Mandag var en vild dag, en vild dag for naturen. En vild dag for naturen i menneskets verden, må vi hellere tilføje, da der sker mange store ting i naturen, som går under radaren i det daglige.
Lad os begynde i det nære, på Lolland, hvor en fuldmægtig fra Miljøstyrelsen ved navn Ejgil E. Andersen var til stede, da en bæver mandag eftermiddag slap løs ved søerne i Maribo. DR har en artikel om begivenheden, og allerede i toppen af teksten optræder Ejgil Edfort Andersen som den perfekte embedsmand. Han udtaler sig ikke som sådan til artiklen, men bekræfter blot, at bæveren nu er ude i naturen. Der er ellers nok at snakke om. Der er ikke tale om en bæver, som er stukket af, men en bæver som i en kontrolleret operation er blevet sluppet løs efter at have undergået grundige helbredsundersøgelser i AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.
Undersøgelserne konkluderer, at bæveren er vild, og at den er den første (dokumenterede) af sin art, der er indvandret naturligt til Danmark i 2.500 år. Denne bæver blev første gang set og filmet på stranden ved Gedser Odde i begyndelsen af maj. Eksperterne vurderer, at den må have svømmet 40 kilometer over Østersøen for at nå til Gedser. Derefter har bæveren besluttet sig for at gå og løbe 20 kilometer ind til Nykøbing Falster, hvor den en lørdag aften for et par uger siden pludselig blev set på en legeplads. Den har gennemført et rimeligt heftigt bæver-duatlon.
Det er opløftende og livsbekræftende. Bæveren – ikke bare denne bæver, men alle bævere – er territoriale dyr, og vores bæver har muligvis fulgt sin mavefornemmelse og tænkt, at der var bedre muligheder for livsudfoldelse på de danske sydhavsøer end på det europæiske kontinent, der menes at huse op imod en million bævere. Tak, lille, store bæver, tak for at vise Lolland-Falster denne gestus.
Samfundssind
Hvis bæveren, der ikke lader til at have et navn, nu er at betragte som lidt af en helt, så er Østrigs klima- og miljøminister Leonore Gewessler det i hvert fald også. Bæver, go home, fristes man til at sige. Den 46-årige Gewessler fra venstrefløjspartiet Die Grünen har ikke svømmet og løbet som bæveren, men hun har demonstreret et fuldstændigt forbilledligt samfundssind. Mandag fulgte Gewessler sin samvittighed og gik imod den konservative regeringskonstellation, som hendes parti er en del af hjemme i Østrig, i afstemningen om EU’s ambitiøse naturgenopretningslov.
Takket være Gewessler er den nu blevet stemt igennem imod alle odds og trods massivt pres fra landbrugets stærke lobbyorganisationer. Loven er en hjørnesten i den europæiske grønne pagt, der er en del af EU’s Green Deal, som EU-Kommissionen har lagt frem. Loven binder EU’s medlemslande til at træffe “effektive genopretningsforanstaltninger”, som dækker mindst 20 pct. af EU’s land- og havområder, senest i 2030.
Det var absolut sidste chance for at stemme naturgenopretningsloven igennem, for lige om lidt indfinder det markant mere højreorienterede nyvalgte Europa-Parlament sig. Østrigs kansler, Karl Nehammer fra det højredrejede Österreichische Volkspartei, forsøgte mandag morgen at erklære sin miljøministers stemme ulovlig, fordi Østrigs ni føderale delstater samstemmigt var imod naturgenopretningsloven. Men det var de kun, indtil delstaten Wien kom på bedre tanker, hvorved der angiveligt opstod et smuthul, som Leonore Gewessler straks benyttede sig af.
“Når jeg om 20 eller 30 år taler med mine to niecer og viser dem skønheden ved vores land og ved dette kontinent, og de spørger mig: ‘Hvad gjorde du, da alt var på spil?’ Så vil jeg kunne fortælle dem: ‘Jeg forsøgte at gøre alt, hvad der stod i min magt’,” udtalte hun efter afstemningen. Mediet Politico Europe opsummerer Gewesslers indsats med en storslået overskrift: ‘Rebelsk østrigsk minister brænder broer for at redde EU’s naturlov’. Gid der var nogle flere af hendes slags. At “lave en Gewessler” bør blive et udtryk i ordbogen. /Oliver Stilling