Genåbnet Gyllegate

Stranguleringen af de indre danske farvande er ikke sket ved et tilfælde, ej heller som et uafvendeligt naturfænomen. Kvælningen er direkte forårsaget af politiske beslutninger, som sågar er truffet i fuld offentlighed.

Og manden med det største ansvar for døden på havbunden? Han hedder Lars Løkke Rasmussen.

Hukommelsen er imidlertid kort i moderne politik.

I dag husker påfaldende få ‘Gyllegate’. Og ja, det var kaldenavnet på det seneste tiårs nok største konflikt i blå blok: Daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen insisterede i 2015 på at lade landbruget udlede mere kvælstof til vandmiljøet, og sågar i en så indædt grad, at han kæmpede med alle midler for at beskytte sin partifælle, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, landbokvinden fra Sønderjylland.

Dengang endte dramaet med, at hun – efter Lars Løkke først havde forsøgt at true med regeringskollaps og nyvalg – til allersidst endte med at måtte træde tilbage, fordi De Konservative ikke ville acceptere, at hun havde vildledt Folketinget. Stik imod enhver sagkundskab havde Eva Kjer Hansen hævdet, at “den samlede kvælstoftilførsel til vandmiljøet vil falde som følge af de initiativer, der nu bliver igangsat.”

Sandheden var desværre, at den såkaldte landbrugspakke ville få den stik modsatte effekt, nemlig yderligere forværre iltsvindet i de danske farvande. Under en høring i Folketinget, hvor de førende eksperter i kvælstofudledning var indkaldt, blev de spurgt, om bare én af dem kunne forsvare ministerens udtalelse om, at landbrugspakken ville skabe et grønt plus.

Ingen af dem rakte hånden op. Ingen tog ordet. I stedet pegede de på skadevirkningerne.

Konklusionen var der ingen tvivl om: “Landbrugspakken kommer til at medføre er en forringelse (sic) af miljøtilstanden. Især på kort sigt er den en mindre katastrofe for vandmiljøet,” udtalte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet.

Det nye røgslør

Selv embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet vidste, at det var riv-rav-ruskende galt, og det stod allerede dengang klart, at Venstre-regeringen var i gang med at lempe vilkårene for landbruget mod bedre vidende. Kvælningen skete reelt i ond tro. Landbruget fik således lov til at gøre brug af “kollektive virkemidler”, som i realiteten var både frivillige og virkningsløse.

Efter flere teatralske optrin, hvor Lars Løkke Rasmussen satte sin egen statsministerpost på spil for at gennemtrumfe kvælstofplanen, lykkedes det ham på snedig vis at lande et kompromis, hvor Eva Kjer Hansen ganske vist blev ofret som minister, men hvor lempelsen til landbruget blev ført ud i livet. Ministre kommer og går, embedsværket består.

Hykleriet er derfor tommetykt, når Lars Løkke Rasmussen nu her ni år senere forsøger at træde frem som den omvendte synder. Pludselig er det gået op for ham, at udledningen af kvælstof fra landbruget er kommet helt ud af kontrol.

“Ting kan jo ikke laves om, men man kan i hvert fald konstatere, at elementerne med de kollektive virkemidler, som vi jo troede på, kom ikke til at virke med den hastighed, det var aftalt, og derfor var det set i bakspejlet ikke godt nok,” udtalte Lars Løkke forleden til Politiken.

Han lægger sig bestemt ikke ned. Lars Løkke fortsætter nemlig med sine vanlige tricks og kneb, nu ved at skabe et billede af, at eksperterne dengang skulle have været uenige og givet forskellige råd og vurderinger:

“Der var vel to diskussioner dengang. Der var en, der handlede om ambitionsniveauet, og så var der en, der handlede om virkemidlerne. Og det, jeg siger noget om nu, det er jo virkemidlerne,” siger Løkke: “Fordi der var en politisk ambition om at lave en reduktion, og der var nogle parter, der sagde, at det kan vi gøre på den her måde. Så var der nogen, der sagde, at det tror vi ikke kommer til at ske. Og de fik desværre ret. Og jeg er sådan set rigtig ked af, at de fik ret.”

Umiddelbart kan det lyde tilforladeligt. Men det nye røgslør er faktisk ikke meget bedre end det oprindelige tilbage i 2015.

Lobbyismens sejr

For hverken dengang eller nu har der været videnskabelig uenighed om de dødelige effekter af kvælstofudledningerne fra landbruget, og slet ikke når “ambitionerne” om reduktioner kun skulle ske ad frivillighedens vej.

Professor i marin biodiversitet Stiig Markager fra Aarhus Universitet er da også yderst skeptisk over for Lars Løkkes momentane omvendelse:

“Jeg var selv en af de seks eksperter, der var inde til et samråd i Folketinget, og vi sagde alle sammen det samme,” siger Stiig Markager til P1 Morgen: “Så det er lidt betænkeligt i det her interview med Lars Løkke Rasmussen, at han ligesom giver udtryk for, at der var forskellige råd, og så var det jo lidt svært som politiker.”

På lignende vis er De Konservatives Rasmus Jarlov – som dengang forhandlede landbrugspakken, og som gik forrest med kravet om fyringen af Eva Kjer Hansen – ude med en skarp kritik af Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen:

“Dengang gjorde Venstre alt, hvad de kunne for at skrue på beregningerne, så det blev muligt at udlede mere kvælstof, end det var forsvarligt,” siger Rasmus Jarlov: “Og det var jo ikke, fordi han ikke fik anledning til at tænke over det dengang. Det er det største politiske slagsmål, vi har haft i den borgerlige lejr i de seneste måske 20 år.”

Men i virkelighedens verden kan det bestemt ikke udelukkes, at Lars Løkke vil kunne slippe af sted med sin nye afledningsmanøvre. For ‘Gyllegate’ er efterhånden så godt gemt og glemt i den offentlige bevidsthed, at debatten kan få lov til konstant at begynde forfra. Som om beslutningstagerne ikke på forhånd vidste, at landbrugspakken ville ødelægge vandmiljøet.

Absolut intet tyder på, at skiftende ministre skulle være blevet klogere eller mere lyttende – over for andre end landbrugets lobbyister. ‘Gyllegate’ er blevet den nye normal. /Lars Trier Mogensen