Ikke ligefrem blankt. Mathias Svold/Ritzau Scanpix
52.323 stemmeberettigede danskere valgte at stemme blankt ved søndagens europaparlamentsvalg. Det er mange, det er rigtig mange. Ved EU-valget i 2019 var der kun 32.516, som valgte den løsning. Og for at sætte tallet yderligere i perspektiv var den samlede stemmeprocent højere dengang i 2019 – 66 pct. mod 58,2 pct. i 2024. Så generelt har færre stemt. Men flere af de færre har stemt blankt.
Valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen udtaler til DR, at det er et “ret stærkt statement” at stemme blankt. “De kunne lige så godt have blevet hjemme på sofaen,” siger han om de mange blankstemmere, “men det har de jo ikke gjort”.
Det er sandt. De blankt stemmende har måske overvejet muligheden for at blive hjemme og helt afholde sig fra at stemme, men gjorde det modsatte: De rejste sig og kom ud ad døren. Den blanke stemme kan være en protest mod de opstillede partier, det kan være en protest mod ‘systemet’, en protest mod demokratiet, eller fordi man simpelthen ikke har gjort op med sig selv, hvor man skal sætte sit kryds. Hvis den blanke stemme er en protest mod demokratiet, er det en protest, som blankstemmerne har valgt at vise inden for demokratiets spilleregler. Hvis man vælger at stemme blankt, fordi man er anti-demokrat, gør det så en til en dårligere anti-demokrat? Eller er det i virkeligheden et tegn på en vis snuhed at operere ‘inde i’ systemet for at afmontere det indefra?
Hvis man på en eller anden måde fik identificeret alle valgets blankstemmere og samlede dem i Fælledparken i København for at få dem til at gå i samlet flok over til Danmarks nationalstadion Parken et par hundrede meter derfra, ville der ikke være sæder nok til dem alle sammen på de fire lægter, der omgiver grønsværen. Parken har kun 38.065 siddepladser. Man ville skulle afvise mange blankstemmere i døren. Nogle af vagterne ville måske sige til de afviste blankstemmere, at “nu smager I jeres egen medicin” – underforstået, at blankstemmerne jo selv har afvist systemet ved at stemme blankt. Den vigtigste forskel er dog, at blankstemmerne selv traf beslutningen om ikke at stemme.
At stemme blankt er en meget stor handling (her forholder vi os ikke til, om det er godt eller dårligt at stemme blankt). At stemme blankt er ikke en ikke-handling, eftersom den jo foregår inden for valghandlingens rammer.
Alle med stemmeret er for så vidt blankstemmere, indtil de har sat deres kryds. Potentialet er der, og det er enormt. Du træder ind i stemmeboksen med din stemmeseddel, og stemmesedlen er tom. Ingen felter er krydset af. Det skal du gøre. Du kan bare lade være. Men trangen til at sætte krydset er gigantisk.
Næsten siden du var baby, har samfundet podet ind i dig, at du skal gøre det, altså sætte det kryds, hvis du ønsker at bevare det system, som de fleste nok er enige om er “verdens værste styreform, bortset fra alle andre, der er prøvet” (Winston Churchill).
At lade være med at sætte krydset, når man står derinde, er det nemmeste i verden, men også det sværeste, hvis man gør sig den ulejlighed at tænke konsekvenserne helt til ende. Tanke 1: Hvad hvis kun få stemmer blankt? Tanke 2: Hvad hvis alle stemmer blankt?
Følelsen af uforrettet sag er overvældende, hvis man vælger den blanke løsning. Det er som at gå forbi et køleskab, hvor nogen har glemt at lukke døren.
Jo mindre man tænker over sin blanke stemme, desto nemmere er det at stemme blankt. Men det ry ønsker man heller ikke at have på sig som blankstemmer. At man gjorde det hovedløst. Der er ikke langt fra hovedløs til tankeløs.
Således er det formentlig nemmest at være blankstemmer, inden du når frem til stemmekøen. Mens du er på vej hen til valgstedet med bussen eller på cyklen, bærer du på denne særlige viden: “Jeg stemmer blankt”. I køen til stemmeboksene begynder tvivlen måske at melde sig. Eller følelsen af, at de valgtilforordnede kan se på dig, hvad du har i sinde. At de har gennemskuet dit forestående plot. De sidder der jo frivilligt, fordi de holder af demokratiet, og her kommer du og underminerer det. Men de kan ikke tage dig på fersk gerning, for du er mødt op i modsætning til dem, der blev hjemme og gjorde dette til deres ikke-handling-handling.
Hvis de blankt stemmende havde deres eget politiske parti, ville det være et relativt stort parti. 52.323 medlemmer. Men hvad ville være deres politiske projekt? Det ville man skulle finde ud af, når man var samlet til valgfest (hvilket ville være selvmodsigende – eller ville det?).
Det er muligt, at blankstemmerne hver for sig glæder sig over ‘resultatet’: 52.323 skal man ikke kimse af. Det er “et stærkt statement”, som valgforskeren formulerede det. Tager de politiske partier resultatet ad notam? De kunne i hvert fald godt bruge de stemmer – særligt Socialdemokratiet. Men så ville de ikke længere være blanke. /Oliver Stilling