Kære læser

Folkets Børsen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at Brian Arthur Mikkelsen har den lidt kedsommelige og identitetsløse kontorists fremtoning, men han har på papiret haft et spændende liv.

Dimittend fra Ballerup Gymnasium, aktiv i Konservative Gymnasiaster, bestyrelsesmedlem i Ledøje-Smørum Boldklub 1983-84, medforfatter til bogen Namibia på vej mod demokrati i 1988, opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti via Holbækkredsen og Sjællands Storkreds. Kulturminister, justitsminister og erhvervsminister under regeringerne Anders Fogh Rasmussen I, II og III og Lars Løkke Rasmussen I og III. Modtager af Dansk Tennis Forbunds Æresnål og med til at pege på Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen som manden, der skulle løfte det gamle borgerlige parti til nye højder med et ordentligt skud populisme – og så pludselig fra den ene dag til den anden i 2018 ud af politik og ind som administrerende direktør for lobbyorganisationen Dansk Erhverv, der plejer 18.000 medlemsvirksomheder og 100 brancheforeningers interesser.

Altsammen må det dog føles som det rene vand ved siden af dagen i forgårs, altså tirsdag, da den historiske gamle Børsbygning, hvor Dansk Erhverv havde til huse, brændte ned. Da der stadig var brandudrykninger gennem byen og herskede forvirring om, hvad der foregik, var Brian Mikkelsen den første genkendelige person med en vis myndighed, som stillede sig op med en reaktion på direkte tv.

Selv om Børsbygningen ligger klos op ad Christiansborg og flere ministerier, var der af en eller anden grund ikke rigtig nogen kendte politikere, som greb muligheden for at gå ned på gaden og tage lidt af opmærksomheden. Ja, det lyder jo brutalt og narcissistisk, når man ser det på skrift, men det er en del af gamet, når man er folkevalgt: gå langt – gå meget langt for at få presse. Hvem husker ikke billederne af daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) personligt stå og læsse kasser med Covid-19-værnemidler ud af et Antonov AN-124-fragtfly i Københavns Lufthavn i april 2020?

I stedet blev det til nogle forkølede katastrofe-selfies her og der. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, lagde et billede af sig selv ud på Facebook og Twitter, hvor hun, stående foran et Christiansborg-vindue, der vender ud mod Børsbygningen, sender beskueren et sorgfuldt blik. Et udrykningskøretøj ses på gaden. Da en skrev i kommentarfeltet på Instagram, at det var “svært at holde tårerne tilbage”, trumfede Dyhr hende straks: “har grædt”. En anden skrev: “Alle dem, der synes, at politikerselfies bør forbydes ved lov, ræk hånden op”. Den kommentar fik mere end 916 likes.

Et vakuum

Så der var altså et vakuum nede på pladsen foran Børsbygningen, og det vakuum lukkede Brian Mikkelsen effektivt. I en analyse i kommunikationsmediet K-forum kunne man for lidt over et år siden læse, at Dansk Industri og Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen, var Dansk Erhverv og Brian Mikkelsen superoverlegent, når det handlede om lobbyisme – ja, ligefrem “klasser bedre”, som der stod.

Man må sige, at Dansk Erhverv med Børsen-branden er kommet ind i folks bevidsthed. Ikke mindst takket være Brian Mikkelsens indsats. Pludselig gav det mening, at organisationens bestyrelse i sin tid hyrede et velkendt ansigt fra Christiansborg. Brian Mikkelsen blev billedet på først tristessen og tårerne og dernæst håbet gennem tårerne; de blanke øjne, som alligevel stråler. Vel at mærke uden at miste blikket for sine forpligtelser over for Dansk Erhvervs medlemmer.

