Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Er man lidt utilitaristisk anlagt, burde politik reelt kunne koges ned til én altoverskyggende opgave: at sikre, at flest mulige mennesker har det så godt som muligt. Allerede her opstår de første problemer dog, for hvordan finder man ud af, hvad “godt” betyder?
Hvis det eksempelvis bare er et spørgsmål om at overleve, kan vi jo med fordel se mod vores norske naboer. Her har Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap (DSB) netop justeret sine anbefalinger, så nordmænd nu skal kunne dække deres ”grundlæggende behov” i syv dage i tilfælde af en krise. Der er med andre ord dømt statsopfordret prepping, og det mener i hvert fald den ene prepper, som NRK har talt med, er en helt greit idé. Selv studser vi nok mest over, at DSB råder folk til at “holde fast på de faste rutinene så langt det lar seg gjøre” i tilfælde af en krise. Hvis atomkrigen (og når klimakrisen) kommer, kan vi i hvert fald godt forestille os, at det hurtigt bliver lidt mærkeligt at skulle stille alarmklokken og møde ind på arbejdet som normalt.
Så nej, selvom både Netto og Peter Falktoft gør en brav indsats for også at puste til den danske prepperlyst, er det nok ikke her, al vores energi skal bruges. Til gengæld er der noget i selve forventningerne til fremtiden, som vi med fordel kan dykke lidt mere ned i. For vi begynder ligesom at fornemme, at SVM-regeringen mest er optaget af at undersøge, hvor længe vi kan spises af med værdipolitiske tiltag, som præsenterer det gode liv som én lang gentagelse af rutiner i livets grå bunker. En gentagelse, som åbenbart skal begynde så tidligt som muligt.
Ved sin tale til Folketingets afslutningsdebat fik statsminister Mette Frederiksen (S) ganske vist indrømmet for første gang, at det måske ikke var helt inden for skiven at afskaffe store bededag og tale om, at danskerne skal arbejde mere i en tid, hvor vi nærmest arbejder som aldrig før. Ifølge statsministeren blev hun “fanget ind i Instagram og fortællingerne om nogle få, der helt vælger arbejdslivet fra” – hvilket vel er det bedste bevis på, at vi bør være mindst lige så bange for, at vores politikere er på de sociale medier, som at vores børn er det. Knap nok havde Mette Frederiksen dog kritiseret sine egne arbejdsparoler, før hun faldt i fælden som aldrig før: nemlig med et udspil om, at børn nu også skal slide mere i det.
I Jyllands-Posten kan man her til morgen læse (betalingsmur) et længere interview med både statsministeren, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) – altså den samlede SVM-top – hvor de sammen forklarer det, Mette Frederiksen teasede for på Folketingets talerstol. Alle tre er de nemlig kommet frem til, at flere unge skal tage et fritidsjob, og at reglerne skal lempes, så de unge kan varetage langt flere opgaver. For som Troels Lund Poulsen udtrykker det: “I vores iver for at beskytte unge mennesker er det blevet meget, meget, meget besværligt overhovedet at have et fritidsjob”.
Glem de store, samfundsomvæltende reformer, nu skal vi altså have svunget pisken over de dagdrivende børn! Står det til de tre ministre, er det et spørgsmål om “robusthed”, for den vil de unge få mere af, hvis bare de arbejder mere. Faktisk kunne man godt frygte, at Frederiksen og kompagni også her er blevet fanget lidt ind i nogle anekdotiske Instagram-fortællinger, for der er generelt mange mavefornemmelser på spil i interviewet. Eksempelvis understreger Lars Løkke Rasmussen, at han “tror”, at unge “lærer at føle sig værdisat”, hvis de stempler noget mere ind – ligesom Mette Frederiksen mener, det er “relevant”, at vi forholder os til “hvad tror vi, vi kan gøre samfundsmæssigt for at gøre vores børn og unge mere robuste”. Hvis tro ikke kan flytte bjerge, så kan det i hvert fald få 15-årige til at flytte mælkekasser i en lagerhal.
Konkret vil SVM-regeringen ifølge interviewet foreslå, at mange af de nuværende regler afskaffes, så ungarbejdere bliver, øhm, mindre beskyttet på arbejdsmarkedet. Samtidig vil regeringen forsøge at gå direkte imod en gældende EU-regel, der har til formål at forhindre børnearbejde, og det må jo siges at være en spændende strategi. I hvert fald mener regeringen, at unge skal kunne arbejde mere end de 12 timer om ugen, som lige nu er tilladt uden for ferierne – uden dog at ville sige, hvor mange timer de vil hæve det til. Adspurgt, om ikke de er bekymrede for, om børn stadig vil have tid til at være børn, lyder det korte svar “næh” og “egentlig ikke”. Hvortil Mette Frederiksen uddyber: “Det, vi er i gang med nu, det er at gå væk fra det meget abstrakte og teoretiske over til noget, der er meget mere praktisk, meget mere virkelighedsnært”.
Virkeligheden er så godt nok – som Jyllands-Posten understreger – at hele 35 pct. af de danske 13- til 17-årige ifølge Danmarks Statistik har et fritidsjob, mens det til sammenligning er bare 4 pct. i Sverige og 12 pct. i Norge. Men hvorfor dog også hænge sig i den slags detaljer, hvis vi i stedet kan få det til at lyde, som om det er næsten umuligt for vores stakkels børn at udføre en ærlig dags arbejde med de nuværende regler?
Nå, i det mindste kan de unge så trøste sig med, at det ikke kun er dem, der forventes en større indsats fra. Spørger man Dansk Industri (DI), er det nemlig også gået alt for vidt med seniorpensionen, da den får for mange mennesker – nedslidte mennesker, vel at mærke – til at trække sig fra arbejdet før tid. Til DR forklarer Morten Høyer, politisk direktør hos DI, hvordan det faktisk er tæt på “uansvarligt”, at seniorpensionen opretholdes. Hvilket bl.a. suppleres af et citat fra Peter Lanng Nielsen, adm. direktør ved transportselskabet Keolis og formand for DI Hovedstaden, som vi har svært ved at få ud af hovedet: “Vi synes, det er en win-win, når lidt ældre medarbejdere bliver siddende og kører bus, indtil de ikke kan mere.”
Den amerikanske filosof Robert Nozick lavede på et tidspunkt et lille tankeeksperiment, der skulle udfordre utilitarismens antagelser. For hvad nu, spurgte Nozick, hvis der fandtes et monster, som opnår langt mere nydelse fra en given ressource, end mennesker tilsvarende ville gøre? Hvis det eksempelvis kunne få 1.000 gange så meget ud af en ispind, som et normalt menneske ville kunne? Problemet ville jo i så fald være, at alting skulle gives til monstret på bekostning af alle os andre. Vi siger ikke, at der befinder sig et sådant monster inde i regeringskontorerne. Blot kan vi efterhånden godt undre os over, hvornår vi mon får lov at nyde det liv, vi skal arbejde så hårdt for at opretholde. Hvor længe SVM-regeringens dommedagsklingende værdipolitik skal fodres under en falsk forestilling om, at det er for det fælles bedste. Og om bussen nogensinde vil standse. /David Dragsted