Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er ikke så få aktører i krigen i Gaza, som man egentlig gerne så retsforfulgt og sat bag lås og slå, og helst så hurtigt som muligt. Hamas og hele den militante islamistiske bevægelses militære og politiske ledelse. En række topfolk i det israelske militær IDF. Og vel også de fleste ministre i Israels krigsregering – ikke mindst premierminister Benjamin Netanyahu. Anklagen: Krigsforbrydelser, forbrydelse mod menneskeheden, folkedrab – man må jo tage fat fra en ende af og se, hvor meget indicierne kan bære.
Det er ikke bare på Netanyahus vagt, men også med hans billigelse, at ørkenstaten Qatar i årevis kanaliserede enorme pengesummer over i Hamas, som så næsten kunne bruges efter forgodtbefindende. Helt praktisk foregik det sådan, at israelske efterretningsagenter eskorterede en embedsmand fra Qatar ind i Gaza, og her uddelte han så kontanter fra kufferter fyldt med mio. af dollars. Føljeton skrev om det i december, da The New York Times havde gravet historien frem.
Netanyahu var overbevist om, at pengene kunne holde Hamas i ro, og at organisationen hverken ønskede eller var i stand til at lave et angreb på israelsk jord. “Selvom det israelske militær kom i besiddelse af en drejebog for en Hamas-invasion, og analytikere kunne observere betydelige terrorøvelser lige på den anden side af grænsen til Gaza, fortsatte udbetalingerne,” skrev avisen.
I sidste uge begyndte der at lyde rygter om, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag måske havde en arrestordre på vej mod Benjamin Netanyahu, og den israelske presse spekulerede i, at det samme gjaldt for Israels forsvarsminister Yoav Gallant og hærens stabschef Herzi Halevi.
I marts 2021 åbnede ICC’s anklagemyndighed for en efterforskning af forbrydelser begået af Israel i begge besatte palæstinensiske områder, Vestbredden og Gaza-striben, siden 2014. Efter Hamas’ angreb på israelsk jord d. 7. oktober 2023 har anklagemyndigheden angiveligt også fokus på i hvert fald to ledende Hamas-folk.
Der har de seneste dage været forlydender om, at Netanyahu er hunderæd for en arrestordre. Hans ministerium har ikke meldt noget ud, men det har han selv – på det sociale medie X. Hvis Den Internationale Straffedomstol blander sig, skrev han, “vil det skabe en farlig præcedens, som vil udgive en trussel for soldater og embedsfolk i alle demokratier, der bekæmper blodig terrorisme og hensynsløs aggression.” Og videre: “Under mit lederskab vil Israel aldrig nogensinde acceptere noget forsøg fra ICC på at underminere dets ret til selvforsvar. Truslen om at tilbageholde soldater og embedsfolk fra Mellemøstens eneste demokrati og verdens eneste jødiske stat er uhyrlig. Vi vil ikke bøje os.”
Der skal nok have været nogle kommunikationsfolk inde over beskeden, men det er nu alligevel skægt at prøve at analysere sprogbrugen. ICC underminerer og truer… Netanyahus lederskab… eneste demokrati… verdens eneste jødiske stat. Jo, det er en presset mand, der er faret til tasterne. Straffedomstolen, der blev grundlagt i 2002, kan ikke selv pågribe eftersøgte, og hverken Israel eller USA er blandt domstolens 124 medlemslande, men Netanyahu ville lide den tort at komme i selskab med folk som Ruslands præsident Vladimir Putin og Sudans tidligere præsident Omar al-Bashir.
Lige nu afventes der på flere planer. Hvis der er noget om snakken – hvis ICC vitterligt har en arrestordre på vej mod den israelske premierminister, er den mere end velkommen. Men USA, Qatar og Egypten har samtidig næsten forhandlet en 40 dage våbenhvile på plads, og Israel er kommet med et forslag, som den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken kalder “ekstraordinært generøs”. Ifølge nyhedsbureauet Reuters går forslaget bl.a. ud på, at Hamas skal løslade op imod 40 gidsler mod, at Israel frigiver et antal fængslede palæstinensere. En kilde fra Hamas’ forhandlingsdelegation udtaler til AFP, at “vi vil forsøge at svare så hurtigt som muligt”.
En våbenhvile på 40 dage er ikke alverden, og der er ingen garanti for, at parterne overholder den. Men hvis en våbenhvile kan afholde Israel fra at indtage Rafah, hvor halvdelen af Gaza-stribens indbyggere er blevet drevet til på grund af den israelske bombardementer, er det godt. Som den israelske kommentator Alon Pinkas skriver i en analyse i avisen Haaretz, så har Israel de seneste måneder talt om en invasion i Rafah som en slags “vendepunkt”, der ville betyde en afslutning på krigen. “Men Rafah er ikke Stalingrad, det er heller ikke Ardenneroffensiven”. Rafah er ikke et ægte valg, skriver han. “Er der et strategisk køreplan, der kunne tænkes at være en gamechanger? Ja. Den kaldes Biden-planen, og uanset hvor ufuldkommen eller udetaljeret den måtte være, er det den eneste mulighed, medmindre Israel virkelig ønsker at synke ned i Gazas og Libanons sump”. Sådan forholder det sig. Og så må Den Internationale Straffedomstol lige holde lidt igen. /Oliver Stilling