Øverst på Dansk Erhvervs hjemmeside ligger der her torsdag en slags erklæring fra Mikkelsen, skrevet onsdag. “I går var en forfærdelig dag. Uendelig trist. Halvdelen af vores kære Børsbygning brændte ned. Vores kulturhistorie stod i flammer. Det er ikke til at bære,” stod der. Og så lidt om bygningens historiske betydning og det store P.S. Krøyer-maleri, som han var med til at bære ud af flammerne, og naturligvis anekdoten om spidsen af bygningens ikoniske dragespir, som han pludselig havde stået med i hænderne. Meget skulle ordnes nu, skrev Mikkelsen, men han forsikrede også om, at Dansk Erhverv først og fremmest var der for medlemmerne, og at “vi er her for at kæmpe for jeres rammevilkår”.

Hvis Dansk Erhvervs medlemmer alligevel skulle tvivle på direktørens loyalitet, kan de bare læse Politiken, som har lavet endnu en af deres mikrofonholder-artikler, hvor hovedpersonen, Brian Mikkelsen, med egne ord fortæller om sit rædselsdøgn. Det er et interessant indblik i Brian Mikkelsen virkeligheds- og selvopfattelse. Vi går ind i artiklen der, hvor han er ankommet til sin arbejdsplads, der nu er blevet til et åsted. Det viser sig, at ingen overhovedet har skænket kulturarven inde i Børsbygningen en tanke:

“Indsatslederen fortæller, at der ikke er nogen derinde, men ingen har tænkt på kulturarven og kunstskattene. Jeg løber derind, og et par unge betjente prøver at stoppe mig, så jeg trækker det kort, at jeg tidligere har været justitsminister, og den ene siger: ‘Okay, du har været chefen’, og lader mig komme ind. Indsatslederen siger, at han vil samle nogle brand- og politifolk, og så går vi i gang med at få ting ud.”

Brian Arthur ‘Indiana Jones’ Mikkelsen søger nu mod A.P. Møllers gamle kontor, som Dansk Erhverv bruger som kantinekøkken, og videre hen til Børssalen og så biblioteket. “Der hænger P.S. Krøyers billede, som jeg helt instinktivt ved, at vi tager først. Det er mig, der bestemmer, hvad vi gør, brandfolkene ved ikke, hvad der har værdi.”

No matter what

Det stopper ikke her. Nu morfer Brian Mikkelsen i sin egen fortælling over i en lederskikkelse, som vel fremkalder mindelser om brigadegeneral Douglas MacArthur. For “bagefter laver vi et kriseteam og laver et war room i Tietgens Hus, nabobygningen til Børsen.” Sagen er, at selv om Børsen brænder, så har Dansk Erhverv stadig 400 medarbejdere, der skal ledes. Der er “on going business”, som han formulerer det, og “medarbejderne er totalt i chok”, fordi de “elsker huset” lige så meget som ham selv. “Jeg tager styringen, men jeg må nive mig selv i fingrene flere gange for lige at tage mig sammen. Jeg er kaptajnen, og selv om jeg er ked af det, skal de ikke se det. Vi holder teamsmøde for medarbejderne, og jeg taler med formanden. Dansk Erhverv er jo ikke en virksomhed, men en forening, og formanden og jeg er enige om, at no matter what genopbygger vi Børsen.”

Hold da op. Brian Mikkelsen og Dansk Erhvervs formand er enige om det – lige meget hvad! Det lyder godt. Alle ønsker, at Børsbygningen bliver genopbygget præcis, som den var, selv digteren Søren Ulrik Thomsen. Som han – kryptisk – sagde til Weekendavisen tirsdag: “Denne bygning har i dag ingen funktion, og netop derfor kan dens værdi ikke erstattes af noget helt andet. Det vil være et forfærdeligt nederlag ikke at genopføre Børsen.”

Brian Mikkelsen er nok ikke helt enig med digteren i, at bygningen ikke har nogen funktion. Men S.U.T.’en har fat i noget. Børsbygningen tilhører danskerne. ‘Folkets Børsen’ – lyder det ikke smukkere? Nu skal Brian Mikkelsens lobbyorganisation genhuses. Der må være en ledig kontorbygning nede på Kalvebod Brygge. Der kan Dansk Erhverv blive. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12