Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Brevkasser kan bruges til meget, ikke mindst at udstille ens bedre halvdel. Det gælder også for nyhedsbrevet ‘The Ethicist’ fra The New York Times, hvori den garvede filosof Kwame Anthony Appiah – som må siges at være et pænt tålmodigt menneske – svarer på folks moralske dilemmaer. I seneste udgave spørger en anonym læser, om vedkommendes kæreste tager fejl, når han siger, at han hellere ville redde deres kat end et fremmed menneske, hvis begge var ved at drukne. Efter at have brugt små 200 ord på at forholde sig til, at mange mennesker jo nærer stærke bånd og følelser til deres kæledyr, og at det kan være helt forståeligt, svarer Appiah direkte: “Men ja, det er meget forkert”. Selvfølgelig skal man redde mennesket frem for katten. For som filosoffen uddyber:
“Disse fremmede mennesker? De havde et rigt følelsesliv, og de havde planer, kortsigtede og langsigtede, store og små; det er et godt gæt, at de også var en del af andre menneskers planer, andre menneskers følelsesliv. De havde venner, kolleger, slægtninge, pårørende – måske et udvalg af forældre, børn, søskende, fætre og kusiner – og muligvis en ægtefælle eller livsledsager. Du kan forvente, at den lidelse, som deres død vil medføre, vil være dyb, og at følgevirkningerne vil være store.”
Netop den pointe illustrerer vist meget godt, hvorfor det altid vil være absurd at skulle reducere ulykker til dødstal. Mere aktuelt får den os samtidig til at tænke på, at branden på Børsen har sat os i en kattepine. For ja, det er dybt tragisk, at godt 400 års historie nu er gået op i røg, at København er blevet et unikt vartegn fattigere, at Danmark har mistet en lille del af sin folkesjæl, eller hvad kommentatorerne nu er blevet enige om at sige. Men altså, nu var Børsen jo heldigvis også “bare” en bygning (omend en gammel og flot en af slagsen) – så hvor går grænsen egentlig, førend sorgen og nekrologskrivningen også kommer til at virke uproportional, sammenlignet med så meget andet; eksempelvis historier, hvor mennesker er i centrum?
Indrømmet, det er en lidt kunstig opstilling, vi her er i gang med at lave, for det er heldigvis ikke et enten-eller-valg; man kan sagtens begræde branden på Børsen og samtidig skrive om så meget andet. Har man fulgt bare lidt med i mediedækningen de seneste dage – og ikke mindst overværet debatterne på de sociale medier – vil man dog også vide, at stemningen nogle steder nok er kammet over. Der er ligesom blevet brugt både ord og følelser på Børsen, som mange af de triste debattører har haft påfaldende sværere ved at bruge på mere drabelige tragedier. Hvem skulle have troet, at så mange havde dragespiret som kæledyr?
Nå, men moralske dilemmaer er svære – og i øvrigt må man konstatere, at The New York Times heller ikke altid rammer den helt rent, selv ikke med en dygtig filosof som Kwame Anthony Appiah på hånden. Når det kommer til dækningen af krigen i Gaza, har avisens journalister – ifølge en afsløring fra The Intercept – i hvert fald fået at vide, at de ikke bare skal afholde sig fra at bruge mere kontroversielle termer som “folkedrab” og “etnisk udrensning”, men også ord, som FN og de fleste menneskerettighedsorganisationer bruger – herunder “besatte territorier” og “flygtningelejre”. The New York Times er allerede blevet beskyldt, bl.a. af ansatte internt, for at skævvride sin vinkling af krigen. Det hjælper næppe på sagen, at mediets journalister nu ikke engang kan få lov til at skrive det, der ellers er mest præcist. /David Dragsted, chefredaktør