'En psykiater kan heller ikke bare opgive sin patient'

Jerry Gorovoy har selv skrevet meget fint om sit første møde med Louise Bourgeois, så vi begynder med et langt citat:

”I marts 1980 trådte en lillebitte 68-årig kvinde med intense blå øjne og kraftig fransk accent ind i det SoHo-galleri, hvor jeg arbejdede, og begyndte at råbe, at hun ikke kunne lide den måde, jeg havde installeret hendes skulptur på – én af 10 abstrakte skulpturer i en gruppeudstilling, som var min debut som kurator – og ville have den fjernet. Vi gik ud efter en kop kaffe for at finde en løsning. På vejen tilbage snublede hun og faldt på den brostensbelagte gade, og det gik op for mig, hvor sårbar hun var. Mange år senere forstod jeg, at denne kvinde, som havde været så aggressiv over for mig, simpelthen var bange for at vise sine ting frem.”

Jerry Gorovoy fortsætter:

”Et par uger senere inviterede hun mig hjem til sit hus i Chelsea-kvarteret og viste mig nogle af sine tidlige malerier og tegninger. Da jeg så dem, vidste jeg straks, at hun var den ægte vare (”the real McCoy”, red.). Måden, hun talte på, boede på og arbejdede på, udgjorde tilsammen en helhed, der hang uløseligt sammen. Hun var ekstremt belæst og højt intelligent, hun havde en klassisk fransk uddannelse og havde læst matematik på Sorbonne-universitetet, og dog eksisterede hun primært i en verden af følelser. Jeg havde aldrig mødt nogen, som talte om sin kunst – hendes motivation, symbolikken, formen og tematikken – i sådan en psykologisk terminologi – og jeg var hooked.”

Jerry Gorovoy var så hooked, at han blev hængende som Louise Bourgeois’ assistent i 30 år. Det er seks år siden, at hun døde, så man kunne fristes til at sige, at Gorovoy i dag er rejsende i Bourgeois. Han er præsident for fonden The Easton Foundation, som har til formål at udbrede kendskabet til hende og passe på alt det, hun har efterladt sig. Men i virkeligheden laver han bare det samme, som han altid har gjort: Han rejser rundt i hele verden og hjælper med at sætte store Louise Bourgeois-udstillinger op.

13. oktober åbner Louisiana i Humlebæk sådan en udstilling. Den har en af de titler, ikke-kuratorer aldrig vil kunne huske – ‘Structures of Existence: The Cells’ – men det er et ekstrakt fra et Louise Bourgeois-citat: ”Rum eksisterer ikke; det er bare en metafor for vores eksistens’ struktur.”

I forbindelse med udstillingen fanger jeg Jerry Gorovoy, mens museets folk og museumsinspektør Tine Colstrup er fuldt optaget af at få nogle skulpturer på plads. Gorovoy går lydløst omkring og kommer med forslag. Museets folk, der må have prøvet lidt af hvert i mødet med neurotiske kunstnere, siger, at han er helt utroligt behagelig og siger ting som ”Louise ville nok have stillet den sådan her.”

Jerry Gorovoy og jeg går lidt afsides og sætter os i en klassisk dansk designsofa lige over for Elmgreen & Dragsets vippe-skulptur ‘Magtesløse strukturer’ (1997) i fløjens yderste lokale. Vi har udsigt over Øresund, men Gorovoy kigger slet ikke den vej.

Kan du fortælle mig lidt om jobbet som assistent?

”Da jeg mødte Louse, var hun allerede 68 år gammel. Hun havde et ry i undergrunden, men hun var ikke særlig kendt, og hun havde heller ikke noget atelier. Hun fik senere et i Brooklyn, men indtil da arbejdede hun fra sit eget hjem. Det var en særlig type assistent, hun havde brug for, for hun havde jo lavet en masse værker tidligere, som ingen kendte, samtidig med at hun stadig producerede nyt. Så jobbet handlede om at grave alle hendes gamle ting frem til overfladen og få dem ud i verden og samtidig hjælpe hende med at få lavet det nye.”

Okay.

”Da hun fik sit atelier, efter at vi havde mødtes, ændrede alt sig for hende. ‘The Cells’, som du kan se her (på Louisianas udstilling, red.), ville hun aldrig have kunnet konstruere i sit hjem. Hun boede i et meget smalt hus i Chelsea – ikke meget mere en fem meter bredt. Det var en stor forandring for hende, at vi mødtes. Men det var også en stor forandring for mig. At skulle lære at forstå hende som menneske. Hvad drev hende? Og hvad kunne jeg hjælpe hende med? Jeg var meget interesseret i psykologi, i psykoanalyse.”

Ja, jeg har læst, at du har sagt, at du nok ville være blevet psykiater, hvis ikke du havde studeret kunst. 

