Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Så kom den. Anmodningen om en international arrestordre, som vi vidste var på vej, og hvis undervejs-hed vi ved har givet Israels premierminister Benjamin Netanyahu myrekryb, svedige håndflader, søvnløse nætter, kredsløbsforstyrrelser, pletter for øjnene, udslet på halsen, tankemylder, svækkede eksekutive funktioner, nervøs mave – ja, vælg selv et passende billede – siden rygterne om, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) havde noget offensivt i kog, begyndte at svirre midt i april. Den ønskede arrestordre omfatter, foruden Netanyahu og hans forsvarsminister Yoav Gallant, terrororganisationen Hamas’ leder Yahya Sinwar, lederen af Hamas’ militære fløj Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri og Hamas’ politiske leder Ismail Haniyeh.
Benjamin Netanyahu er en kvik fyr. Han ved, at det bedste forsvar ofte er angreb. Den strategi, som jo også har nogle fede macho-vibes, plejer i hvert fald at virke for ham. Hans svar faldt prompte mandag i form af en video, hvor han med gravrøst taler dunder om ICC’s chefanklager Karim Asad Ahmad Khan. En hurtig dissektion af hans retorik giver et fingerpeg om, hvor presset han er. Tag bare talens allerførste sætning: “Den forargelige beslutning af ICC-anklageren, Karim Khan, om at søge om arrestordrer mod Israels demokratisk valgte ledere er en moralsk skandale af historiske proportioner. Den vil bringe evig skam over den internationale domstol.”
Hvis ikke der var så meget tragedie og ødelæggelse omkring Netanyahu og alt, hvad han rører ved, ville man kalde ham en tegneseriefigur og hans tale en tegneserietale, en joke. “Forargelige… moralsk skandale… historiske proportioner… evig skam. Tonen er helt gammeltestamentlig, man hopper i sædet; Netanyahu mangler bare at nedkalde en forbandelse over domstolen, måske i form af en græshoppesværm mod hovedsædet i Haag. Samtidig angriber han bevidst fra første fløjt chefanklager Karim Khan, han går direkte i struben på ham. Khan, siger Netanyahu, “skaber en fordrejet og falsk moralsk ækvivalens mellem Israels ledere og Hamas’ håndlangere”, som han mener svarer til at sætte USA’s forhenværende præsident George W. Bush i bås med Osama bin Laden efter 9/11 eller præsident Franklin D. Roosevelt med Hitler under Anden Verdenskrig. “Hvilken parodi på retfærdighed! Hvilken skændsel!”
Den tre minutter korte tale former sig som én lang tirade rettet mod Karim Khan personligt. Og på en måde slipper Netanyahu den omtalte græshoppesværm løs i hovedet på chefanklageren, da han beskylder ham for at være drevet af et ubændigt had mod jøder. “Khan hælder følelseskoldt benzin på den antisemitiske brand, der hærger overalt på kloden,” rabler Netanyahu videre, før han kalder Khan, som er muslim (og britisk statsborger), for “en af de største antisemitter i nyere tid”. Det må være træls for ægte antisemitter, at der er gået inflation i udtrykket. Antisemitismekortet bliver trukket for et godt ord. Ikke at vi kommer i de kredse, men det at være jødehader kan ikke være, hvad det har været – hvis gud og hvermand efterhånden kan blive beskyldt for at være det.
Når ICC’s panel af dommere formelt godkender anmodningen, bliver det lidt mindre skægt at være Netanyahu. Det er mere eller mindre slut med at rejse. 139 lande har underskrevet Rom-statutten, som er straffedomstolens juridiske fundament. Af de 139 lande har 124 også ratificeret statutten (dog ikke lande som Israel og USA), så hvis Netanyahu fx fik lyst til at aflægge sin gode kollega Mette Frederiksen et besøg på Marienborg, ville de danske myndigheder være forpligtet til at arrestere ham.
Der er røster, som siger, at det er til skade for fredsforhandlingerne mellem Hamas og Israel, at ICC nu går ind og blander sig. “Denne handling hjælper ikke i relation til at opnå en pause i kampene, skaffe gidslerne ud eller få nødhjælp ind [i Gaza],” udtalte en talsperson for den britiske regering mandag til nyhedsbureauet Reuters. Og i et opslag på det sociale medie X gav Østrigs kansler Karl Nehammer udtryk for en vis beklemthed over, at ICC i anmodningen om en arrestordre på en og samme tid omtaler lederen af Hamas og Israels “demokratisk valgte repræsentanter”.
Hertil kan man umiddelbart svare, at Netanyahu er lige så meget til skade for freden som Hamas. Og hvis man skulle følge Nehammers ræsonnement til dørs, så skulle man altså antage, at demokratisk valgte ledere ikke kan begå krigsforbrydelser? Det findes der en del tidligere eksempler på ikke er sandt. USA’s præsident Joe Biden har straks taget Netanyahu i forsvar. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har placeret sig det rigtige sted – på ICC’s side. Hvad mon vi skal forvente os af Mette Frederiksen? /Oliver Stilling