Grådig efter kurve

Du siger, at dit liv som magasinredaktør gjorde dig flosset.

Mange af de ting, jeg skulle, var ikke ting, jeg elskede. Jeg var til modeshows fire måneder om året. Jeg hader modeshows. Det er nok for stærkt at sige, at det ødelagde mig, men jeg var ikke glad. Jeg havde en idé til et magasin, som ikke eksisterede, men som burde eksistere. Alle designmagasiner var uden for rækkevidde med superrige mennesker og huse, der hverken var praktiske eller stilfulde. Jeg ville skabe et, der både havde et godt design og en fornemmelse af historie, der var tilgængelig for folk, uanset hvor mange penge de havde. Jeg var bare besat af idéen. Det var vildt, at jeg fik lov til det; opbygge en stab og skabe en identitet og stemme, som jeg ikke havde nogen erfaring med. Jeg lavede selv reglerne. Men jeg mistede kontrollen over min hverdag og begyndte at være hård og krævende over for mine kolleger. Jeg var grundlæggende stresset og kunne ikke lide, hvordan jeg opførte mig eller havde det. Jeg ser ikke tilbage på det med vrede, men jeg savner heller ikke noget.

Var det tidspresset eller branchen?

For mig handlede det mest om følelsen af at have mistet kontakten til det, jeg elsker, fordi jeg havde så travlt. At være i naturen. Jeg ville ikke blive gammel og fortryde. Jeg forlod noget, som jeg var intuitivt god til. Jeg havde en stærk fornemmelse for alt ved magasinet. Sådan var det ikke med kurveflet. Jeg havde aldrig lavet ting med mine hænder eller brugt et værktøj og derfor ingen medfødt intelligens eller intuition for, hvordan ting bliver lavet. Det var virkelig at starte forfra, og det har taget lang tid at få den viden ind i mine hænder. Jeg er stadig i en proces. Det er svært at vågne op og skulle spørge: Hvem er jeg? Hvad skal jeg i dag? I modsætning til hver dag at have et skema over, hvor man forventes at være.

Du har også nævnt, at du kompenserer for din ADD, når du fletter. At det er sværere at styre din egen hverdag end et magasin.

Jeg har nævnt det en enkelt gang, og nu spørger alle ind til det. Jeg fandt ud af det, før jeg begyndte at lave kurve. Som jeg tror, at det er for mange, skete det ved, at jeg opsøgte en læge på grund af min søn, som ikke kunne koncentrere sig i skolen. Da lægen begyndte at beskrive ADD, tænkte jeg: Åh gud, det er mig. ADD er lidt mere kontraintuitivt end ADHD. Jeg kan fokusere meget intenst på én ting, men ikke multitaske, hvilket jeg skulle som redaktør. Derfor tiltalte det mig at lave kurve, fordi jeg kunne fokusere og gøre ting i mit eget tempo. Det var også svært, fordi jeg blev nødt til at skabe min egen struktur. Der er ingen, der laver tidsplanen eller holder øje. Jeg er ikke god til at prioritere og organisere. Men det har været givende at gå fra en kollaborativ til en meget ensom kreativitet. Det er trendy at tale om sin psykologiske diagnose, men det har været meget lærerigt for mig. Den fik mig til at holde op med at bebrejde mig selv for de ting, jeg er dårlig til, og som alle andre ser ud til at være gode til.

Hvorfor kurve?

I modsætning til næsten ethvert andet håndværk kan jeg følge processen fra start til slut. Jeg dyrker pilen, høster pilen, laver kurven. Det handler delvist om kontrol. Der er noget tilfredsstillende i at vide, hvordan et objekt bliver til. Da jeg begyndte, var det ikke noget, jeg følte, at jeg havde ventet på hele mit liv. Men det føltes rigtigt. På grund af min personlighed tænkte jeg, at jeg nok hurtigt ville begynde at kede mig. Det skete bare aldrig. Mange ting beslutter jeg intellektuelt, og så indser jeg intuitivt, at de er sande: Jeg tænkte, at kurve skulle være min ting. Alt, jeg ser, som er smukt, det vil jeg lave. Jeg er bare grådig efter kurve. For at blive en dygtig kurvemager, skal man lave de samme ting igen og igen. Det har været en længere proces for mig at blive flydende og komfortabel. Det handler om at forstå, hvad kurvene blev brugt til, se proportionerne i dem. Kurve er ydmyge, fordi de ikke optager noget land, materialerne bliver taget, brugt og vender tilbage til naturen. Det er så simpelt. Alt, man behøver, er en kniv. Håndværk er en grundlæggende menneskelig aktivitet, som alle kan udføre.