”Louise var en mærkelig person. Hun var meget intens. Det gik op og ned. Visse ting kunne ændre hendes sindstilstand, så jeg havde det bare sådan ‘Oh my god, jeg har fået den her helt utrolige patient.’ Det tog mig et stykke tid at forstå hendes frygt og hvor selvdestruktiv, hun var. Jeg fandt ud af, at jeg skulle forsøge at holde hende i balance og fjerne ting, som fik hendes humør til at svinge eller gjorde hende bange, så hun ikke trak sig væk eller begyndte at sabotere sig selv. Det gjorde hende angst at udstille, så jeg sagde, ‘Okay, jeg håndterer udstillingerne, og hvis du ikke har lyst til at komme til ferniseringerne, så er det fint.’ Det handlede om at finde en rytme og en stabilitet. Jeg plejede at hente hende hver dag klokken 10 om formiddagen, og så tog vi hen til atelieret. Man opbygger jo en gensidig tillid, når man lærer nogen at kende, og det er svært at gøre med Louise. Ikke at hun er mistroisk, men hun er på en måde meget frygtsom og også meget præcis. Hvis du læser nogle af de ting, hun har skrevet, kan du se, at hun er meget velformuleret omkring, hvad hendes værker gør ved hende, og hvad den kreative proces betyder for hende. For mig handlede det om at trænge ind i hendes psyke og virkelig forstå hende. På den måde fik jeg et indblik i hendes arbejde, men også et indblik i, hvordan jeg kunne hjælpe hende med at få mere fra hånden.”

Blev du nogensinde vred og skred?

”Oh yeah, vi havde mange kampe. Nogle gang sagde jeg bare: ‘Jeg går nu, Louise, farvel!’ For hun kunne blive meget vred eller ophidset og meget selvdestruktiv, og hun kunne finde på at smadre ting, og lige meget hvad man forsøgte at sige, gjorde man det bare værre. Hun har lavet et sæt litografier, ‘He disappeared into complete silence’ (1947), som er en reference til hendes mand. Jeg kan godt se, at han har oplevet de samme situationer, for når den slags stormvejr kom over hende, var der ikke andet at gøre end at trække sig tilbage og vente. På et eller andet tidspunkt var det overstået, og så ringede hun, som om intet var hændt. Jeg prøvede så altid at finde ud af, hvad der satte det i gang – var det en kemisk reaktion? Var det noget, nogen havde sagt? Var det noget, jeg havde sagt? Følte hun sig presset? Hvorfor denne trang til at smadre alting? Hvad var mønstret? Ligesom i psykoanalyse forsøger man at spole tiden tilbage for at finde en forklaring på det, der sker i nutiden.”

Jeg siger til Jerry Gorovoy, at jeg har set nogle videoklip på YouTube fra dokumentaren No trespassing (1994), hvor Louise Bourgeois bliver så ophidset, at hun smadrer, hvad hun kan få fat i. Og jeg siger, at sådan en scene for mig bliver en del af værket. Men den køber han ikke.

”Jeg er ikke sikker på, at det er et kunstværk. Det er en katarsis, der hjælper hende med at få det bedre. Jeg vil hellere have, at hun knuser et glas eller nogle tallerkner end et kunstværk, som hun har arbejdet på i et år.”

Kunne hun finde på det?

”Det kan hun godt. Hun kan ødelægge værker.”

Okay.

”Men også før jeg mødte hende, havde hun en tendens til at tage sine værker som gidsel. Selv hendes søn sagde ‘åh, jeg bliver nødt til holde min mor væk fra atelieret i dag, for ellers smadrer hun alt.’ Det var en måde at ødelægge sig selv på, for hun og hendes værker var så tæt forbundne, at det at smadre dem var et surrogat for at smadre sig selv. Hvis man læser hendes skriverier, mens hun er psykoanalyse, kan man se, at det i høj grad handler om skyldfølelse. Der er meget vrede og frygt, men også meget skyldfølelse.”

‘Jeg kunne ikke forlade hende’

Og du blev hos hende i 30 år. Det havde du vel ikke forestillet dig, at du ville til at begynde med?

”Da jeg mødte hende, gik vi i biografen sammen, vi gik i klubber sammen. Hun var meget ungdommelig og ved godt helbred. Man kan aldrig plotte hele sit liv ud, men på en mærkelig måde opbyggede vi en relation, på samme måde som en psykiater opbygger en relation til en patient – og du ved, en psykiater kan jo heller ikke bare opgive sin patient.”

Er meningen med at gå i psykoanalyse ikke, at man skal få det bedre? Det lyder ikke, som om det var tilfældet med Louise?

