Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
“Den gode stemning” er og bliver en spøjs størrelse. De færreste af os er vel i tvivl om, hvornår den vil blive ødelagt, for ellers har man aldrig været til en vaskeægte dansk julefrokost, hvor hver eneste bundede snaps rummer en sær bismag af, at det meget vel kan være den her omgang, der får onkel Anders til at springe ud som “hygge”-racist og skrige til Bodil, at hun skal skride hjem til savannen. Omvendt kan det være overraskende svært at definere, hvad den gode stemning består af – for det vigtigste er åbenbart, at vi ikke mister den.
Torsdag begynder Folkemødet i Allinge på Bornholm. Nok engang er der dømt djøfstortion for fuld udblæsning, med 60.000 deltagere bestående af alt fra politikere til journalister, lobbyister, debattører og – gisp! – potentielle demonstranter, der frygtes at kunne sabotere alle de drønspændende demokratiske samtaler. Som kommunikationsrådgiver Anna Thygesen forklarer til DR, står Folkemødet ligefrem “svagest nogensinde”, for alene debatten om demonstranterne har på forhånd stjålet tæt på al opmærksomhed.
Tidligere på måneden meldte bl.a. Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht ud, at han ikke vil være at finde (betalingsmur) på Bornholm med sin guitar under demokratifestivalen. Han er nemlig dybt uenig med Folkemødets anbefaling om, at arrangører kan invitere demonstranter op på scenen, så de kan få lov til at fremføre deres synspunkter. Faktisk mener han, at Folkemødet bør fyre sin direktør Peter Christiansen. Og Engelbrecht er så langt fra den eneste, der har svært ved at døje tanken om, at folk på den måde skal have lov til at, øhm, udnytte deres grundlovssikrede ret til ytrings- og forsamlingsfrihed i et åbent offentligt rum, hvor demokratiske samtaler står på programmet.
Det er ellers ikke fordi Folkemødet skorter på gode råd og initiativer. Faktisk har foreningen ifølge direktør Peter Christiansen hyret en række professionelle mæglere, der står klar til at deeskalere mulige konflikter mellem demonstranter og debattører. Samtidig har Folkemødet lavet en fyldig FAQ, hvor arrangører kan læse, hvordan de skal forholde sig til mulige afbrydelser. Her foreslås det, at man eksempelvis kan “starte en dialog med aktivisterne” – og at den dialog jo så også kan bestå i, at man beder aktivisterne om at “tie stille”. Alternativt kan man også holde en pause, for så går aktivisterne “måske af sig selv”. Og hvis alt andet fejler, kan man hive det helt tunge skyts frem, og “opfordre publikum til at synge en sang, som er nem og neutral”. Der er vel ikke det, lidt fællessang ikke kan fikse. Noget kunne tyde på, at Phillip Faber får et travlt folkemøde.
Om arrangørerne så også vil trække på Folkemødets idékatalog og konfliktmæglere, er selvfølgelig en helt anden sag. Hos Dansk Industri (DI) giver man i hvert fald ikke meget for sidstnævnte, da ansættelsen af mæglerne ifølge DI-direktør Mette Østergaard signalerer, at man bør forvente afbrydelser. Og det vil hun ikke finde sig i – nu hvor man “har en stolt tradition for den demokratiske samtale her på Folkemødet”, hvilket vil blive ødelagt “hvis demonstranter på udemokratisk vis afbryder samtalerne”. Hvis de altså, øhm, udnytter deres grundlovssikrede ret til ytrings- og forsamlingsfrihed i et åbent offentligt rum. Af samme grund lover Østergaard, at DI “vil gå langt for at gennemføre vores arrangementer. Forhåbentligt i den gode og hyggelige Folkemøde-ånd.”
Forsøget på at opretholde den gode stemning på Bornholm skal i hvert fald nok blive interessant. Det samme bliver debatten om, hvad der reelt konstituerer en god demokratisk samtale. Ja, om muligt vil Allinge vel forvandle sig til et endnu større politisk laboratorium end normalt. Og skulle Folkemødets idékatalog og forsøgte skønsang vise sig at blive en succes, er der da rig mulighed for, at der kan laves konsulentrådgivning andre steder i Europa. Eksempelvis i det italienske parlaments underhus, der onsdag dannede ramme for decideret håndgemæng mellem en række dybt uenige politikere. Eller i Frankrig, hvor det nært forestående parlamentsvalg har skabt alle mulige former for ramaskrig.
Mens Paris’ borgmester Anne Hidalgo eksempelvis finder det “ekstremt foruroligende”, at valget skal afholdes så tæt på OL (tænk bare, hvor hårdt man har knoklet for at gøre Seinen badeklar), så er det konservative parti Les Républicains ligefrem ved at nedsmelte, før valgkampen for alvor er gået i gang. Tirsdag sagde partileder Eric Ciotti til den franske tv-station TF1, at Les Républicains ville gå i alliance med højrenationale Rassemblement National, men den beslutning havde han åbenbart ikke afstemt med sit bagland. Flere andre i Les Républicains krævede øjeblikkeligt Eric Ciotti væltet, hvilket onsdag førte til kaotiske scener ved partiets hovedkvarter. For her havde Ciotti simpelthen låst sig inde med beskeden om, at han nægtede at gå af.
“Vi lever i et demokrati. Folk, der lukker sig inde på deres kontor og siger ‘jeg kommer aldrig ud’ – det er ikke muligt,” udbrød det højtstående partimedlem Aurélien Pradié for rullende kameraer, inden Les Républicains’ generalsekretær Annie Genevard til sidst kom med en ekstranøgle og låste kontoret op. På det tidspunkt havde Ciotti allerede forladt matriklen. Det komiske kaos var tilsyneladende totalt, den gode stemning for længst guillotineret. Tænk bare, hvor mange gode muligheder der her er for konfliktmægling. Hvis vi var Foreningen Folkemødet, ville vi hurtigst muligt stemme klaveret og begynde at lære fransk. /David Dragsted