De Martino/Zuma/Ritzau Scanpix
Tja, det udmærkede politik-medie Politico formulerer det sådan set meget præcist: “G7-topmødet i det syditalienske kystresort Borgo Egnazia er velsagtens den svageste forsamling af ledere, som gruppen har kunnet mønstre i årevis. De fleste af deltagerne er distraherede af parlamentsvalg og hjemlige kriser eller er desillusionerede efter flere år ved magten, eller også klynger de sig desperat til deres taburetter.”
Der er noget ved rammerne i Puglia, der har fået hele flokken til at fremstå ekstra fårede fra dag 1 (i går, torsdag). Borgo Egnazia, der åbnede i 2010, er udformet efter, hvordan en landsby i Puglia så ud i gamle dage. Smalle, snoede gyder og – som The Guardians udsendte skriver – “masser af kurve fyldt med mandler”. Det ligner lidt en romersk bosætning i en Asterix-tegneserie. Det smager af forne tider, men lidt på den lettere smagløse måde, som nationalkonservative har det med at excellere i. Et “faux middelalderligt luksus-resort,” kalder Associated Press stedet. Området var i øvrigt tidligere en luftbase fra Benito Mussolinis tid. Basen blev opført, efter at hans fasciststyre jævnede landområdet med jorden.
G7 udgøres af syv af klodens førende industrialiserede nationer – Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada, og landenes ledere kom så dumpende en efter en til Borgo Egnazia, hvor Italiens stærkt højreorienterede præsident Giorgia Meloni tog imod dem. Pressefotoene af deres entré er frygtelige. Det ligner noget fra populære reality-shows som ‘The Bachelorette’ og ‘Paradise Hotel’. Det er noget med produktionen, kameravinklerne, pauserne; som om man kunstigt forsøger at dyrke det følelsesladede i hvert øjeblik. Da Storbritanniens premierminister Rishi Sunak ankommer, ser det ud til, at Meloni simpelthen spørger ham, om han er okay, mens hun holder hans hænder. Egentlig er det ganske empatisk af hende. Sunak udskrev ud af det blå valg d. 22. maj, og hans konservative parti ventes nærmest at blive udraderet, når briterne skal stemme d. 4. juli. Det kan selvfølgelig også være god gammeldags herskerteknik.
En anden kikset fotoseance finder sted på en golfbane med 18 huller og Adriaterhavet i baggrunden. Statslederne ankommer i små Fiat’er. Bilerne er med lidt god vilje nuttede, men ikke statelige. Statslederne sidder ubekvemt, og på billederne, hvor de stiger ud, har de samme udtryk i øjnene som hunde, der fanger deres ejeres blik, mens de skider.
Lidt efter er de samlet. USA’s præsident Joe Biden, der aldrig har virket ældre (81); Rishi Sunak (dead man walking); Canadas premierminister Justin Trudeau, som efter ni år ved roret næppe overlever næste parlamentsvalg, og som ifølge presseforlydender dagligt overvejer at forlade dækket; Tysklands kansler Olaf Scholz, hvis regeringsparti SPD blev ydmyget af det højreradikale Alternative für Deutschland ved Europa-Parlamentsvalget forleden; Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der så sig nødsaget til at udskrive valg på aftenen for EU-valget, fordi Marine Le Pens højre Rassemblement National havde et kanonvalg; Japans premierminister Fumio Kishida, der virkelig har nået bunden i meningsmålingerne. Og så formanden for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen, der ligeledes er under pres, og Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd. I Politico kan man læse en nyhedsartikel om de to med overskriften: ‘Charles Michels nye plan om at knuse von der Leyen: at give hendes job til Grækenlands premierminister’
På billederne fra golfbanen ser statslederne mod himlen, hvor faldskærmssoldater lægger an til landing med deres landes respektive flag. Nogle kigger den ene vej, andre den anden. Særligt Joe Biden fremstår forvirret, da han pludselig begynder at bevæge sig væk fra gruppen. Da Giorgia Meloni opdager det, kanter hun sig baglæns hen mod ham og får vendt ham rundt.
Der er flere ting på programmet for G7-topmødet, ikke mindst krigen mellem Ukraine og Rusland. De kunne jo også tale om Israels krig i Gaza… eller om klimakrisen. Med deres fremtoning i Asterix-land i de her dage er det dog svært at forestille sig, at de skulle kunne foretage sig noget af betydning. /Oliver Stilling