig var omsluttet af flammer, og 400 franske brandmænd kæmpede for at få kontrol, stod Frankrigs præsident Emmanuel Macron i mørket på Île de la Cité og holdt en improviseret tale. Han virkede sådan set dybt berørt, og det havde formentlig en lindrende effekt på folk, der så med på tv. På en måde taler det til statsminister Mette Frederiksens ære, at hun ikke står foran børsbygningen i Slotsholmsgade og slår plat på situationen. Hun har dog udsendt en pressemeddelelse, hvor hun udtaler, at det er “forfærdelige billeder, vi ser lige nu”.
Skynd Dem, Skynd Dem
Lad os slutte dagens tekst af med et lille bid af Herman Bangs berømte reportage fra branden på Christiansborg i 1884:
“Jeg kom ind gjennem St. Jørgens Port. Forvirringen var ubeskrivelig. Man hørte uafbrudt Raab om Vand, Skrig om at redde Malerisamlingen. Det var en fuldstændig Raadløshed. Sprøiterne arbeidede stærkt, saa snart der skaffedes Vand, men der var intet. Ildregnen faldt saa tæt over Slotsgaarden, at Funkerne hængte i Ens Klæder.
Den uendelige Knitren af Ilden lyder ligesom Geværsalver. Man render allerede imellem hinanden for at redde de sindsvageste Ting. Jeg styrtede op i Malerisamlingen. Ved Vinduerne er Ilden saa stærk, at Haaret kan svides. Lyset udefra er det eneste Lys over Galleriet. Folk storme ud og ind, man river Malerierne ud fra Væggen og kaste dem paa Gulvet for at sønderbryde Rammerne.
Lige overfor i Gaarden luer Søilegangen som et attisk Tempel ved en Solnedgang. Vi løbe omkring med enkelte døsige Lygter for at skjelne mellem Malerierne: Det er umuligt. Skodderne rives op, og vi se saa meget vi kan; vi rive Malerierne løs hulter til bulter. Jeg faar fat i nogle hollandske Smaabilleder, en anden river dem ud af min Haand, og det gaar videre for at finde andre. Jerichaus Ofelia ligger lige i Skæret og bliver som levende midt i Lyshavet. Man løsner Figuren fra Sokkelen, der, omvendt, ligner en Ligkiste. Saaledes bæres den bort. De evindelige Drøn fortælle, at Branden bliver hæftigere. Man bærer »Panterjægeren« ned. De uafbrudte »Skynd Dem – skynd Dem« lyder gjennem Halvmørket.”
I det mindste mangler Københavns Brandvæsen ikke vand i dag. Eller forhåbentlig – man ved jo aldrig. /Oliver Stilling