Dansk nok

Dagbladet Politiken har fået taget hul på en række interviews med en bestemt gruppe danskere – en interviewserie, som i princippet kunne fortsætte for evigt. Der er nok af mennesker at snakke med: Gruppen tæller næsten 19.000. Det er folk, der er født og opvokset i Danmark, og som indtil 2004 ville have haft retskrav på dansk statsborgerskab, når de blev myndige. I stedet står de i en situation, hvor de igen og igen skal søge om opholdstilladelse, selv om deres tilhørsforhold til deres fødeland er åbenlyst. Umiddelbart skulle man tro, at der var tale om lovsjusk eller i bedste fald en utilsigtet fejl i lovgivningen, som politikerne kunne fikse, så snart den blev opdaget.

Men nej, gennem 20 år er skiftende regeringer gået ind i det med åbne øjne, man har endog strammet et ekstra nøk her og der, når muligheden bød sig. En af dem, som Politiken har fat i, er Anders Al-Fayoumi. Han er 26 år, født på Frederiksberg Hospital, modersmålet er i sagens natur dansk, han har gået i folkeskole, blev student fra Birkerød Gymnasium med 12 i snit og læser nu til læge på medicinstudiets sjette semester. Men hans forældre er flygtninge fra Jordan, de nåede aldrig at få dansk statsborgerskab, og den status har han arvet. Truslen om udvisning hænger kontant over hovedet på ham.

”Jeg lever et censureret liv, hvor forsigtighedsprincippet er gældende i hvert skridt, jeg tager,” siger han til avisen. Det handler om at lade være med at købe fast ejendom eller deltage i demonstrationer. “Går der bare lidt kaos i det, og jeg uforvarende bliver indblandet i noget, hvor politiet involveres, er jeg i risiko for at miste al form for tryghed og beskyttelse i Danmark. Den mindste betingede dom, og jeg får aldrig statsborgerskab.”

En anden dansker blandt de 19.000 hedder Amal Elme. Hun er 20 år, født i Holstebro, har taget studentereksamen og var, som journalisten noterer sig, klædt ud som Klokkeblomst, da hun gik i børnehave. “Jeg føler, at det at være dansk er, at man er født her og vokset op her. At man har taget tingene til sig. At man sætter pris på frihed og demokrati. Det er jo det, jeg kæmper for,” siger hun. Hun har bare ikke noget statsborgerskab (af nogenlunde samme årsager som Anders Al-Fayoumi, indsæt bare Somalia i stedet for Jordan). “Og på en eller anden måde bliver det mindre hjem, når politikerne hele tiden er efter en og siger, at man prøver at infiltrere sit samfund indefra. At det ikke er nok bare at arbejde og uddanne sig. At man har en eller anden form for mission.”

Danmark har brug for arbejdskraft på alle hylder; hænder, hjerner, you name it, og hvem gider være et samfund, der mistænkeliggør bestemte befolkningsgrupper? Det gør Danmark. Man tør ikke tænke på, hvordan det må være at tilhøre endnu mere marginaliserede grupper i det danske samfund.

Danske værdier

Udlændinge- og integrationsminister Kåre Dybvad (S) skriver i et skriftligt svar til Politiken, at “tildelingen af dansk statsborgerskab er en tillidserklæring, og der skal nødvendigvis være nogle krav, herunder kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Det mener jeg ikke er med til at støde nogen fra sig; det opfordrer tværtimod de unge til at tage Danmark og de danske værdier til sig”.

Dybvad, der går for at være en af en af sit partis ideologer, formulerer sig på en måde, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. Der er ikke noget i det, han skriver, som isoleret set er ubehageligt, det er sådan set sund fornuft, at man stiller nogle krav. Når man ser svaret, kan man ikke umiddelbart beskylde det for at være præget af følelseskoldt teknokrati. Men det er det ikke desto mindre. Prøv at læse portrættet af Anders Al-Fayoumi i Politiken. Man ikke blive meget mere dansk. Hvis Al-Fayoumi er den case, der bliver fremlagt, og det naturlige svar på casen er det, som Dybvad siger, så bør ingen danske statsborgere føle sig sikre – heller ikke, hvis man hedder Frederiksen, Nielsen eller Jensen til efternavn.

I 2019 vedtog Folketinget det såkaldte paradigmeskifte. Det var Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der begyndte at bruge ordet. Han nævnte det konstant. Det handlede om, at opholdstilladelser fremover skulle gives til flygtninge med henblik på, at de skulle rejse ‘hjem’ igen i stedet for at blive integreret. Thulesen Dahl og hans parti var ikke i regering, men satte dagsordenen for den daværende borgerlige regering. Nu sidder Socialdemokratiet i regering og er værre på udlændingeområdet, end Dansk Folkeparti overhovedet nåede at blive. Men Kristian Thulesen Dahl led et forsmædeligt nederlag. I dag er han direktør for en havn. Samme vej må det være muligt at sende Socialdemokratiet. Der er flere civile poster, de kan besætte – hvis de er danske nok. /Oliver Stilling