Eksistentiel ansvarlighed

Regningen for klimakrisen bliver abnorm. I 2049 vil verdensøkonomien tabe 38 billioner dollars årligt på grund af ødelæggelser forårsaget af ekstremt vejr. Næsten 100.000 gange så meget som Danmarks samlede økonomi udgjorde i 2023 og seks gange mere, end det vil koste at begrænse temperaturstigningen til to grader.

Som sådan har tallet, der netop er blevet konkluderet af en gruppe forskere fra det tyske Potsdam-Institut Für Klimafolgenforschung, desværre ikke noget nyt at sige. Vi ved godt, at investering i grøn omstilling vil koste halvt så meget som den virkelighed, FN’s miljøagentur forudser, hvor temperaturstigningen kan ramme 2,9 grader. Allerede i 2023 kostede en temperaturstigning på 1,48 grader – kombineret med ekstremt vejr – EU 100 mia. kr. Alligevel nøler vi med klimapolitikken.

Herhjemme undskyldes manglen på økonomisk snusfornuftige klimatiltag med, at de skal komme fra midten og repræsentere flertallet. Klimaminister Lars Aagaard (M) sagde i august sidste år, at “vi skal have en klimapolitik, som 80 pct. af danskerne kan se sig i“. Samtidig aflyses, udskydes eller svækkes planer for den grønne omstilling af stadig flere europæiske politikere, som får kolde fødder.

Allerede i 2017 mente 78 pct. af danskerne, at klimaforandringerne var “et meget alvorligt problem” og sidste år ønskede næsten tre ud af fire, at politikerne skulle gøre mere for klimaet. Samtidig står klart, at ren og skær folkelig bekymring ikke afværger et irreversibelt klimakollaps. Det ville kræve 4,8 jordkloder – et tal, der stiger år for år – hvis alle verdensborgere havde et forbrug som en dansker.

En del af udfordringen (udover et politisk svigt af dimensioner) er altså, at vi – du og jeg – ikke gør det eksistentielt logiske: At kløjs i kaffen over de 38 billioner dollars årligt, for straks at lave en u-vending på vores ressourceforbrug. Spørgsmålet er, hvorfor dog ikke?

Klimapsykologisk hårdknude

For at rense spørgsmålet for enhver form for klimaskam, skal jeg straks bekende kulør: Jeg er i den grad medskyldig. Jeg er hverken veganer eller stoppet med at flyve verden tynd. Min 00’er-opvækst har lovet mig retten til at dyppe tæerne i det caribiske hav, og en del af mig mener, at det pissehamrende urimeligt at skulle nøjes med Øresund.

Konfliktsituationen mellem mit forbrug og rammerne inden for én jordklode er mildest talt noget, jeg helst ikke vil se i øjnene. Som sådan er jeg, som vi er flest, forklarer ekstern lektor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Simon Elsborg Nygaard. Han har specialiseret sig i at forstå sammenhængen mellem holdninger til klimaet og handlinger – og dermed også, hvorfor vi ødsler med klodens ressourcer vel vidende, at den kører i massivt overtræk. Når sammenhængen kortslutter og vi føler en indre konflikt, kalder han det for kognitiv dissonans: “Som mennesker vil vi gerne, at det vi siger, matcher med det, vi gør. Men når der er konflikt mellem værdier og adfærd, så opstår et ubehag.”

Simon Elsborg Nygaard vil dog helst starte et andet sted for at svare på, hvorfor økonomisk snusfornuft og klimahandling ikke går hånd i hånd: Det er slet ikke rationelt for os at handle på klimaforandringerne, siger han. “Selvom vi alle sammen hver især har en åbenlys interesse i ikke at udlede CO2, så er den enkelte ikke nødvendigvis motiveret. Besværet med at spare CO2en ligger hos den enkelte, men belønningen for det sparede ton fordeles ud på hele verdens befolkning.” Uden en belønning til os selv, er der ingen, der tager ansvar.

“Aktivister er jo et spejl”

En person, der alligevel handler, er klimaaktivist Signe Vad. Hun er medlem af Extinction Rebellion, og mener, at vi alle sammen har det ad helvedes til, fordi vi godt ved, hvordan tingene hænger sammen. Det eneste, der redder os, er selvbenægtelse.

Jeg spørger, hvornår hun selv oplevede et skift i forhold til at tage det ansvar, som Simon Elsborg Nygaard er inde på. Signe Vad fortæller, at hun udover at være en del af aktivistgruppens aktioner er billedkunstner. Efter at have læst en IPCC-rapport i 2018, som talte ind i hendes fornemmelse for krisen, begyndte hun at skrive på sine kunstmaterialer, hvor stor en procentdel, der var bionedbrydelige. Hun ville tænke anderledes om tingene, men folk i kunstverdenen ville ikke i dialog med hende. Det rystede Signe Vad – og så hun besluttede, at alt, hvad hun lavede, skulle handle om klimakrisen.

“Jeg kunne ikke være i det mere til sidst,” fortæller hun. Det gav en følelse af vanvid at skulle opretholde en normal hverdag, hvor alle gik rundt og forvrængte virkeligheden. “Jeg tror jo på, at man bliver nødt til at se ind i de værste forestillinger for at komme om på den anden side. Anerkende problemets omfang.“

Motivation i fokus

Selvom Signe Vad har lært at se sig selv i øjnene og acceptere krisens omfang ved at være aktiv, rammes hun stadig af magtesløshed. Vores samfundsstrukturer er nemlig ikke indrettet sådan, at man skal kunne handle bæredygtigt. Tværtimod, mener hun. “Du skal hele tiden gå imod, hvad vores samfund vil have dig til at gøre, og så forstår jeg godt, at folk ikke magter det.”

Det problem er Simon Elsborg Nygaard enig i, og han forsøger dybest set at løse det. “Hvis vi skal have folk til at handle anderledes, skal vi knytte adfærd og belønning tættere sammen,” forklarer han. Vi skal simpelthen gøre bæredygtige handlinger psykologisk attraktive. F.eks. gennem såkaldte ‘målrammer’, der i bund og grund betyder, at handlinger skal tale meget nøje til det, der motiverer os: etik, gevinst og hedonisme.

For Simon Elsborg Nygaard er det indlysende, at vi bør tænke motivationen ind i klimapolitik og måden, vi designer det gode liv på. Hans indtryk er dog, at stort set ingen beslutningstagere har indblik i de psykologiske mekanismer. En masse undvigelsesmanøvrer komplicerer hele tiden genoprettelsen af forbindelsen mellem klimabevidsthed og klimahandling. Men grundlæggende handler det jo bare om at gennemskue os selv. /Caroline Douglas