OnlyFans møder Nigel Farage

Da Nigel Farage i sidste uge fik kastet en milkshake i hovedet af OnlyFans-modellen Victoria Thomas-Bowen, tog han det i stiv arm. Han gik nemlig ind på McDonald’s for at købe nogle flere. Når ens største frygt er offentlig ydmygelse, må man jo overtage dagsordenen selv og lave en letkøbt reference til det 21 år gamle Kelis-nummer:

“My milkshake brings all the people to the rally.”

Den 25-årige Thomas-Bowen, der kom helt tæt på Brexit-politikeren under et kampagnefremstød i Clacton-on-Sea i det sydøstlige England (som leder af partiet Reform UK stiller Farage op til parlamentsvalget den 4. juli) har angiveligt fået 40.000 britiske pund af sine følgere for optrinnet: “Jeg havde ikke fået morgenmad. Og jeg følte mig ret svimmel, så jeg stoppede ved McDonald’s på vej til molen og fik en bananmilkshake. Så kom jeg i tanke om, at han var blevet milkshaket før.”

Milkshaket blev optaget som verbum i Collins Dictionary, da det begyndte at blive normalt at kaste det efter højrefløjspolitikere. For Farage sker det så tit, at han får kastet ting efter sig, at den første reaktion var: ‘Ikke igen!’ Senest, for et par dage siden, var det så en kaffekop og våd cement, der har fået ham til at tænke “sig om en ekstra gang”.

Fælles for afsenderne er, at de stort set aldrig skifter mening og for det meste også har en grund. Som den dengang 23-årige Lars Grenaa sagde, da han i 2003 kastede rød maling på Anders Fogh Rasmussen: “Jeg fortryder ikke, at jeg smed maling på statsministeren, og ville gøre det igen, hvis den samme situation opstod.” Eller Muntadhar al-Zaidi, der kastede en sko i hovedet på den daværende amerikanske præsident George Bush under en pressekonference i Bagdad i 2008: “Min oprindelige plan var kun at kaste én. Men hvis jeg ramte ved siden af og havde mulighed for at kaste en anden, ville det være nemt.”

Tilbage til Nigel Farage nægter Victoria Thomas-Bowen også at undskylde. I et nu slettet opslag på X, ledsaget af et billede af en milkshake fra McDonald’s-menukortet, lød det: “I går blev jeg sigtet for overfald for at have kastet den her i retning af nogen. Men denne samme person blev aldrig sigtet for at kaste os under Brexit-bussen.”

Farage som premierminister

Det er langt fra givet, at den tidligere UKIP-leder Nigel Farage får opbakning i Clacton, hvor 70 pct. af vælgerne stemte for Brexit i 2016. Men selvom det er hans ottende forsøg på at få en plads i Underhuset, ser det noget lysere ud for ham denne gang: Allerede før valget har han rystet grundlaget under den konservative premierminister Rishi Sunak og taget de første skridt mod at afværge en mulig sejr til Labour-lederen Keir Starmer.

Nigel Farage, der i 1992 brød med toryerne, er lige nu så populær, at 19 pct. af den britiske befolkning mener, at han vil være en bedre konservativ leder end premierminister Rishi Sunak. Et parti, han ikke længere er en del af. Det svarer – næsten – til, at socialdemokraternes bagland siger, at Lars Løkke vil være en bedre S-formand end Mette Frederiksen. Sagt på en anden måde er Sunak omvendt så upopulær, at rygterne går på, om han kan finde på at træde af inden for de næste tre uger.

I hvert fald har premierministeren travlt, hvis hans parti skal få bare en smule mere opbakning end i det katastrofale lokalvalg i maj. Så travlt, at han nu er begyndt at dele gratis kontanter ud: 17 mia. britiske pund i skattelettelser lover han nu væk i det konservative regeringspartis nye 76 sider lange manifest, der i øvrigt nævner køn og identitet mere end Brexit. Brexit er blevet så meget en lortesag, at heller ikke engang Farage længere går til valg på det, men kun udelukkende snakker om indvandring.

Vejen til Farage som konservativ leder – og i et meget hypotetisk scenarie eventuel premierminister – er lang. Først skal han vinde i Clacton og skifte parti, hvilket han har været noget vægelsindet omkring, senest efter han i denne uge fik en åben invitation fra den tidligere indenrigsminister Suella Braverman. Og dernæst skal vælgerne glemme de Hitler-kommentarer, der har sendt partiet ud i et mindre stormvejr.

Men i et britisk samfund i forfald, hvor over syv millioner briter har svært ved at betale deres regninger, virker Rishi Sunaks overklassebaggrund nærmest lige så afskrækkende på vælgerne. Som han onsdag sagde i et interview om sin barndom: “Der er alle mulige ting, jeg gerne ville have haft som barn, som jeg ikke kunne få. Som bekendt Sky TV, det var faktisk noget, vi aldrig havde, da vi voksede op.” Og dermed risikerer milkshaken faktisk at få den modsatte effekt: For mange vælgere er Farage langt mere nede på jorden. Emma Louise Stenholm