Demokrati i underskud

Sidste år drejede et tog på vej til Strasbourg med hundredvis af europaparlamentarikere om bord forkert og endte i Disneyland Paris. Nok nogenlunde det mest interessante, der kunne ske for en europaparlamentariker – og de berettede da også begejstret om begivenheden på Twitter. Frankrigs præsident Emmanuel Macron foreslog, at parlamentet kunne låne Disneys slogan Where Dreams Come True, mens kritikere fik en oplagt mulighed for at gentage den tidligere premierminister i Storbritannien Margaret Thatchers kritik af forsamlingen, som hun i 1980’erne nedladende kaldte et Mickey Mouse-parlament.

Det er dog længe siden, at Europa-Parlamentet ikke har haft nogen indflydelse, sådan som Thatcher hentydede til. Med Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, blev Europa-Parlamentets lovgivende magt næsten sidestillet med Ministerrådet, så parlamentet nu også er lovgiver på områder som at fastsætte EU-budgettet, landbrugspolitikken samt de retlige og indre anliggender.

Selvom Lissabontraktaten skulle øge unionens åbenhed, er kritikken af EU’s demokratiske legitimitet dog ikke stilnet af. Den går stadig særligt på, at langt færre stemmer ved europaparlamentsvalget end ved de nationale valg. Efter det seneste europaparlamentsvalg jublede europæiske entusiaster over en valgdeltagelse på 50,7 pct. Det lyder ikke af meget – og det er det heller ikke – men det var første gang siden 1994, at lige over halvdelen af europæerne brugte deres stemme. I Danmark slog valgdeltagelsen på 66,08 pct. i 2019 ligeledes rekord.

I Bruxelles, hvor der er blevet brainstormet kreative måder at få de unge i stemmeboksen, kan der formentlig åndes lettet op. For uagtet om EU-bureaukraterne lykkedes med at få Taylor Swift eller Dua Lipa til at promovere valget, forventes dette års samlede valgdeltagelse at fortsætte den opadgående tendens.