”Jeg tror, hun fik det bedre. Jeg tror, hun fik en større selvindsigt og en forståelse af, hvad det var, hun skabte. Men problemet med psykoanalyse – og det sagde hun også altid – er, at det bare er tale. Når man snakker, kan man holde ting skjult, man kan lyve. Hun følte, at hun havde adgang til det ubevidste, når hun lavede kunstværker. Så hun havde det svært med psykoanalyse, men hun sagde, at alle burde gøre, fordi selverkendelse er meget vigtig. Hun mente så bare ikke, at det var det bedste for hende.”

Det lader til, at hun var heldig, at hun mødte dig.

”Jeg var heldig, at jeg mødte hende, det gik begge veje. Jeg fik hende på en måde pacificeret, samtidig med at jeg faciliterede, at hun kunne gøre det, hun havde lyst til.”

Tror du, det var skæbnen? Du har sagt et sted, at din mor fandt et papir i en lykkekage, hvor der stod, at hendes søn ville ”møde en ældre kvinde.”

”Spåkone…”

Åh ja, sorry, det var ikke en lykkekage, men en spåkone.

”Det er sandt.”

Det var jo det, der skete. Tænkte du nogensinde på at forlade hende? 

”Jeg kunne ikke forlade hende. Desuden arbejdede hun, indtil  hun døde. Hun var meget produktiv. Hendes værker ændrede hele tiden form, og hun blev ved med at skabe smukke ting. Så jeg følte, at… nej, jeg vidste, at jeg aldrig kunne forlade hende. Jeg ville ikke. Selv i dag er hun et mysterium for mig. Der er stadig en masse artikler, en masse pressearbejde, der skal laves, og hendes samlede værk er komplekst. Jeg har stadig ikke fået lagt alle de brikker, der skal til for at forstå, hvad der drev hende, og hvordan hun kunne give disse materialer liv. Det var en gave, at hun var en ekstremt følelsesmæssigt visuel person. Jeg opfatter mig selv som en visuel person, og hun plejede at sige, at der er meget få af os. De fleste mennesker er ikke visuelle. De oplever ikke ikke verden visuelt. De kender måske kunsthistorien og ved dit og dat, men de fungerer ikke på et visuelt niveau.”

Hvordan kan man vide, om man er en visuel person?

”Det handler om måden, man relaterer til verden på. Det er som en tiltrækning. Okay: Jeg er ikke særlig god til musik. Jeg kan ikke synge en sang. Nogle mennesker kan bare sætte sig ned og spille på klaveret. Det er én slags gave. At være visuel er en anden gave – den er sjælden. Jeg tror, at der er visse mennesker, som ikke kan kigge på et kunstværk uden straks at sætte det ind i alle mulige sammenhænge. De kender måske dets historie eller kunstnerens historie, men det er ikke det samme som at få en visuel oplevelse ud af det.”

Så det er en gave, du har haft fra barnsben, og så kan man sige, at du var så heldig at komme i Louise Bourgeois’ visuelle skole?

”På nogle planer havde vi mange ting tilfælles. Der var også mange ting, vi bestemt ikke havde tilfælles! Men hendes kunst gav en meget stærk genklang i mig. Okay – jeg havde ikke det samme liv som hende, jeg voksede ikke op i det samme miljø, vi var ikke engang samtidige, men hun rammer mig, og det er derfor hendes kunst er så fantastisk. Hendes kunst har så specifik en relation til hendes eget liv. Hun udtrykker noget, som bor så dybt inde i hende, at det nærmest bliver universelt. Mange kunstnere starter fra den anden ende med at formulere nogle klichéer eller tage udgangspunkt i noget sociopolitisk. Det er er fint nok, men det giver ikke mig noget.”

Det må være noget af det sværeste ved at være kunstner: Hvordan kan man gøre sit eget liv relevant for andre mennesker…

”Du kan ikke lære at være en Francis Bacon, en Louise Bourgeois eller en Vincent van Gogh. Du kan til gengæld gå i skole og blive konceptkunstner. Dem er kunstskolerne rigtige gode til at spytte ud.”

I de her år ser man for eksempel også en del ‘klimakunst’. Mange kunstnere siger, okay, vores største problem er klimaet, så derfor laver vi nogle ting, der har relation til klimaproblemet.

”Det falmer og dør. Deres ting bliver historiske genstande. Det har historisk værdi, men det er ikke nogen visuel ting.”

Så må du have det svært med meget nutidskunst?

”Neeej. Der er mange ting, jeg ikke kan lide, men der er også meget jeg godt kan lide.”

Hvem er dine yndlingskunstnere, hvis du du skal pege på nogen, som i hvert fald er yngre end Louise Bourgeois?

