Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Måske oplever du et lille dejavu, når du åbner for din daglige nyhedsstrøm: Har der ikke lige været en (store bede-)dag, hvor det meste af Danmarks offentlighed synes forhippet på at give deres besyv med om arbejderismen anno 2024? Jovist, på årlige mærkedage – glædelig 1. maj kammerater – er der vel altid følelsen af, at vi har haft snakken før. Men med en regering, der har gjort arbejdspisken til sin eksistensberettigelse, er debatten altså mere gennemtravet end sædvanligt.
Af den grund var det kærkomment for alle os diskussionslystne kampdagsskribenter, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag lancerede et nyt sundhedsudspil. For dermed ikke sagt, at senkapitalismens arbejdsliv ikke fortjener (meget) spalteplads, bare at en ny rampe er vellidt i ny og næ. Og når nu vi her på redaktionen afviste piskens nye arbejdsparadigme med vores eget clip show på store bededag, springer vi da glædeligt på den i dag.
Ved første øjekast er DA’s udspil da også godt nyt for arbejderkampen. Arbejdsgiverne slår på tromme for, at staten gør mere for folkesundheden, så vi får bedre fysisk og mental trivsel. Regeringen skal binde sig på “forpligtende sundhedsmål og monitorering af danskernes sundhed og livsstil for at få gjort os alle sammen sundere”, som det hedder sig i DA’s pressemeddelelse. Så får vi nemlig mindre ondt i kroppen og større livskvalitet. Og færre sygedage i øvrigt. Og bedre konkurrenceevne. Og nå jo, flere grønne tal på bundlinjen. Ja, hopper vi i detaljerne, så var det nok det for den uselviske chef, der kerer sig oprigtigt om personaleinteresser på 1. maj.
For med et spadestik dybere vælter den nyttige produktivitetselskende arbejderisme atter frem. Danmark har nemlig “ikke råd til” vores arbejdsstyrkes nuværende livsstil. Står det til DA, skal en ny politisk strategi derfor sætte nogle kontante grænser for overvægtige, inaktive og stressede danskere, så magtens navle kan få bugt med alle de usunde medarbejdere, som altså belaster vores arbejdsmarked. Samtidig skal kommunerne være mere på nakken af os i forhold til at forebygge dårlige vaner. Deres indsats skal benchmarkes årligt, så de kan mane sig op og lære af andre kommuner, hvis vi er for tykke og for syge. Desuden skal de på banen med virksomhedstilbud, der kan smøre konkrete arbejdsgange godt og grundigt med sunde og raske medarbejdere. Virksomheder selv skal belejligvis ikke gøre det store for, at deres ansatte får “flere sunde arbejdsår”.
Diktat af arbejdsgangen og privatlivet
Hvis spørgsmålene tårner sig op for dig, er du ikke alene. Hvordan skal det her udspil fungere i praksis? Det er slut med at slå røven i sædet efter arbejde, at se igennem fingrene med fredagskalorierne og at lade Netflix røve de dyrebare REM-timer – så langt er vi med. (Stadig) mere resultatmåling, øget konkurrencementalitet hos kommunerne og selvoptimering fra daginstitutionen over produktionsbåndet til sen tilbagetrækning – det fanger vi også. Men betyder kaldet på bedre rammer, “der gør de sunde valg til nemme valg”, indførelse af fx kvoter på rødvinsindkøb i supermarkedet, højere fedtafgift, flere hævesænkeborde og mere salat i kantinen? Og er det kun kommunen, der bindes af mere bureaukrati, eller skal vi hver og en stå skoleret for at blive målt og vejet hos lægen ved årets udgang?
En sådan sundhedsstatus, der kan stå på mål med udspillets regulering, koster ressourcer, og nok også derfor udføres den kun hvert fjerde år af Statens Institut for Folkesundhed. Apropos, så kan vi jo passende skæve til den seneste sundhedsprofil for 2023 for at få afklaret, hvordan det egentlig står til med danskernes sygelighed. Ret sløjt, så langt har DA ret: Færre danskere vurderer deres helbred som godt, og flere er stressede og mistrives mentalt.
Men her kommer åbningen for at ride kamp-kæphesten jo heldigvis: For giver dybere indgreb i arbejderes privatliv og mere new public management-pacing af kommunerne i virkeligheden et sundere og lykkeligere Danmark? Samtidig med, at der fremadrettet skal føres regnskab over vores dårligdomme, er det lystbetonede arbejde jo også under afvikling under SVM-regeringen. Der skal arbejdes hårdere, længere og nu også asketisk. Kunne det være, at vi i stedet skulle overveje at kigge nærmere på det omsiggribende præstationssamfund? Der med sit fokus på økonomi og konstante målinger af, hvor gode vi er for samfundet, langsomt sælger os myten, at flid, pligt og produktivitetsforøgelse er den eneste vej til succes?
Ovre hos Zetland kunne man forleden læse om den paradoksale sammenhæng mellem lykke og arbejde. Undersøgelser viser, at arbejde egentlig gør os gladere, men vi er ikke glade, når vi arbejder. Forklaringen er, at vi ikke ser vores arbejde som trivsel i sig selv, men derimod noget, vi bytter for at opnå trivsel i vores fritid. Men rammerne for vores arbejde – og dermed vores fritid – er samtidig ikke særlig frie i Danmark. Det gør lykke til noget, der ligger uden for arbejdet, og arbejdet til noget, der vanskeliggør lykke.
Netop den pointe illustrerer meget godt, at det er selve arbejdslivet, der gør os ondt. Men også at det ikke behøver at være sådan. DA vil dog øjensynligt kun give os mere af den arbejdsmarkedspolitik, der gør os og samfundet syge. Det mest fornuftige ville være, at arbejdsgiverforeningen kiggede sig selv efter i sømmene og faktisk skabte bedre vilkår for det gode arbejds-, familie- og fritidsliv. Men kapitalen ser selvfølgelig helst, at arbejdsbyrden ligger hos de ulystige og nu også usunde arbejdere. /Caroline Douglas