Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i september sidste år – lidt overraskende – havde en stærk udstilling med den russiske punkaktivistgruppe Pussy Riot, blev der til lejligheden trykt et postkort i A5-størrelse, som man må antage, at nogle af museumsgæsterne købte med hjem og satte op i deres middelklasse-og-opefter-hjem som en lille påmindelse om ikke at tage ting, vi tager for givet, for givet. På postkortet stod der med lilla bogstaver på gul baggrund: ”Freedom doesn’t exist unless you fight for it every day.”
Pussy Riots hovedfjende var (og er) Ruslands præsident Vladimir Putin og alt, hvad han står for. Medlemmerne af Pussy Riot bekæmper Putin og hans styre nedefra. Med et misundelsesværdigt mod og enkle midler viser de deres foragt for Putin, de latterliggør ham, gør modstand og animerer andre almindelige borgere til at finde styrken til at gøre det samme.
En anden person, der heller ikke bryder sig om den russiske præsident, og som ofte formulerer stort set det samme budskab, som man kunne læse på Pussy Riots postkort, er Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men der hører lighederne så også op. Anders Foghs advarsler om, at frihed og demokrati er noget, vi kan miste, er altid tæt bundet op på kapitalisme og liberalisme. Hans kamp mod “autokraterne”, som han altid kalder Putin og Kina, er så langt fra folkelig mobilisering og aktivisme, som man kan komme. I Foghs smalsporede tankeverden er løsningen sabelraslen, oprustning, militær afskrækkelse. Som han sagde i et avisinterview for to år siden: “Når man er i en krig, er en af de bedste metoder til at afskrække fjenden, at man holder ham i uvidenhed og frygt for, hvad man vil gøre.” Det var Putin, han talte om her. Anders Fogh mente simpelthen, at Putin kunne passiviseres ved at blive holdt i et jerngreb af frygt.
Vi har før påtalt, at danske medier bliver ved med at hive Anders Fogh Rasmussen op af hatten, når de har brug for en stemme, som kan sige noget om verdens udvikling. Og nu sker det så igen. DR P1-programmet ‘Ugens gæst’ havde forleden Fogh forbi studiet, fordi han i dag og i morgen er vært ved sin selvskabte konference Copenhagen Democracy Summit med besøg af statsledere, beslutningstagere og andre stakeholders, som det hedder i den verden. Hans budskab er det samme, som det har været i en årrække: Verdens demokratiske lande bør lave en stor ‘Alliance of Democracies’, der holder sammen “mod autokraterne”. “Hvis vi kan agere i enighed, så kan jeg godt sige dig, så vil det vække respekt i Beijing og andre steder,” sagde han. For hvis ikke: “Jamen altså, så risikerer vi jo, at autokraterne, de vinder kampen. Det er jo ikke hugget i sten eller givet af nogen gud eller andre, at vi skal have demokrati.”
Nogle mennesker har en evne til at tale med en stemmeføring og intonation, så ordene virker manende og myndige. Det er lidt en træningssag. Men nogle gange er det godt at stoppe og lytte rigtigt efter. Tag nu denne udskrift fra Foghs optræden i programmet:
“Jeg tror fx, at hvis man sulter. Øh eller har mangel på andre materielle goder, så synes man på en eller anden måde, at det er vigtigere, at man får mad på bordet, end om der lige er frie og fair valg og ytringsfrihed – hø – osv., og det kan jeg på en måde godt sætte mig ind i. Men på den anden side så må man også indse, at det, der skal til for at skabe vækst og udvikling i et samfund, det er frihed, det er ytringsfrihed, det er retten til at komme af med en uduelig regering, det er gennemsigtighed, så man kan stoppe corruption – korruption osv. Altså det er jo ret deprimerende at se på, at kloden som helhed, den kunne faktisk brødføde 10 mia. mennesker uden problemer, og alligevel er der i dag 100 millioner af mennesker, som sulter. Og det skyldes krig og konflikt, korruption, og dårlig regeringsførelse. Tænk – tænk hvis vi kunne stoppe krige og konflikter, tænk hvis vi kunne sikre, at befolkninger kunne komme af med uduelige regeringer, sikke så et paradis, vi kunne leve i!”
Anders Fogh Rasmussen “kan på en måde godt sætte” sig ind i, at folk, der sulter, først og fremmest tænker på det næste måltid mad, siger han. Men hans forestillingsevne er svag. Han sagde også engang, at han var sikker på, at han ville have været i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Det kan man godt have sine tvivl om. En modstandsbevægelse er noget, der vokser nedefra og op. Det kender Pussy Riot alt til. Fogh arbejder oppefra og ned. Han opererer ikke med bevægelser, men med alliancer. Han siger, at FN er korrupt og dårligt fungerende, og tror, at et ‘Alliance of Democracies’ styret af jakkesætsklædte statsledere er nøglen til paradis.
Folk, der taler om, at hvis vi bare gør sådan og sådan, så kan vi leve i et paradis, er ofte utopikere. Anders Foghs paradis baseret på militarisering og afskrækkelse er en utopi. Pussy Riot er muligvis også utopikere. Men hvis man skal vælge mellem Pussy Riots paradis og Anders Fogh Rasmussens paradis, så er Pussy Riots så langt at foretrække. /Oliver Stilling