Studenterprotesternes mange stemmer

Undervurder aldrig amerikanernes evne til at løbe med det meste af medieopmærksomheden, selv når den tragedie, som det hele egentlig handler om, finder sted på den anden side af jordkloden. Mens Israels præsident Benjamin Netanyahu har lovet, at man med eller uden en våbenhvile har tænkt sig at gå ind med militær magt i Rafah i det sydlige Gaza, hvor størstedelen af den civile palæstinensiske befolkning befinder sig – og mens dødstallet i Gaza for længst har passeret 30.000 mennesker – er det alligevel debatten om studenterprotesterne på de amerikanske universiteter, der lige nu trækker de fleste overskrifter i de angelsaksiske (og danske) medier. Så hvad handler det om?

Natten til onsdag blev flere hundrede kampklædte betjente sat ind for at rydde campusområdet på Columbia University i New York for propalæstineniske demonstranter – vel at mærke på universitetets anmodning. Demonstranterne har i flere uger opholdt sig i teltlejre på universitetets arealer, men overtrådte ifølge universitets ledelse en klar grænse, da de tirsdag besatte bygningen Hamilton Hall (en bygning, som i øvrigt også blev besat af studerende og ryddet af politiet tilbage under studenteroprøret i 1968). Dusinvis af fredelige demonstranter er nu blevet anholdt, mens politiet er blevet bedt af universitetsrektor Minouche Shafik om at blive på campus indtil den 17. maj. Imens fortsætter tilsvarende studenterprotester på en lang række andre universiteter henover USA, ligesom bl.a. også franskmændene (selvfølgelig) er begyndt at øjne mulighederne for en god demonstration.

At netop Columbia University er blevet ryddet af politiet (igen), er på mange måder opsigtsvækkende. Ivy League-universitetet i New York (som bl.a. står for uddelingen af den prestigefyldte Pulitzer-pris, og derfor ofte er særligt interessant for journalister) har nemlig ageret ground zero for de campusdemonstrationer, der for alvor begyndte den 18. april (dengang som reaktion på at 108 studerende blev anholdt efter rektor Minouche Shafik ved en høring i den amerikanske kongres bl.a. havde lovet at gribe ind over for mulig antisemitisme på universitetet).

Ret beset kan det ret nemt opridses, hvad de demonstrerende studerende på Columbia ønsker: at gøre opmærksom på Israels mulige folkemord i Gaza, at få universitetet til at stoppe med at investere i firmaer, der støtter Israel eller profiterer på krigen, og generelt at få større åbenhed omkring, hvad universitetet investerer i. Desuden vil man have amnesti for studerende og fakultetsmedlemmer, som er blevet straffet af universitetet for at demonstrere. Til gengæld er det noget sværere at opsummere, hvad den store kakofoni af stemmer rundt om de studerende vil have. Som det så ofte går, er universitetsprotesterne – udover at være blevet sammenlignet med diverse tidligere studenteroprør – nemlig hurtigt blevet vinklet og fortolket som den seneste angrebsflanke i den store amerikanske kulturkrig.

Politiets indgriben ses visse steder som et klart og tydeligt angreb på ytringsfriheden og på selve universitetets ånd. Andre ser det snarere som et både berettiget og nødvendigt modsvar til en stigende antisemitisme. Spørgsmålet om antisemitisme er i sig selv blevet genstand for hed debat, da de studerendes slagsange og protester i varierende grad tolkes som jødefjendske – alt efter, hvem der lytter til dem. Andre debattører går anderledes spilteoretisk til værks, og forholder sig mest til, hvordan studenterprotesterne kan ramme præsident Joe Bidens valgkamp. Mens andre igen skriver om, hvordan de nye anholdelser risikerer at eskalere situationen yderligere – og at rektor Minouche Shafik har begået en taktisk brøler ved at involvere politiet. Ironisk nok lader den måske mest oplagte grund til, at demonstrationerne er opstået, imidlertid til at drukne i kulturkrigsdiskussionerne og de mange medieanalyser: at de studerende mest af alt er oprørte over situationen i Gaza, som stadig ikke må glemmes. /David Dragsted