Ny Kaledonien er ikke et sted, man så ofte hører fra, men stemningen i Frankrigs største oversøiske territorium går i disse dage fra ond til værre. Mindst tre mennesker er blevet dræbt i omsiggribende uroligheder, som er opstået efter, at den franske nationalforsamling har besluttet at ændre valgreglerne på øen. Fremover skal det være muligt for franskmænd, som har boet på Ny Kaledonien i mere end 10 år, at stemme ved lokalvalgene, men tiltaget frygtes at udvande kanakkernes – den oprindelige befolkning på Ny Kaledonien – indflydelse.
Som følge af de voldsomme protester holder skoler og butikker lukket, mens et udgangsforbud foreløbigt er blevet forlænget indtil torsdag. Samtidig lægger situationen et øget pres på præsident Emmanuel Macron og den franske regering, der bl.a. opfordres af Marine Le Pen fra Rassemblement National til at erklære undtagelsestilstand.