Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ord kan forvolde smertelig skade. De fleste kan nok instinktivt forstå, at det risikerer at blive giftigt for folkestyret, når statsminister Mette Frederiksen (S) dagligt udsættes for seksuelle voldstrusler på sociale medier. Her spiller ordene en ondartet rolle, uanset at de forhåbentlig ikke følges op af handling. Ordene alene forårsager skader og fordærver debatten.
Ligesom fremtrædende kvinder før hende er trådt frem og har fortalt om fornedrende og truende beskeder, giver det desværre mere end god mening, når Socialdemokratiets formand nu også siger fra. For selvfølgelig er der en grænse for, hvad selv magthavere skal finde sig i. Ord sætter sig i kroppen, og sproget nedefra kan blive for modbydeligt.
Men ord oppefra slår nu alligevel hårdere. Selv hvis de i ordlyden er mindre bestialske. Magthavernes mere eller mindre subtile sprogbrug kan nemlig ofte skabe voldsomme reaktioner, også når signalerne fra toppen ikke engang følges op af konkret handling.
Så selv om Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad her på det seneste kun har brugt umiddelbart almindelige ord om de sovende celler og femte kolonne-folk, som han ser blandt veluddannede efterkommere af indvandrere, har han alligevel formået at skabe skræk og rædsel.
Den unge og retorisk begavede socialdemokrat har reelt mistænkeliggjort alle med en anden etnisk oprindelse end gammeldansk. Det hele begyndte med en tale i Folketinget, som han selv kaldte for den vigtigste nogensinde. Her sagde 29-årige Frederik Vad, at det ikke længere er nok for Socialdemokratiet at begrænse antallet af ikke-vestlige medborgere og at føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik for at forhindre kriminalitet blandt udlændinge. Nej, han havde en ny og troende erkendelse:
“Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra,” lød det fra Frederik Vad, som dernæst satte billeder på sin frygt:
“Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland”.
Ordene har virket som slag i ansigtet på mange. For anklagen fra Frederik Vad kan ikke høres på andre måder end at samtlige ikke-vestlige medborgere er under mistanke for at ville omstyrte samfundet indefra. Og endnu værre: Dem, der udadtil fremstår som dydsmønstre og bedsteborgere, kan meget vel være de værste landsforrædere.
Pisker stemning op
Ordene fra Frederik Vad slog kun endnu hårdere, da de blev bakket op af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad. Den brutale stigmatisering, som Socialdemokratiets ordfører fremførte, må altså betragtes som officiel politik fra regeringens side:
“Selvom folk har fået en uddannelse, selvom folk egentlig materielt har et godt liv, så er der ingen, der siger, at de bliver integrerede i det danske samfund,” udtaler Kaare Dybvad til DR, og forstærker dermed forestillingen om, at der skulle være særlig grund til at være vagtsom over for veluddannede efterkommere af indvandrere og flygtninge.
Det brutale ved socialdemokraternes beklikkelser er, at alle folk med bare lidt mørkere hudfarver kommer under mistanke for at snigløbe det danske samfund – og vel at mærke anklager, som ingen kan undvige eller renses for. For den officielle påstand oppefra er nu, at et ekstremistisk sindelag ligefrem vokser med uddannelsernes længde, og at alle fra læger til jurister og farmaceuter som udgangspunkt må formodes at ville undergrave Danmark.
Paradoksalt nok er der dog ikke fremlagt konkrete forslag, som skal imødegå den åbenbart faretruende og forestående infiltration fra nogle af de mest veluddannede unge. Nej, de to socialdemokrater nøjes med blot at piske en stemning op. Der er tale om ren signalpolitik, som skal markere, at Socialdemokratiet i dag ligger så langt til højre i udlændingedebatten, som det juridisk set er muligt.
Yderligere formelle stramninger kan næppe lade sig gøre, og så må man jo i stedet sige voldsomme ord, der kan vise sig at få en stærkere effekt end paragraffer. Offensiven har karakter af 100 pct. kulturkamp: Kun ord, ingen handling.
Den påfaldende og tostrengede socialdemokratiske forårsoffensiv, hvor statsminister Mette Frederiksen altså på den ene side begræder den beskidte sprogbrug, hun selv bliver udsat for på sociale medier, mens de to socialdemokrater Frederik Vad og Kaare Dybvad på den anden side udslynger beskyldninger, som skamskænder tusindvis af stræbsomme unge, sker samtidig med et tredje show; et optrin, som mærkeligt nok ikke påkalder sig så meget opmærksomhed.
Dumt, dummere, dyrest
Fredag indgik et bredt flertal i Folketinget således en aftale om “udmøntning af sektordimensionering”. Ja, det lyder mere teknisk, end godt er – og det er nok også selve pointen. Sprogbrugen skal her være utilgængelig, kryptisk og underspillet. For som optakt til en kommende fredag, hvor der efter den gamle kalender skulle have været afholdt store bededag, har Socialdemokratiet absolut ikke lyst til at sætte for meget fokus på indholdet.
Bag det bureaukratiske ord “sektordimensionering” gemmer sig en hårdhændet nedskæring på landets universiteter. I alt 2.654 studiepladser vil blive skåret væk næste år i et historisk indhug mod de videregående uddannelser i Danmark. Aldrig før har et velstående samfund valgt at sænke uddannelsesniveauet så massivt, som SVM-regeringen netop er blevet enig med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative om.
Endnu har nedskæringen, som betyder, at fx Københavns Universitet vil kunne optage godt 12 pct. færre studerende fremover, ikke skabt stor opstandelse eller ballade. Faktisk lidt besynderligt. For i praksis er det her, særligt Socialdemokratiet fører sin væsentligste kulturkamp – i konkret handling, vel at mærke.
Formålet med de hidtil usete nedskæringer på universiteterne er at få flere unge til at blive bl.a. sosu-assistenter, soldater og pædagoger. Men dels er der intet belæg for, at unge lader sig presse til at sænke ambitionsniveauet, og dels har beregninger fra både Finansministeriet og De Økonomiske Råd vist, at begrænsningerne i studieoptaget vil koste dyrt i form af et varigt velstandstab på mindst 13 mia. kr. årligt.
Ved at pakke indgrebet ind i et ord som “sektordimensionering” er det foreløbig lykkedes at tæmme kritikken. Og sådan virker politisk sprog så forskelligt – og nøje betonet: De balstyriske ord skrues op på maksimal styrke, når der skal skræmmes, men reelt ikke gøres noget, og de dunkle ord listes ud, når opmærksomheden helst skal afledes fra de virkeligt virkelige indgreb. /Lars Trier Mogensen