En ny slags selvstændighed

Det ligner en kausal sammenhæng: Når uafhængighedslederne i Catalonien er enige med den spanske regering, handler det hele om uafhængighed. Men når der pludselig er ro på de indre linjer, findes fjenden i stedet udefra.

Det er ellers blevet udlagt som et slag for uafhængighedsbevægelsen i Catalonien, at den for første gang i over ti år nu har mistet sit samlede flertal, mens centrum-venstrepartiet PSC med den 58-årige Salvador Illa har fået flest stemmer og dermed har vundet søndagens parlamentsvalg i Catalonien.

Men valgresultaterne handler ikke kun om et mistet momentum. Opbakningen til uafhængighed har generelt været faldende siden den kontroversielle folkeafstemning i 2017, hvor selvstændighedslederen Carles Puigdemont udskrev en folkeafstemning mod den spanske regerings vilje. Og selvom opbakningen stadig ligger på godt 42 pct., sagde kun en tredjedel af catalonerne inden valget, at uafhængigheden burde være en politisk prioritet for den catalanske regering.

Nederlaget for uafhængighedsbevægelsen kunne derfor også skyldes den siddende regerings manglende klimahandling efter tre år med tørke og vandmangel – og ses som et resultat af, at højrefløjen buldrer frem i regionen, der ellers har været relativt skærmet for indvandrerfjendsk retorik og tilsvarende aldrig rigtig har bekymret sig om migration.

Indtil nu: Catalonien er efter valget den første spanske (den formulering er uafhængighedsbevægelsen nok ikke enige med) region, der har stemt to højrefløjspartier ind i parlamentet: Centrumhøjrepartiet PP er gået fra tre sæder til 15, mens det nye højreradikale parti Aliança Catalana fik to.

Salvador Illa mangler stadig parlamentarisk opbakning for at kunne danne en regering. Og den skal han nu lede efter hos Carles Puigdemont, der helt som forventet fik andenpladsen ved søndagens valg, men alligevel truer sig til en plads i regeringskontoret. Puigdemont ved nemlig, hvordan han skal få den.

Som bytte for magten lover Carles Puigdemont fortsat opbakning til den spanske premierminister Pedro Sánchez, der ved sommerens nationale valg manglede få mandater for at sikre sin overlevelse og dermed var afhængig af Puigdemont og hans parti Junts. Den mulighed øjnede Puigdemont, der krævede amnesti til alle de politikere, der var involveret i folkeafstemningen i 2017. Resultatet blev en hidtil uset fred mellem Barcelona og Madrid. Lykkes det igen at lave en aftale, kan Puigdemont gladeligt rejse hjem fra sit eksil i den sydfranske by Perpignan.

Den nye amnestilov mangler kun at blive godkendt i det spanske senat, men ventes at være på plads, når en ny catalansk regering skal indsættes senere i maj. Hvis regeringen altså formår at blive dannet. Den siddende præsident Pere Aragonès fra det venstreorienterede parti Esquerra Republicana er i hvert fald ikke lige så risikovillig som Puigdemont. Han har allerede sagt, at han vil træde tilbage fra frontlinjen i politik, som han beskriver det – og kun lige hjælpe med at ‘facilitere overgangen’.

Alt imens Illa beklager sig over, at selv Puigdemont er begyndt at kopiere højrefløjens ideer (bl.a. ved at indgå en aftale med den spanske regering om at ‘kontrollere migrationen’), ser alt ud til, at Puigdemont får sin vilje igen. Det har jo virket før, og der er ikke noget mere oplagt alternativ end ham. /Emma Louise Stenholm