Myten om den portugisiske undtagelse er forbi

Ugens lille europæiske odyssé slutter i Portugal: et land, der hidtil ikke har oplevet samme højrepopulistiske opblomstring som mange andre steder i EU. Efter forårets parlamentsvalg ser det dog ud til at have ændret sig –   hvilket blot understreger, i hvor høj grad EU-valget står i populismens tegn.

I året, der markerer 50-året for deres demokratiske opstand, valgte portugiserne 50 parlamentsmedlemmer for Chega, et højreekstremt parti, der trækker på nostalgi til Salazar-diktaturet. Sammenfaldet mellem 50-års-jubilæet for Nellikerevolutionen og Chegas 50 parlamentsmedlemmer er symbolsk, men indbyder uundgåeligt til fortolkning. Frem for alt afliver situationen definitivt myten om portugisisk exceptionalisme, denne forestilling om, at Portugal på en eller anden måde er immun over for den højreekstreme fremgang, som vi ser i Europa og resten af verden. Det viser sig, at det kun var et spørgsmål om tid – fænomenet var nødt til også at komme til Portugal på et tidspunkt.

I 2019, året hvor Chega blev grundlagt, fik det kun valgt ét parlamentsmedlem – André Ventura, dets mangeårige leder og tidligere chef for det socialdemokratiske centrum-højreparti (PSD). Ved parlamentsvalget i 2022 steg antallet til 12. Og den 10. marts, igen ved et tidligt valg, mere end firedoblede Chega sine pladser i parlamentet. Chegas flirt med det tidligere diktatur tog form på en partikongres i slutningen af 2021, lige før det næstseneste parlamentsvalg, da Ventura genoplivede det salazaristiske motto “Gud, fædreland og familie” for at erklære: “Vi er partiet for Gud, fædreland, familie … og arbejde”.

Det kommende EU-parlamentsvalg finder således sted kun tre måneder efter et parlamentsvalg, og portugiserne er derfor optaget af spørgsmål om regeringsførelse og koalitionsdannelse. Det styrkede Chega er nu Portugals tredje politiske kraft efter de to største partier, PSD og centrum-venstre-partiet PS, som hver har 78 ud af i alt 230 pladser i republikkens forsamling.

Denne gang stillede PSD dog op i koalition med det konservative Socialdemokratiske Center (CDS), som fik valgt to parlamentsmedlemmer, og det monarkistiske folkeparti (PPM). Tilsammen fik denne demokratiske alliance 80 parlamentsmedlemmer og 54.000 flere stemmer end PS, hvilket er den smalleste sejr i Portugals demokratiske historie. PSD’s leder Luís Montenegro blev udnævnt til premierminister af den portugisiske præsident, mens PS’s generalsekretær Pedro Nuno Santos straks accepterede nederlaget og overtog posten som oppositionsleder.

Luis Montenegro kommer derfor til at stå i spidsen for en mindretalsregering. Et flertal på højrefløjen ville kun være muligt med Chega, men PSD-formanden lovede under valgkampen, at der ikke ville blive indgået aftaler med Venturas parti. Der spås allerede om regeringens levetid, men det er næsten sikkert, at portugiserne vil blive bedt om at stemme igen, inden valgperioden udløber i 2028. Oppositionspartierne, særligt PS og Chega, bliver nødt til at tænke grundigt over, om og hvornår de vil vælte Montenegro, da de, der vælter regeringer, historisk set har haft en tendens til at blive straffet ved stemmeurnerne.

António Costa, premierminister i mere end syv år, som havde vundet et absolut flertal så sent som i 2022, trådte tilbage den 7. november 2023. Det skete, efter at den offentlige anklager samme morgen havde ransaget 42 steder, herunder premierministerens kontor og ministerierne for miljø og infrastruktur. Det drejede sig om en undersøgelse af korruption og embedsmisbrug relateret til litium, grønne brintprojekter og et datacenter. Costa vidste, at han var mål for en separat undersøgelse fra den portugisiske højesteret og følte sig derfor ude af stand til at fortsætte i embedet, hvilket førte til interne PS-valg og det tidlige parlamentsvalg.

Denne politiske omvæltning har bremset debatten om valget til Europa-Parlamentet, som i Portugal ikke plejer at vække den store begejstring og har en lav valgdeltagelse. Endnu en gang er udenrigspolitikken blevet sat i baggrunden i partiprogrammerne. I de omkring 30 tv-debatter mellem partilederne forud for valget i marts blev spørgsmålet næsten helt ignoreret.

I januar forudsagde European Council on Foreign Relations, en tænketank i Bruxelles, at populister ville blive nummer et i ni af EU’s 27 medlemslande og nummer to eller tre i yderligere ni. Portugal var en del af denne anden gruppe med et forventet valg af fire MEP’er fra Chega, som ville slutte sig til den højreekstreme gruppe Identitet og Demokrati (ID) i Europa-Parlamentet. På grund af fremgangen efter det nationale valg kan det ikke længere udelukkes, at André Venturas parti vil få mere end fire MEP’er (Portugal vælger 21) og ende foran PS eller PSD – eller endda dem begge.

“Dette er nationalpopulismens æra, og den er ankommet til Portugal med dette parlamentsvalg”, siger Teresa Nogueira Pinto, professor i politik og internationale relationer. Når det er sagt, er Portugal ikke så dybt politisk splittet som andre lande i spørgsmålet om EU. I modsætning til sine partnere i ID – såsom Tysklands AfD, Frankrigs Rassemblement National eller Italiens Lega – er det, der adskiller Chega fra PS eller PSD i europæiske spørgsmål, ikke meget mere end “en vis divergens”. Under en række afskedsmøder i Bruxelles påpegede Costa, at “i modsætning til andre højreekstreme partier i Europa har Chega aldrig ført kampagne mod EU”. Men det samme kan ikke siges om den nationalistiske, identitære og indvandrerkritiske diskurs, som Venturas parti efterligner fra sine ligesindede. /Helder Gomes 

Helder Gomes er journalist på Expressos internationale afdeling. Han dækker national politik og især Chega-partiets fremgang. Før det arbejdede han for United Nations Radio i New York og Euronews i Lyon.

Denne artikel er en del af samarbejdsprojektet Voices of Europe 2024, som involverer 27 medier fra hele EU og koordineres af Voxeurop.