Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Uddannelse er nøglen til fremtiden. Det har regeringen heldigvis fanget, og inden for rammen af DK2030-planens selverklærede massive investering i vores fælles fremtid vil den sørge for, at vi får færre universitetsstuderende.
A’var for noget. Jo, den er god nok, klip tilbage. Den store uddannelsesreform husker I – den, der blev varslet allerede i regeringsgrundlaget, og som i juni sidste år bl.a. tog form af et bredt forlig om en reform af universiteterne? Her hed det, at de unge skal have “nye muligheder og veje”, og som et led i det skal færre kunne blive optaget på universitet. Ja, Christiansborg vil investere i uddannelse ved at skære i den. Forvirret over logikken?
Vi kan jo prøve at gribe til hjælp hos en alumne fra den selvsamme skolebænk, som er kommet under kniven, den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Han baksede på lignende vis med, at tingene ikke altid er så ligetil. I en uforbeholden afvisning af, at sandheden er på én måde, kom han frem til, at “der findes ikke fakta, kun fortolkninger”. Vi må forstå, begrundede Nietzsche, at logik og forklaringer aldrig er kendsgerninger, men kun menneskers beskrivelser. Den selvmodsigende politiske investering i universiteterne er altså i bedste fald en sandhed fra regeringens perspektiv.
Det vil Christiansborg nok affeje som noget typisk, uproduktivt humaniora-pladder. Det er en efterhånden gammel sang, at de humanistiske fag er unyttige, vage og i øvrigt i ringe touch med arbejdsmarkedet. Og nu lader det så til, at man vil gøre alvor af sangen og faktisk skære ned på ‘pladderet’. I sidste uge kunne Akademikerbladet fortælle om et internt forhandlingsnotat, der går forud for en kommende kandidatreform, og som viser, at det danske flagskib for humaniora, Roskilde Universitet, skal skære 14,1 pct. i antallet af studerende. Til sammenligning kan Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Copenhagen Business School, som har mere tydelige erhvervsprofiler, nøjes med at vinke farvel til 6,8 pct. af deres studerende.
Regeringens sandhed: en sådan skåret dimensionering vil skabe en stærkere forbindelse mellem uddannelse og arbejdsmarkedets behov. Lad os skolet af Nietzsche og af det forhadte humaniora lige tage den logik under luppen.
Postulerede kendsgerninger
Dimensioneringen har tre hensyn: Den skal målrettes dimittendledighed, få flere til at søge mod velfærdsuddannelserne, og have omtanke for små fag, forskningsmiljøer og arbejdsfordelingen mellem universiteterne. Nuvel, hvis du står af her, forstår vi det godt. Det er det, aftalepartnere i bund og grund håber på. Som tidligere flittige studerende inden for den lingo, der nu angribes, bedriver vi dog diskursanalyse og har derfor din ryg.
Ledighedsdimensionering betyder sådan set bare, at der sættes et loft over optag på de uddannelser, der systematisk leder til mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Modellen er en succes ifølge en evaluering af modellen fra 2018 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, fordi den dengang medførte færre ansøgere til de uddannelser, der fik indført et loft. Om uddannelsernes dimittendledighed faktisk blev mindre, udtalte evalueringen sig ikke om.
Så er der det med velfærdsuddannelserne – til lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Forventningen er, at når færre kan få plads på universitetet, så bliver tilstrømningen til disse professionsuddannelser større. Nøgleordet her er forventning – for ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening sker dette ikke i virkeligheden. Som et alternativ kan regeringen jo overveje faktisk at skabe bedre velfærdsuddannelser.
Tilbage står sikringen af et levedygtigt vidensmiljø. Rektoren på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, er selvfølgelig bekymret, hvad det angår. Jo færre optagne studerende, jo færre penge får universitetet via taxametertilskuddet, og dermed kommer der færre midler til at udbyde fag i f.eks. mindre sprog og traditioner.
Nuvel, sikre forklaringer er en kompliceret affære, og de viser os næsten altid, at sandheden er svær.
Et værdigt foretagende
Dermed ikke sagt, at man ikke skal beskæftige sig med den. Sandheden altså. Nietzsche skrev selv side op og side ned om den. Ligesom han slog hårdt ned på idéer, der klinger hult.
Med fare for at hoppe direkte i fælden og ‘fastslå et faktum’ tør vi godt sige, at uddannelse i hvert fald ikke kun handler om arbejdsmarkedet. Det handler (også) om tankeeksperimenter, om diskussioner med en garvet professor over komplekse ideer og hovedrystende synspunkter. Om at få udvidet sit perspektiv, når man fortaber sig i et pensum, der åbner for et helt nyt verdensbillede, eller når man får en ny ven, der er vokset op et helt andet sted i landet end en selv. De ting lærer os om tvivl og gør os til mere ydmyge og åbne mennesker, som er i mindre risiko for at træde hen over det gode liv for andre. I en verden, hvor der vel nærmest blæses til en ny krig hver anden dag, og jordklodens ressourcer er opbrugt i starten af året, har vi brug for flere af dem, ikke færre.
Universiteterne er selvfølgelig langt fra alene om at lære os, at sandheden er svær. Men de er rigtig gode til det – humaniora især. Så hvorfor skære ned på institutionerne med et kæmpe-eksperiment af en reform, vi knap nok kender effekterne af? Og her er vi ikke engang nået til det perspektiv, politikere plejer at råbe højt om: at færre universitetsuddannede giver en mindre avanceret arbejdskraft, som vil sænke produktiviteten og gå ud over dansk økonomi. Jojo, så vil Mette kompensere med flere slidsomme timer, men hun løber jo tør for fridage, der kan inddrages.
Politikere ved godt, at sandheden er svær. For ti år ramte kun 1 ud af 35 af Finansministeriets økonomiske prognoser rigtigt, og sidste år undervurderede regeringen statskassen med 16 mia. kr. Faren ved, at vi alle sammen indser det, er selvfølgelig, at vi finder nye svar på politikernes mange spørgsmål. For når man tænker selv, bliver det også meget lettere at kalde deres bullshit. /Caroline Douglas