Robert Fico lige inden han bliver skudt i maven. Radovan Stoklasa/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er så åbenlyst og banalt, at man næsten bliver lidt beklemt ved at sige det højt: Voldelige overgreb i enhver afskygning mod folkevalgte politikere – hvad de end står for – er totalt uacceptabelt. Det er en moralsk falliterklæring, og hver eneste gang, det sker, er det et anslag mod det frie, tillidsbaserede samfund, og hver gang sikkerheden og overvågningen bliver strammet, er der noget, en lille flig, som går tabt. Ofte viser gerningspersonerne sig at lide af en eller anden form for vrangforestillinger eller vildfarelser af politisk og/eller psykologisk karakter, og det gælder formentlig også den 71-årige mand, som onsdag på åben gade affyrede en række projektiler fra et håndvåben mod Slovakiets premierminister Robert Fico.
Den 71-årige befandt sig blandt en lille gruppe mennesker, som havde samlet sig uden for et kulturcenter i byen Handlová i det Nordvestlige Slovakiet, hvor premierministeren havde været til møde. På lettere grynede videooptagelser ser man Fico gå hen til gruppen for at give folk hånden, da en revolver eller pistol pludselig kommer til syne, hvorefter Fico falder baglæns, mens jakkesætsklædte sikkerhedsfolk kommer ilende til fra alle sider. Ficos livløse legeme blev løftet ind i en bil, hvorefter han blev fløjet til et hospital i den noget større by Banská Bystrica, øst for Handlová. Her blev han opereret i timevis og kunne i aftes meldes uden for livsfare.
Den britiske nyhedskanal BBC nævner, at angrebet, der må betegnes som et mordforsøg, fandt sted samme dag, som det slovakiske parlament begyndte at diskutere regeringens forslag om at afskaffe landets public service-medie RTSV. På en kort videooptagelse, som kan findes på det sociale medie X, ser man angiveligt gerningsmanden, efter at han er blevet pågrebet, udtale, at han ikke er enig i regeringens politik. “Hvorfor bliver medierne angrebet? Hvorfor er RTVS under angreb? Hvorfor blev Mazák fjernet fra sit stilling?”
For at fange referencen skal man have fulgt lidt med i slovakisk politik i de seneste måneder. Ján Mazák var indtil april præsident for Slovakiets højesteretsråd, som i henhold til landets forfatning er et uafhængigt organ. Syv af rådets 16 medlemmer havde foreslået, at Mazák blev fjernet, hvilket et flertal på 10 medlemmer stemte for. En lignende afstemning fandt sted i december sidste år, men her klarede rådsformanden skærene. Ifølge en artikel i det engelsksprogede medie The Slovak Spectator havde premierminister Fico længe haft et horn i siden på Ján Mazák, højesteretspræsident Juraj Kliment og den tidligere statsanklager Daniel Lipšic. Avisen skrev i april, at “nu hvor den særlige anklagemyndighed er blevet afskaffet af Ficos regering, er premierministeren begyndt at gå efter Kliment. Den særlige anklagemyndighed havde rejst tiltale i højtprofilerede korruptionssager, som bl.a. havde forbindelse til tidligere Smer-ledede regeringer. Nogle af disse sager endte tidligere på Kliments bord.”
Som man måske kan fornemme, har vi i Robert Ficos tilfælde at gøre med ‘en lille’ Viktor Orbán, Ungarns premierminister, der gennem en længere årrække har strammet grebet om ungarske institutioner som retssystemet og de offentlige medier. Populisten Robert Fico betegnes på én og samme tid som Slovakiets mest populære og mest upopulære politiker, og det er en pænt lang rejse, han har været på. Allerede for 10 år siden betegnede det konservative britiske magasin The Economist ham og det parti, Smer, som han stiftede i 1999, sådan her:
“Hr. Fico og Smer har konsolideret deres magt med et miks af venstreorienteret økonomisk politik, vag nationalistisk retorik og intern partidisciplin. En drejning i retning mod patriotisk showmanship har fået Smer til at erobre stemmer fra den tidligere populistiske højrefløj. Samtidig har en mindre fjendtlig holdning over for Bruxelles gjort Mr. Fico til en mere velkommen aktør på den internationale scene. Så sent som i sidste måned besøgte han, sammen med sin udenrigsminister og indenrigsminister Det Hvide Hus.”
Det var altså i 2014. Og se bare beskrivelsen af Smer på Wikipedia: Det er et “socialdemokratisk, venstrenationalistisk og venstrepopulistisk” parti. Det lugter langt væk af et parti og en partiformand, der er villig til at sno sig i de retninger, der skal til, hvis man vil holde sig på magten for enhver pris. Men det legitimerer selvfølgelig ikke på nogen måde politisk motiveret vold. /Oliver Stilling