Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Urd, Verdande og Skuld hedder de tre norner i nordisk mytologi, der sammen sidder under træet Yggdrasil og spinder, udmåler og klipper skæbnens tråde. Selvom der er lidt uenighed om det, kan de tre norner også ses som personifikationer af tiden: Urd symboliserer det, som har været – altså fortiden – mens Verdande er det værende og Skuld det kommende. Uanset hvad, er der noget ret poetisk over billedet af de mytologiske skabninger, som i et tæt samspil definerer livets længde og lykke gennem godt håndarbejde.
Hvis vi i dansk politik skal tale om skæbnegudinder, må vi jo nok desværre konstatere her efter søndagens valgfest, at det tætteste, vi kommer på det, er Lars Løkke Rasmussen (M) og Søren Gade (V). I den forstand er og bliver dansk politik bare lidt leverpostejsfarvet – ligesom man nok må overveje, om der skal slettes et “n” i “norner”. Hver især fandt Løkke og Gade det i hvert fald nødvendigt at spinne regeringens sammenfiltrede tråde og det stadig mere uheldige skæbnefællesskab, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne befinder sig i. Ligesom der heller ikke blev lagt skjul på, at det værende ikke længere holder – og at tiden måske er ved at løbe fra samarbejdet.
Efter Socialdemokratiet fik sit dårligste valgresultat i 126 år og sågar blev overhalet af storsejrende SF, var stemningen hos sosserne forståeligt nok til den trælse side. Anderledes jublende kunne Venstre så bizart nok tillade sig at være, selvom partiet blev halveret i mandater. For når man forventer at blive slagtet, er det dog altid noget at slippe med nogle slemt væskende kødsår. Og straks var den sejlivede Venstre-soldat Søren Gade altså på pletten med nogle overvejelser om, at Troels Lund Poulsen tydeligvis er den rette formand for Venstre – men at det er alt for galt, at han skal slide og slæbe sådan i Forsvarsministeriet. Søren Gade lugter blod og ministerrokader. Gad vide, hvad forsvarsministerposten kan opgraderes til?
Hvis først Urd, Verdande og Skuld begynder at skændes indbyrdes, bliver skæbnen for alvor svær at greje. I den forbindelse skal man dog vist aldrig undervurdere Lars Løkke Rasmussens evne til at undslippe de værste konsekvenser for ham selv. For knap nok havde Moderaterne sundet sig over ikke at få de to ønskede mandater til Europa-Parlamentet, før Løkke begyndte at tale om, hvordan man “er lidt naiv, hvis man ikke konstaterer, at regeringen ikke har gjort det særlig godt”. Ifølge Løkke kræver det, at regeringen må “skrue op for ambitionsniveauet” og “skærpe sin appetit på forandring”. Ligesom han er “bekymret for, om danskerne har forstået storheden i projektet endnu”.
Med tanke på Løkkes track record, når det kommer til samfundsødelæggende reformer, lyder det på alle måder ildevarslende. Ligesom det er ekstra dårligt nyt for Socialdemokratiet: Bedst som partiet skal finde en passende måde at håndtere valgets ydmygelse på, begynder Løkke straks at hælde benzin på Yggdrasil – og at overveje, hvordan regeringssamarbejdet kan rives op med rode.
Nå, men i det mindste kan statsminister Mette Frederiksen (S) da så trøste sig med, at hun ikke er Frankrigs præsident. For mens taktikken herhjemme vel må blive, at Socialdemokratiet venter med næste folketingsvalg så længe som muligt, var nederlaget til Emmanuel Macrons regering slet ikke til at ignorere. Macron udskrev straks parlamentsvalg, og pludselig står højrenationale Rassemblement National til ikke bare at have vundet en knusende sejr ved EP-valget, men til også at kunne vinde magten i nationalforsamlingen.
Macrons sats lader til at være todelt: Enten vinder hans parti Renaissance på mirakuløs vis over Rassemblement National, hvormed truslen fra EP-valget vil blive nulstillet. Eller også vinder Rassemblement National i en sådan grad, at de nødvendigvis må blive en del af regeringssamarbejdet – og hvem ved, hvad det i så fald vil gøre ved deres popularitet. Det er koldt på magtens tinder, og da særligt i Frankrig. Under alle omstændigheder må vi derfor også glæde os over, at demokratiets skæbne trods alt ikke besejles af nornerne, men af vælgernes dom. /David Dragsted