Jeg kan godt lide Roni Horn (1955). Hun er en billedhugger, som jeg er tæt på. Jeg er en stor fan af Richard Serras (1939) arbejde. Robert Ryman (1930), Lucian Freud (1922-2011), Francis Bacon (1909-92)… Jeg kan skam godt lide i nutidskunst. Jeg er til gengæld ikke så vild med popkunst, det interesserer mig ikke rigtigt.”

Andy Warhol?

”Nej, Andy Warhol er fantastisk! Men Andy Warhol var patologisk. Det er noget, som folk ikke tænker så meget over. Han gik med paryk, han kunne ikke lide den måde han så ud på, han var homoseksuel, alt psykologisk og sygeligt er på spil. Og han har en kæmpe indflydelse på filmen. Nej, Warhol var et geni. Hans værk ser bare bedre og bedre ud, som tiden går, men ikke af de årsager, som folk tror.”

Nu har du en anden slags job. Du er ikke længere assistent.

”Nu er jeg leder af hendes fond, og det er naturligvis ikke det samme, når jeg ikke længere går op og ned ad Louise. Men mit job er at blive ved med at udvide og beskytte det, hun har efterladt sig. Organisere udstillinger over hele verden, tage mig af bogudgivelser. Jeg vil gerne udgive hendes dagbøger, og der er jo et kæmpe arkiv fra et meget rigt og fantastisk liv, som næsten spændte over et helt århundrede.”

Var Louise anderledes som 95-årig, end hun var, da hun var 70?

”Ja, hun havde ikke den samme energi som 95-årig. At råbe og skrige og gå sådan amok, som hun gjorde, var meget udmattende for hende. Jeg vil sige, at hun blev en lille smule mildere med årene. Man kan også se, at hendes værker ændrer karakter hen imod slutningen. Materialerne bliver blødere, hun syer meget. Hun havde den her angst for at blive forladt, så det at sy var en måde at holde sammen på tingene. Så jeg vil sige, at… Jeg synes, at ‘glad’ er et stort ord, men hun var i hvert fald mildere.”

Tænkte du hver dag, du gik på arbejde, at det her bliver spændende dag?

”Der var dage, hvor jeg bare behøvede kigge på hende om morgenen for at fornemme, at det her bliver en hård dag. ‘Noget er galt. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt kommer der en eksplosion.’”

Haha, okay. Hvad kunne det skyldes?

”Jeg vidste det aldrig. Hun sov ikke meget, for hun led af søvnløshed, og det kunne være, at der var noget, hun tænkte på, som virkelig gik hende på. Det kunne være nogen, som havde ringet til hende og sagt et eller andet. Det kunne være, at hun var bekymret over, at jeg skulle rejse væk for at sætte en udstilling op – hun kunne ikke lide, når jeg var væk. Jeg sagde aldrig til hende, hvis jeg skulle ud og rejse, før i aller sidste øjeblik. Det kunne være, vi sad ved bordet, og så sagde jeg: ‘Åh ja, Louise, nu kommer der en bil og henter mig, for jeg skal til Paris og sætte din udstilling  op nu.’ Ellers ville hun forsøge at overtale med til at aflyse udstillingen. Nogle gange kunne det også bare være en dårlig dag, og så handlede det om at beskytte værkerne.”

Jeres relation var meget usædvanlig.

”Tja, det var den vel, hehe.”

Men jeg ville jo sige, at det lille tv-klip, jeg nævnte før, også bliver et lille kunstværk. Og det samme synes jeg, man kunne sige om jeres forhold. Men du ville sige ‘nej, det er det ikke, for så er det konceptuelt.’

”Nej, jeg vil ikke sige, at det er et kunstværk. Det er interessant, men jeg er ikke sikker på… jeg vil helst se objektet. Jeg vil gerne se forsiden og bagsiden. Der er masser af mennesker, der har haft intense relationer gennem historien… men til syvende og sidst handler det om, hvad Louise skabte, og ikke om mit liv. Hendes utrolige objekter vil være der for altid, de er et hjørne af vores verden, et hjørne af sandheden, som er meget virkelig og kraftfuld. Du kan blive ved med at kigge på Louises værker, og de passer ikke ind. Vi lavede en udstilling hos Fondation Beyeler, hvor Louises ting blev placeret sammen med værker af andre kunstnere. Louise blev placeret ved siden af et værk af Fernand Léger (1881-1955), for han var hendes lærer, og ved siden af Cézanne (1839-1906) og ved siden af Barnett Newman(1905-70). Og hendes værker så bare så – wauw – totalt friske ud. De lignede ikke noget fra en bestemt epoke. Det er, som om historien ikke rigtig kan absorbere hendes værker. De er næsten tidløse.”

Forsidefoto: Louise Bourgeois: ‘Cell (The Last Climb)’, 2008. National Gallery of Canada, Ottawa. Foto: Christopher Burke © The Easton Foundation