Georgiens skæbnesvangre sitren

“Jeg synes, at alle skal være på gaden og sige nej til den russiske lov og ja til Europa,” lød det resolut fra en demonstrant i sidste uge i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Siden midten af april har en folkeopstand rejst sig i en “march for Europa” med kravet om, at landets regering dropper en omstridt lov, der beskyldes for at underminere Georgiens demokrati efter bedste russiske forbillede. Med et EU-flag i front er demonstranternes budskab entydigt: De ønsker en fremtid inden for cirklen af de 12 gule stjerner – væk fra Putins Rusland, som regeringen trækker landet mere og mere hen imod.

Loven, der har fået georgierne i gaderne, går på, at organisationer og medier, der modtager over 20 pct. af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som at de arbejder for “en udenlandsk magts interesser”. Ret beset er den en kopi af Ruslands lov om udenlandske agenter, og derfor har kritikere navngivet den “den russiske lov”. Mens det regerende parti Georgiens Drøm pynter sig med hensyn til gennemsigtighed, frygter de, at loven vil give det georgiske civilsamfund mundkurv på og gøre det umuligt for oppositionen reelt at fungere.

Organisationer, der kommer under luppen som en udenlandsk agent, vil nemlig ikke bare blive overvåget, men også risikere hårde sanktioner som bøder, afrapporteringskrav og fængselsstraf. Det vil gøre det umuligt for mange at få et ben til jorden og dermed give regeringen frit spil til at sælge sit politiske projekt til befolkningen. Op til nu har det dog vist sig sværere end forventet at snøre georgierne. For et år siden introducerede regeringen for første gang loven, men måtte trække i land, da folket – som nu – protesterede med næb og kløer.

At regeringen nu igen prøver lykken, er skelsættende og handler om meget mere end åben dialog omkring civilsamfundets finansieringskilder. Bag den gemmer sig et udenrigspolitisk gamble, hvor regeringen ikke bare spiller hasard med det EU-medlemskab, som Georgien blev kandidatland til i december, men også tilbyder Rusland et mere pragmatisk samarbejde. Placeret i midten af tidens store geopolitiske kampplads er spørgsmålet, om Georgien ikke har nået sin skillevej.

Ikke et politisk paradoks

Ifølge Rasmus Greffrath Damgaard Hardt er der en klar hensigt bag regeringens udenrigspolitiske pendulfart. Han er fuldmægtig ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser og følger den sikkerhedspolitiske situation i Georgien og det øvrige Kaukasus tæt. Han mener, at formålet med regeringens dobbelte bejleri til EU og Rusland rent ud sagt er regimestabilitet:

“Regeringen er i det, jeg vil kalde et overlevelsesmodus. De ser Georgiens sikkerhed som værende koblet 1:1 op på udfaldet af krigen i Ukraine. Frygten er, at Rusland vil indlede en fuldskala invasion af landet, og derfor vil man gøre alt, hvad man kan, for ikke at provokere sin nabo. Og loven her er jo en måde at vise, at man ønsker et lidt mere forsonende partnerskab, fordi man ikke vil have et ubetinget EU- og Nato-medlemskab.”

Rasmus Hardt påpeger, at man fra Georgiens side også ser et større samarbejde med Kina som en vej til et mere pragmatisk forhold til Rusland. Logikken er, at jo mere Kina investerer i Georgien, desto mindre vil Rusland have lyst til at invadere landet, fordi man ikke vil krydse klinger med kinesiske interesser.

Samtidig er der næppe nogen tvivl om, at den georgiske befolkning ønsker den stikmodsatte kurs: Meningsmålinger viser en folkelig opbakning til EU og Nato på henholdsvis 89 og 80 pct. For at tæmme befolkningens pres er regeringen derfor også nødt til at være proeuropæisk, i hvert fald udadtil. På den måde tjener den politiske håndsrækning til Europa nok langt hen ad vejen samme formål som substansen i den russiske lov, der bringer selvsamme EU-medlemskab i fare: Man vil mindske kritiske ytringer fra oppositionen og folket.

“Det hele skal ses ind i et større billede, hvor regeringen forsøger at positionere sig stærkest muligt og uden at ligge under nogens kontrol. De vil ikke have, at EU beordrer specifikke værdier og holdninger, men de vil heller ikke være en russisk satellitstat. Jeg tror, de forsøger at opretholde deres egen suverænitet”, siger Rasmus Hardt.

“Det er en meget fin og svær balancegang.”

En skrøbelig udenrigspolitisk konstruktion

Udfordringen for regeringen er så, om både EU og Rusland har tænkt sig at lade korthuset stå oprejst.

Fra EU’s side har reaktionen været prompte og hård: Både EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen og udenrigschef Josep Borrel har hidset sig op over lovforslagets genkomst, og Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der understreger, at “EU-tiltrædelsesforhandlinger ikke bør indledes, så længe denne lov er del af Georgiens retsorden.”

Omvendt maser geopolitik sig stadig højere op på EU’s prioriteringsliste. Georgien er i frontlinjen til både Rusland og Sortehavet og transitland for vigtige rørledninger fra Aserbadjsjan. “EU har meget på spil”, siger Rasmus Hardt. “De vil måske strække sig langt for at holde Georgien inden for deres kreds af allierede.”

Rusland har været mindre ude med riven. Det skyldes, at naboen generelt ønsker at destabilisere Georgien og derfor nok er godt tilfreds med både loven og optøjerne. Skulle et egentligt EU-medlemskab komme tæt på, gætter Rasmus Hardt dog på, at Rusland vil ty til hybride militære virkemidler såsom cyberangreb:

“Hvor langt Rusland vil gå, afhænger af de ressourcer, Rusland har til rådighed, og de er blevet mindre med krigen i Ukraine”.

Vundet lov, tabt gamble?

Og så er der de unge georgiere. Tirsdag i sidste uge satte politiet ind med gummikugler, vandkanoner og tåregas, og dagen efter vedtog parlamentet ufortrødent ‘den russiske lov’ ved andenbehandling. Alligevel protesterede titusinde fredeligt, men vedholdende hen over weekenden. For dem handler en europæisk fremtid slet ikke om sikkerhed. Det handler om noget meget mere grundlæggende, nemlig identitet.

“For de unge demonstranter er Georgien europæisk”, siger Rasmus Hardt. “De ser ikke sig selv som prorussiske, men som en del af det europæiske fællesskab.”

Og af den grund vil de blive ved med at demonstrere for at tvinge lovforslaget tilbage.

Ikke desto mindre kan deres indsats være forgæves. Regeringen har flertal i parlamentet, og som Rasmus Hardt ser det, har den besluttet sig for at indføre loven. Lykkes det efter hensigten at forstumme den politiske modstand, vil Georgiens Drøm til valget i oktober fremstå som den eneste reelle mulighed på stemmesedlen.

“Man vil sætte sig på magten, afvente udfaldet af krigen i Ukraine og forsøge ikke at provokere Rusland. Så kan det være, når tiden er moden, at man kan opbygge tillid til EU igen og gennemføre reformer,” ræsonnerer han.

Nok kan loven gennemtvinges, men tilbage står spørgsmålet om hvor meget et korthus kan få lov til at dirre, før det hele ramler sammen. Og hvem der kommer til at være trumfen. Regeringens forhåbning om, at det hverken bliver EU, Rusland eller det georgiske folk, er mildest talt et sats. /Caroline Douglas