Den sorte kapitalmagt

Penge er magt. Og money is in the bank. Mere forklaring kræver det næppe at konstatere, at banker er magthavere. Og i retskafne demokratier forvalter magthavere deres post på borgernes vagt. Men hold inde, allerede her klapper fælden for logiske fejlslutninger.

For banker forvalter ikke bare penge. Som knudepunkt i økonomien forvandler de dem. Og ikke på den der nøgterne og folkeligt lydhøre måde. De gør det i skjulte beslutningsprocesser uden inddragelse af de medborgere, som betror dem deres penge. Sådan gør det sig i hvert fald gældende for 6,9 billioner dollars, som verdens 60 største banker har postet ind i fossilindustrien siden Parisaftalen i 2015. Det fremgår af NGO-rapporten Banking on Climate Chaos 2024. Og inden der smides undskyldninger om, at de jo lige skulle op i omdrejninger, så blotlægger rapporten, at den sorte sum alene i 2023 – otte år efter beslutningen om at udfase fossile brændsler – var 750 milliarder dollars.

Puf, fra penge til CO2-udledninger uden en snert af demokratisk legitimitet. Ja, var det ikke for netværket af civilsamfundsorganisationer, som står bag rapporten, og som har sat sig for årligt at analysere bankernes fossil-aktivitet, er det tvivlsomt, om vi overhovedet ville have indblik i den lyssky, sorte forvandlingspraksis: Penge trækkes ind i mørket, hvor en lille elite, som ingen har valgt, træffer kontroversielle beslutninger, der skubber samfundet stik imod den udvikling, du og jeg og verdens lande i fællesskab og af bydende nødvendighed har besluttet.

Økologisk kollissionskurs

Situationen er desperat og kalder på mobilisering af et politisk og folkeligt mandat af mange grunde. Først og fremmest fordi klimakrisen raser på et niveau, hvor knap 80 pct. af flere hundrede adspurgte klimaforskere fra FN’s Klimapanel (IPCC) forventer en global opvarmning på 2,5C (hvad vi har nævnt før, men som tåler utrættelig gentagelse).

Samtidig fordi selv samme klimaeksperter understreger, at kampen nødvendigvis skal fortsætte, da “hver tiendedel af en grad betyder meget”. Sagt med andre ord: Hver eneste krone brugt på udvindingen af fossile brændsler bringer os tættere på et økologisk kollaps. Sikkert er det, at 47.750 milliarder kroner – svarende til de 6,9 billioner dollars, som bankerne har ødslet ind i fossilindustrien siden 2015 – eskalerer den akutte krise markant.

NGO’ernes rapport er som sådan ikke overraskende. Den finansielle sektor har gang på gang vist, at den ikke har tænkt sig at påtage sig det samfundsansvar, der hører med til at råde over så enorme pengesummer. Alene i Danmark har de seks største banker en samlet balance svarende til 280 pct. af Danmarks BNP. Sagt lidt frisk har ledelsen af danske banker altså næsten tre gange så stort et ansvar som den danske regering for at drive en forretning, der tager den grønne omstilling alvorligt. Dog skal vi ikke længere tilbage end til marts i år for at finde et klokkeklart eksempel på, at de forsømmer opgaven. Dengang afslørede Danwatch, at Danske Bank – som i øvrigt er nummer 55 på NGO-rapportens liste over banker rangeret efter størrelsen på deres fossilaktiver – ikke bare undlader at trække sig fra eksisterende fossile kilder, men også finansierer jagten på nye olieplatforme.

Og det er den danske gigant ikke alene om: Ud af de førnævnte 6,9 billioner dollars er næsten halvdelen gået til fossil ekspansion. Var man blevet lullet ind i den tro, at bankers målsætninger om klimaneutralitet og opdaterede investeringsstrategier var mere end pynt med grønne fjer, var glæden altså kort: De er ikke bare fodslæbende med grøn omstilling, de modarbejder den aktivt.

Politisk handlekraft

Netop det bringer os frem til problemets kerne: Bankers løfter er ikke bindende, og vi har ingen muligheder for at sikre, at deres klimaambitioner bliver klimarealiteter. Set i lyset af de magtmastodonter, de er, er det ret beset ubegribeligt, at politiske krav og reguleringsmekanismer på klimaområdet ikke rækker meget længere end til klassificering og gennemsigtighed. Rationalet er selvfølgelig, at transparens skal presse finanssektoren til at blive grøn af sig selv. Men har vi virkelig tid til et indirekte pres, når vi sidste år på verdensplan havde opbrugt et års ressourcer allerede den 2. august?

Money makes the world go around, og lige nu bringer det os faretruende tæt på økologiske tipping points. Heldigvis er svaret lige så soleklart: Der må reguleres og sanktioneres. Presset skal være direkte i form af kontante politiske klimakrav som eksempelvis udlånslofter for lån til fossile sektorer. Det nye er nemlig ikke, at bankernes kulsorte virksomhed fremlægges offentligt. Nej, det omvæltende må være, at de ikke slipper af sted med at forsømme håndteringen af vor tids største krise. Eller som ledende medforfatter på NGO-rapporten Diogo Silva selv siger: “Da denne rapport ikke er noget værd, hvis den ikke bliver til handling, opfordrer vi bankerne til endelig at blive fossilfrie banker, og den bredere klimaretfærdighedsbevægelse til at bruge disse data til at mobilisere for en fossilfri bankverden.”

Hvor ville det klæde bankerne, hvis de selv drejede den sorte nøgle om. Og i kor med Silva sagde: “Senere er det måske bare for sent. Fossile banker, nej tak!” /Caroline Douglas