Majid Asgaripour/Reuters/Ritzau Scanpix
Kontrol er en svær størrelse. Som Søren Kierkegaard eksempelvis skitserer (og nu er det ikke fordi vi skal opholde os for længe ved ham), kan man i resignation blive nødt til at erkende det umulige i det endelige, og i stedet springe ud i det absurde, hvor alting så pludselig bliver muligt. Hvad man måtte få af indsigter i den forbindelse er dog ikke til at sige, for man kan jo dårligt viderebringe det absurde på en meningsfuld måde, uanset hvor hårdt man prøver. Eller som Kierkegaard skriver: “Naar jeg nemlig, idet jeg taler, ikke kan gjøre mig forstaaelig, saa taler jeg ikke, om jeg end talte uafbrudt Nat og Dag.”
Hvornår det skete har vi lidt svært ved at pin-pointe, men vi føler os pænt overbeviste om, at verden har taget et spring ind i absurditeterne. Hvilket så også gør den noget mere udfordrende at skrive om. På en eller anden måde bærer AI sikkert noget af skylden (og det siger vi ikke kun fordi vi føler os truede), for hvor begynder man overhovedet en nyhed såsom, at verdens første AI-skønhedskonkurrence, “Miss AI”, nu er en realitet, hvor AI-generede modeller skal dyste om at blive kåret som den smukkeste? For slet ikke at tale om hele moradset i skattevæsenet, der altså er begyndt at bruge kunstig intelligens til at kontrollere borgerne, selvom man i 16 ud af 23 tilfælde slet ikke har undersøgt konsekvenserne?
Heldigvis har vi da i sidstnævnte tilfælde professor i forvaltningsret og digitalisering ved Københavns Universitet Hanne Marie Motzfeldt, der stadig er i stand til at fortælle DR om tåbelighederne i det projekt: “Man trykker på startknappen for tidligt. Det er en overvældende mængde af systemer, som man har taget i brug, før man er blevet færdig med sin konsekvensanalyse”. Bare fordi man bruger kunstig intelligens kan man jo stadig godt forsøge at tænke selv, Skat.
I FN’s Sikkerhedsråd – for nu at tage et drastisk, ikke videre logisk spring (kom ikke og sig, at du ikke var advaret) har USA stadig kontrol i den forstand, at de kan vetoe hvad der passer dem. Eksempelvis resolutionen om at få Det Palæstinensiske Selvstyre optaget som det 194. medlem af FN. Blandt Sikkerhedsrådets 15 medlemmer stemte USA som det eneste land imod, og det skete ifølge Robert Wood, USA’s viceambassadør i FN, med henvisning til, at Det Palæstinensiske Selvstyre ikke kontrollerer alle sine egne områder. Wood påpegede, at Hamas stadig har magten i Gaza – men undlod sjovt nok at forholde sig til de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, som jo også komplicerer spørgsmålet en hel del.
Hvad præsident Joe Biden og kompagni selv har temmelig svært ved at kontrollere, er Israels og præsident Benjamin Netanyahus håndtering af Irans konflikteskalerende angreb. Trods højlydte opfordringer fra amerikanerne (og snart sagt alle andre) om at holde igen, valgte Israel her fredag morgen at udføre et droneangreb på den iranske by Isfahan, der huser både militærbaser og dele af Irans atomprogram. Meget er i skrivende stund usikkert; Iran forsøger angiveligt at nedtone angrebet, mens visse meldinger siger, at Israel affyrede dronerne fra iransk territorium. Fra alle sider bliver der igen manet til besindighed, og både Israel og Iran lader da også umiddelbart til at ville køre mod en mulig afkørselsrampe, før en ny krig bliver uundgåelig. I øjeblikkets usikkerhed fremstår alt dog skrøbeligt.
I sin fyldige bog om første verdenskrig, The Sleepwalkers, fremskriver den australsk-britiske historiker Christopher Clark en tese om, at der som sådan ikke var et enkeltstående land, der var skyld i verdenskrigens udbrud. Den var snarere affødt af en kompliceret kæderække af beslutninger og tilfældigheder; som bogens titel antyder, var det, som om landene gik i søvngang mod undergangen, også selvom krigen ikke var en nødvendighed. Uden at skulle fortabe os for meget i anakronistiske sammenligninger, må man alt andet lige håbe, at de centrale diplomatiske aktører denne gang formår at holde sig vågne. For i drømmenes verden kan alting hurtigt komme ud af kontrol. /David Dragsted