I blodbøgens skygge

Da den 30-årige schweiziske forfatter Kim de l’Horizon for snart to år siden vandt den prestigefyldte Deutscher Buchpreis for sin debutroman, den autofiktive Blutbuch, spærrede mange øjnene op. Til prisoverrækkelsen dedikerede den unge forfatter prisen til kærlighed og barberede derefter sine brune krøller til ære for de iranske kvinder foran de først måbende og siden jublende gæster.

Uden for prisoverrækkelsens rum var tonen dog en lidt anden, og de l’Horizon blev i de tysksprogede medier kritiseret for at være “selviscenesættende” og for at tilsværte en af Tysklands allerfineste litterære institutioner med identitetspolitik. I virkeligheden handlede meget af kritikken dog ikke så meget om de l’Horizons symbolpolitiske handling, men derimod om, at landets fine, gamle bogpris blev overrakt til en nonbinær, debuterende schweizer – en schweizer, der skriver om det at være nonbinær, og så ovenikøbet på dialekt.

I et Tyskland, hvor de kulturelle samtaler om køn ofte først dukker op et årti eller to for sent, kan man godt forstå, at det har sendt litterære rystelser gennem det kristenkonservative landskab. Men i det enorme hav af autofiktiv litteratur, der er udkommet det seneste årti især, føles Blodbog faktisk ikke særligt opsigtsvækkende. Heller ikke selvom dens forfatter bruger pronominerne de/dem. Til gengæld rummer bogen en rørende fortælling om historieskrivning og det at være barn af nogen.

Rundt i familietræet

Kim de l’Horizons oldeforældre får otte børn, deraf to døde. Selvom oldefaren var fattig, plantede han et træ i haven for hvert eneste levende barn: Robert, en birk; Phillip, en japansk løn; Benoit, et abrikostræ; Moritz, et valnøddetræ; Hans-Peter, en eg; Kims bedstemor, Rosmarie, får blodbøgen og søsteren Irma, en hængebøg.

Det er bedstemoderen og hendes blodbøg, der bliver afsættet for den dendrologiske slægtsforskning, som den voksne Kim begiver sig ud på i Blodbog, der altså både navngiver bogen og bøgen i ét. Da Kims matriark af en bedstemor får demens og bliver indlagt på et plejehjem, begynder Kim at fortælle familiehistorien, dedikeret til det “mødrene ophav”. Men også det mødrene sprog, dialekten Berndeutsch, som tales i det schweiziske Mittelland, hvor forfatteren er vokset op:

På det sprog, jeg har arvet fra dig, altså mit modersmål, hedder ’mor’ MEER, hav. Man siger DIE MEER, havet, eller MEINE MEER, mit hav, her har man skelet til det franske Om ’far’ siger man PEER. Om ’bedstemor’ GROSSMEER Min barndoms kvinder er et element, et ocean. Jeg mindes min mors ben, jeg mindes fornemmelsen af at slå armene om dem, at se op på hende og sige: DU ER MIT HAV. Jeg mindes følelsen af hjem og en følelse af fuldkommen omgivethed. Kærligheden fra det mødrene ophav var så stor, det var ikke til at undslippe den, det er ikke til at undslippe den, man svømmer et helt liv for at komme op af havene.

På det sprog, jeg har arvet fra dig, altså på mit modersmål, findes der kun to måder at være en krop på. Opvæksten i det tyske sprogs gane tvang mig hele tiden ind på række af to og to, ligesom i børnehaven.

Blodbog er et omfangsrigt og genredrillende foretagende, der giver sig i kast med den umulige opgave, det nu engang er at skulle fortælle sin families historie. Det handler først og fremmest om sprog – og særligt hvilket sprog man skal bruge til at fortælle sin egen historie på, når det, man har arvet, ikke rummer ens identitet; et schweizertysk, der udover førdatid kun har én datidsform, (førnutid), og derfor mangler den afsluttede, formelle datidsform til at beskrive fortiden. Som de l’Horizon skriver: “Hos os står fortiden altid i førnutid, rager ind i nutiden og er endnu ikke helt færdig med os. Vi taler om fortiden uden at kunne disponere over den.”

Bøgeblade i bæreposer

Blodbog er en fascinerende bedrift udi historiefortælling, hvor alt samles og lægges i en bærepose, hvor minder og historier blander sig i fortid, nutid og fremtid. Som Kims far, der fortæller den samme historie igen og igen: “Historiens omrids, til gengæld, det varierer altid en smule, som ændrede det sig for hver gang. Som trevlede det sig op, og måtte far knytte det sammen på ny.”

Bedstemoderens blodbøg kaster skygger over familien, og i sammensmeltning mellem bøgens og barnets arv og historie forsøger de l’Horizon selv at knytte de trevlede historier op på ny. Hvordan havnede blodbøgen i oldefaderens baghave?

Det er historien om, hvordan selve træsorten er blevet brugt af tyske træeksperter, der angiveligt har kunnet bevise, hvordan MODERBLODBØGEN kommer fra Tyskland. Hvordan sorten bliver mindre rød og ren med tiden, fordi den står blandet med andre træer. Hvordan blodbøgen engang kun var ejet af adelige, men sidenhen har “trickled down” til middelklassen, hele vejen ned til Kims oldefar, der brugte alle sine sparepenge fra madbudgettet og købte og plantede en blodbøg for sin datter.

Men det er også historien om, hvor den bøg, som er Kim, og som er både barn og voksen, bedstemor og mor og mor og datter, stammer fra. Og dermed hvor vi stammer fra; om at fortælle om det mødrene ophav: de kvinder, der har formet barnet, talt til og med det. Hvordan barnet, der er både mand og kvinde og ingen af delene, kan fortælle den fulde historie og samle trådene. /Astrid Plum

Blodbog er udkommet på dansk ved forlaget Etcetera og er oversat af Ditte Engels Hermansen.