Tålmodighed og tai chi

Det er en rodebunke hjemme hos mig. Jeg laver normalt kun kurve på bestilling, men samler selv på omkring 600-700 gamle kurve. Jeg har lofter fulde af dem. De hober sig op i alle hjørner. Og hylder. Jeg sidder i en kurv lige nu. Når jeg kigger rundt i stuen, ser jeg de første 20. Den ældste er fra 1840, som har været brugt til småkager, og jeg har lige fået en helt ny kurv af en kvinde fra ojibwe-stammen i Wisconsin. Den er flettet af kløvet asketræ. Kurve er mit fuldtidsarbejde. For mig er det et håndværk, og når jeg holder fri, tager jeg på fisketur. Jeg tænker næsten dagligt over, hvornår jeg kan komme ud at fiske igen.

Jeg troede, at jeg skulle være arkæolog. Der var alt for meget læsning, og jeg ville ud at grave. Det kom man altså ikke lige med det samme. Fra jeg var teenager til godt op i årene arbejdede jeg på Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre. I begyndelsen som flintsmed. Her lærte jeg alle mulige gamle håndværk. Også at flette. Fordi jeg er vild med at fiske og er interesseret i arkæologi, vidste jeg, at man i stenalderen flettede åleruser, og det var noget af det første, jeg lavede. Der kunne jeg kombinere min interesse for flet og arkæologi. Den hander dels om forskning i kurvenes kulturhistorie og forsøget på at rekonstruere arkæologiske eller historiske kurve.

Sammen med en bibliotekar har jeg samlet en registrant over alle kurve i Europa og Nordamerika – fra den ældste, nyligt fundne, 10.000 år gamle kurv over stenalderens åleruser, Romerrigets fantastiske kurve, gennem middelalderens og renæssancens helt moderne kurve og op til 1960. Lige nu arbejder jeg på tre rekonstruktioner fra 0. til 3. århundrede før vor tidsregning. Og dét er faktisk for min egen fornøjelses skyld. Jeg samler på alle de her gamle kurve, fordi de fortæller om et gammelt ærværdigt håndværk, som er så tæt på at forsvinde. Og fordi hver kurv har sin egen historie om hvordan den blev til.

Den første kurv, jeg flettede, var så forfærdelig, at min kæreste ikke ville have den indenfor i stuen. Men jeg blev langsomt bedre. I 1981 lavede jeg mine første kurser, hvor jeg underviste i at snitte skeer, lave knive og flette kurve. Dengang var der kun én, der ville flette. To-tre år efter tog det et kæmpe boom. Så kunne jeg lige så godt blive ved, selvom jeg også kunne alle de andre ting. Så sådan blev det. Gæsterne på kurserne er typisk folk, der nærmer sig pensionsalderen, eller allerede er pensionerede. Kun en ud af 20 kursister er mænd. Nogle gange har jeg spurgt kvinderne, hvor deres mænd er. De fisker og går til fodbold, badminton og tennis, måske binder de fluer, går til drejning eller smedning. Men de fletter ikke, til trods for at det altid har været mænd, der har domineret håndværksfagene, for eksempel vævning.

Jeg har lært nogle tricks af Colin, som kom i lære, da han var 15 og flettede til han blev 78. Ham har jeg selv været på kursus hos, og jeg har også haft ham boende. Han flettede hurtigt, han flettede fast og var meget beskeden omkring sin egen enorme kunnen. Han lavede kurve til den engelske fiskeindustri. De var en slags måleenhed. Man lavede kurven så præcist, at man ikke vejede fisken. Man talte, hvor mange kurve der blev losset fra båden, og så var det det antal, som angav, hvad fangsten var værd. Der kom en kongelig måler hver 14. dag og tog et udpluk. Hvis bare én kurv ikke overholdt målene med en margin på ⅛ tomme, blev den kasseret. Ellers kunne man snyde, for hvis man lavede kurven lidt mindre, så det ud, som om man havde mange flere fisk. Det tog mig tre dage at lave én af Colins kurve, mens han kunne lave otte på en dag.

De pil man udvælger skal være fuldstændig lige tykke. Det kan man ikke bare se, før man har trænet sit øjemål. Det kan de meget dygtige kurvemagere. Eller mærke det i fingrene. Jeg har dyrket mine egne pil indtil sidste år, hvor jeg fik et billeangreb. Jeg tror, de har spist 52.000 planter. Jeg havde godt set, de kom. Og vidste godt, at det er noget skidt, men nu er det en usprøjtet mark, så vi kunne ikke sprøjte mod dem. Man kan vælge at fjerne dem mekanisk, altså med fingrene, men der var millioner af dem. Jeg tænkte, at de måske ville flytte sig, men det gjorde de ikke. Først spiste de bladene, så barken.

Nu har jeg opgivet at dyrke pil og køber fra andre. Man kan også bare gå ud i grøftekanter eller grusgrave og finde alle de vilde pil, man vil. Det gjorde vi på de første kurser, jeg holdt i firserne. Det fascinerende ved dem er, at de vokser alle steder, så i princippet er det gratis. Og man har gjort det i så mange år. Den ældste ruse, som jeg har været med til at rense på Sophienholm, er 7500 år gammel. Den er lavet med præcis samme teknik, som vi fletter med nu. Det er sådan noget, der giver én kuldegysninger.

Når man fletter kurve, får man ting til at hænge sammen. Der er system og matematik i det. Man ved for eksempel, at afstanden mellem to stager skal være fem gange stagens tykkelse. Nogle mediterer nærmest før de skal flette. Det gør jeg slet ikke. For mig er det rent håndværk, som bare skal laves, ligesom en snedker skal lave et bord så pænt som muligt. Man kan ikke lave en kurv på en dårlig dag. Så bliver det bare ikke pænt. Man skal virkelig koncentrere sig. Det gælder specielt slutningen, kanten foroven, fordi det er ansigtet til kurven. Man skal ikke gøre det om aftenen, simpelthen. For man kan ikke lave det om. Får pilen ikke et buk det rigtige sted, så er løbet kørt.

Der ligger mange kurve i skoven fra frustrerede kursister. Man skal være tålmodig. Når folk starter på mine kurser, siger jeg til dem, at de skal flette langsomt. Hvis man gør det for hurtigt, knækker pilene, og det bliver ikke pænt. Det kræver gode fingerkræfter. Når først man går i gang, laver man jo omkring én kurv om dagen. Så man skal bruge mange kræfter, men være langsom. Det er lidt tai chi-agtigt.