De suveræne venner

Det var en symbolsk magtdemonstration for fuld smadder, da den russiske præsident Vladimir Putin for en uge siden var på et to-dages statsbesøg hos sin “gode gamle ven”, Kinas præsident Xi Jinping. Ikke bare var den røde løber rullet ud langs Folkets Befrielseshærs marcherende hyldest, det samme var håndbogen for retorisk positionering som stormagt.

“Sammen opretholder vi principperne om retfærdighed og en demokratisk verdensorden, der afspejler multipolære realiteter og er baseret på international lov,” opblæste Putin, mens Xi lod hele verden vide, at forholdet er “befordrende for fred”. Og for at få venskabet og dets enorme globale rækkevidde cementeret på skrift underskrev de så en fælles erklæring om “uddybning af omfattende strategisk partnerskab for koordinering af den nye æra.”

For havde man troet, at årsagen til besøget, som fra officiel hånd var at markere 75 forgangne år med diplomatiske relationer mellem de to lande, fik man travlt med at omvende sit udsyn. Flankeret af pomp og pragt ville man gøre ét budskab rungende klart for fremadsynede spekulanter: Europa og USA’s forsøg på at isolere Rusland gennem sanktioner har ikke knækket de to autokratkammeraters bånd. Tværtimod står Kina og Rusland som en stærk samlet front, og Xi vil fortsat støtte Putins krigsmaskine.

At der er varm luft mellem de to statsledere er langt fra nyt, og på sin vis var optrinnet mere af det samme. Besøget i sidste uge var 43. gang, de to mødtes. Over årene har Xi blandt andet kaldt Putin “sin bedste, mest intime ven”, og i februar 2022 gik de så langt som at betegne deres venskab som “grænseløst”.

Det var før Rusland invaderede Ukraine. Og dermed også før Putin slog en sten i skoen på det kinesiske styre. Krigen har skadet kinesiske handelsinteresser i Ukraine, og for at undgå selv at blive ramt af sanktioner er Kina blevet kastet ind i et diplomatisk dobbeltspil. I Beijing ønsker man både at holde Putin ved magten og at bevare vigtige europæiske handelsrelationer. Medregner man hertil, at Rusland og Kina ikke er formelt allierede, er der ikke meget at sige til, hvis luften er blevet kold.

At dømme på den oversvømmende retorik har Putin ikke desto mindre bestået sin styrkeprøve de seneste to år. Under parolerne har det dog kun lidt at gøre med, hvad Rusland egentlig bringer til bordet. Det afgørende er i stedet, hvad Rusland og Kina er enige om at være imod, nemlig USA. Konfronteret med egne udfordringer, herunder en langsommere kinesisk vækst og et ekspanderende Nato i russisk nærområde, er spørgsmålet dog, om modvilje alene kan gøre det ud for et ‘grænseløst’ sammenhold. Et sammenhold, der ovenikøbet har sat sig for at opbygge morgendagens verdensorden.

Porøs stormagtsorden

Skal vi forstå forholdet mellem Kina og Rusland, er vi ifølge Yang Jiang, seniorforsker i global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), nødt til at blive oppe på den storpolitiske klinge: “Grænseløst betyder, at de vil hjælpe med at støtte hinandens suverænitet, og at de er imod enhver form for amerikansk intervention.” Hun forklarer, at omdrejningspunktet for det kinesisk-russiske bånd er territorial integritet, og at nationer ikke blander sig i hinandens indre fadæser. Forståelsen af selvbestemmelse er kompromisløs, og “i den forstand er forholdet grænseløst”, siger hun.

Hårdnakket suverænitet udgør på sin vis en håndfast og meningsfuld linje, som de to lande er enige om. Omvendt har princippet et noget tyndt indhold, når det skal fungere som global rettesnor. For hvad gør man, når den enes udøvelse af suverænitet spænder ben for den andens? Det tomrum kan nemt skabe problemer for Kina og Ruslands fælles evne til at skabe koordinerede forandringer i den globale orden.

I praksis er Kina og Ruslands sammenhold da heller ikke grænseløst ifølge Jiang. “Kina vil have, at krigen i Ukraine stopper hurtigst muligt. Kinesiske principper er imod enhver væbnet konflikt. Det koster menneskeliv og velstand og skaber problemer globalt set, men også i Kina. Så Kina ønsker bestemt våbenhvile og fredsforhandlinger.” Alligevel kan Xi ikke fortælle Putin, at han skal stoppe sin krig i Ukraine, påpeger hun.

At de venskabelige grænser befinder sig i paradoksernes land understreges måske allerbedst af sidste uges underskrevne erklæring. Nok adresseres samarbejde inden for en lang række områder, såsom landbrug, industri og atomkraft, men koordinering af substantiel politik er der ikke meget af. Mellem linjerne lugter det mest af en pagt om at bakke hinanden op – først og fremmest omkring spørgsmålet om suverænitet: Rusland “genbekræfter sin tilslutning til Èt-Kina-princippet”, og til gengæld støtter Kina “den russiske indsats for at sikre sikkerhed og stabilitet.”

Fjendernes højborg

Det betyder dog ikke, at erklæringen mangler at sætte trumf på. Blot at den egentlige hovedperson ikke var nogen af de underskrivende parter, men derimod en tredje, USA. Konfrontatorisk forlyder det eksempelvis, at Rusland og Kina “har til hensigt at øge interaktionen og stramme koordinationen for at imødegå Washingtons destruktive og fjendtlige kurs med den såkaldte ‘dobbelte indeslutning’ af vores lande”. Og at USA “sætter sikkerheden for ‘snævre grupper’ over regional sikkerhed og stabilitet, hvilket skaber en sikkerhedstrussel for alle lande i regionen.”

Spørger man Yang Jiang, er dette samarbejdets egentlige tyngdepunkt: “Det, som har skubbet Kina og Rusland sammen, er USA’s hegemoni. De føler, de er nødt til at samarbejde, fordi de ikke ønsker USA’s intensiverede forsøg på at bevare global dominans.” Hun påpeger, at presset fra USA for at inddæmme begge lande kun er blevet stærkere under præsident Biden. Han følger grundlæggende Trumps ‘Make America Great Again’-linje, bare med bedre relationer til sine europæiske partnere.

Nødvendigheden bag venskabet gør det dog ikke skrøbeligt. Så længe en eksistentiel trussel puster dem i nakken, vil Kina og Rusland stå sammen, forklarer Jiang. “Fortsætter USA sin indeslutningsstrategi over for begge lande, så vil dette fortsætte”.

Som en realitet bag den ydre stålsathed steg handlen mellem Rusland og Kina med 26 pct. i 2023. Og afhængigheden er gensidig trods forskelle i økonomiske hestekræfter. I det store og hele – for nu at blive i lærebogen for storpolitik – er det den omverden, Putin og Xi ønsker at realisere: En global magtscene, hvor dagsordenen ikke sættes af militære alliancer mellem ideologisk ligesindede stater, såsom NATO. Men hvor trådene i stedet bindes pragmatisk sammen af eksempelvis økonomi eller miljø på tværs af suveræne nationer, der accepterer forskellige politiske systemer og kulturer.

Som Putin selv udtrykte det i sidste uge: Forholdet mellem Kina og Rusland er “det fornemste eksempel på en ny form for internationale relationer såvel som gode naboforhold mellem to store lande.” Det kan man have sine uenigheder om. Sikkert er det dog, at det 43. venskabsmøde ikke var det sidste. /Caroline Douglas