Hvornår er du tilfreds?

Jeg ser alle mine egne fejl og ville gerne have tid til at lege mere. Jeg bevæger mig frem og tilbage mellem pil og siv. Pil er sværere at arbejde med, men det er det, jeg elsker mest. Grundlæggende har kurveflet gjort mig gladere. Mine børn og min mand fortæller mig, at jeg er rarere at være sammen med. Selvfølgelig er der stressende øjeblikke, men jeg har det aldrig som før. Jeg var ikke den slags ven, jeg gerne ville være. Jeg ville være mere tilgængelig for mine børn. Nu har jeg mere plads, luft, lethed. Mere kapacitet til andre mennesker. Jeg har haft mit hus i 30 år og vågner i naturen hver dag. På Manhattan kan man gå hele dagen uden at se et træ. Det er vigtigt for mig at se årstiderne skifte og leve i takt med deres rytme. Ofte ser jeg ikke på min telefon en hel dag. Mine børn ville ønske, at jeg kunne tage den, når de ringer. Men jeg er stadig en teenagepige, når jeg går på Instagram.

Der er en meget forskellig forståelse af tid i de to verdener, du har befundet dig i. Men der er også nogle overlap i din søgen efter æstetik og komfort.

Det ser de fleste mennesker ikke. Det at udføre et fysisk eller manuelt arbejde taler til et grundlæggende menneskeligt begær. Som magasinredaktør forsøgte jeg altid at finde skønhed og finde mennesker, idéer og kunst, som jeg mente ændrede vores kultur i en positiv retning, og som jeg ville dele med folk. Det er også det, jeg gør nu, men i en meget lille skala. Én person laver kurven, én person får den. At lave kurve er en idé i en verden, hvor man ikke har brug for en kurv. Det er et statement, ikke et højt et, men et statement om hvad vi synes er smukt og værdifuldt at bruge vores tid på. Kurveflet er ikke den mest optimale måde at fremstille et objekt. Det er ikke som sådan en antikapitalistisk praksis, men det har en værdi, som vi ikke normalt tillægger noget, der tager lang tid. Du er mere engageret i tiden, du bremser den. Det er et forsøg på at forbinde os med en fælles menneskelighed. På en eller anden abstrakt måde er du forbundet med mennesker over hele verden, der har lavet de her kurve for evigt.

Er den gentænkning af værdier og tid noget, du gerne ville have brugt før?

Jeg har lært at være tålmodig, hvilket jeg aldrig har været. Og at arbejde sig igennem sine frustrationer. Som magasinredaktør kan man bare knipse med fingrene og få folk til at gøre ting. Det fantastiske ved journalistik er, at man får lov til at se ind i så mange forskellige verdener. Men det er også virkelig værdifuldt selv at kunne vælge sin vej. Der er en glæde ved den langsomme udvikling af mine færdigheder, evner og forståelse af materialer. Det giver en forbindelse mellem sind og krop, man ellers ikke får. Som skribent har jeg altid kun levet i mit hoved og ikke i min fysiske krop. Pludselig er min hjerne begyndt at forstå, hvordan ting er sat sammen. For nylig gik mit brusehoved i stykker, og normalt ville jeg ringe til blikkenslageren. Men for første gang tænkte jeg, at jeg kunne ordne det selv. Det behøver ikke at være en komplet livsændring. Vi skal ikke nødvendigvis allesammen være håndværkere, snedkere eller tømrere, men der kommer en selvtillid med at vide, at man kan stole på sig selv.