Fredspris til taberen

Beslutningen var efter alt at dømme truffet, før et flertal af colombianerne forleden stemte nej til præsident Juan Manuel Santos’ fredsplan: Søndag sagde 50,2% af vælgerne nej til fredsplanen med guerillagruppen FARC og væltede dermed den fejring af fredsviljen, som ellers var planlagt. Men tildelingen af årets Nobels fredspris til netop Juan Manuel Santos er – som komitéen også selv udtalte her til formiddag – kun blevet endnu mere meningsfuld efter valgnederlaget.

Verdenssamfundet sukkede først fortvivlet, da valgresultatet blev kendt søndag aften. Men nu har nordmændene skabt fornyet håb. Og den nødvendige efterrationalisering, som priskomitéen behændigt måtte finde frem ved præsentationen her kl. 11, gør kun tildelingen endnu stærkere, da den videre fredsproces i én af klodens mest blodige og tragiske konflikter netop nu har brug for al tænkelig støtte.

“Tildelingen skal også forstås som en hyldest til det colombianske folk, som til trods for store prøvelser og overgreb ikke har givet op på håbet om en retfærdig fred, og til alle parter, der har bidraget til fredsprocessen,” lød det fra lederen af Nobelkomiteen, Kaci Kullmann Five.

Den skrøbelige forsoning i Colombia mellem FARC-guerillaen og myndighederne risikerer i disse døgn at rulle hurtigt tilbage i denne blodige borgerkrig, der har hærget landet i over 50 år. De mere end 6.000 guerillasoldater fra Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia er allerede begyndt at trække sig tilbage til junglen, hvor de har fundet våbnene frem igen.

Gen-militariseringen er i fuld gang, og våbenhvilen risikerer desværre at bryde sammen, med civile som ofre i hobetal. Absolut ingen, hverken levende eller døde, har længere noget som helst at vinde ved den fortsatte terrorkrig i Sydamerika, som også delvist finansieres ved narkosmugling.

Almindeligvis uddeles Nobels fredspris til personer, som allerede har opnået resultater – og som dermed bagudrettet belønnes for deres indsats for at skabe fred og fordragelighed. Sådan er det ikke i år. Og sådan var det heller ikke, da USA’s nyvalgte præsident Barack Obama ganske opsigtsvækkende fik fredsprisen i 2009 i en måske lige lovlig impulsiv forventning om fred.

På samme måde må årets uddeling til præsident Juan Manuel Santos ses som en symbolsk opbakning til de idealistiske fredsbestræbelser; som en global støtte til en pragmatisk statsleder, som har udvist mod til at satse stort ved at ville indgå en fredsaftale med en revolutionær guerillahær. Netop denne blanding af dumdristigt mod og humanitær besindelse, som Juan Manuel Santos har udstrålet gennem den lange – og altså fortsatte – forhandlingsproces, tjener bestemt som forbillede for andre ledere i fastlåste konflikter.

Den Norske Nobelkomite er tydeligvis heller ikke bange for selv at lægge sig ud med kritikere. Beslutningen om kun at give præsident Juan Manuel Santos – og altså ikke modparten, FARC-lederen Timoleón Jiménez, kaldet ‘Timochenko’ – vil med garanti påkalde sig voldsom vrede og kritik. Ikke mindst fordi den videre vej ud af krigsjunglen i allerhøjeste grad vil kræve en aktiv medvirken fra de mest moderate FARC-ledere.

Men Nobelkomiteen har også her fornuften på sin side. For det er om nogen præsident Juan Manuel Santos, der her efter valgnederlaget skal vise fornyet mod og besindelse til at gå videre med en ny forhandling. Det er ham, der mod folkeflertallets vilje, nu skal forsøge at finde et nyt gangbart kompromis.

Frem for kun at fejre fortidens triumfer, er der endnu bedre grund til at hylde de politikere, der kæmper for at skabe fred i fremtiden. Og derfor er tildelingen af årets fredspris til præsident Juan Manuel Santos et opløftende pejlemærke: De næste fredsaftaler er altid vigtigere end de seneste.