Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
For Søren Kierkegaard er angsten tæt forbundet med valget. Altså selve det, at vi hver især har en frihed til at vælge, hvad vi helst vil gøre. Eller som Kierkegaard formulerer det i Begrebet Angest: “Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden.”
I USA er man også dybt ængstelige for valget. Men her er det så bare alle de andres beslutninger, man frygter. Og mere bestemt: At folk stadig vil stemme på Donald Trump, selv efter han er blevet dømt ved en kriminel retssag. Som The Washington Post tidligere på ugen skitserede, kan angsten endog blive endnu mere specifik. Mange demokrater har nemlig vænnet sig til tanken om, at selv åbenlyst dårlige ting er gode for Trump. Hør bare, hvad demokraten Carson Markley fra Detroit siger til avisen:
“Jeg har læst nyhederne, jeg har set meningsmålingerne, jeg har talt med fyre i baren, som sagde, at de engang var Trump-tilhængere, men at de ikke længere kan støtte ham. Logisk set får alt, hvad jeg ser, det til at se ud, som om domfældelserne svækker hans chance for at vinde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu, hvis det hjælper ham?”
Det er et mærkeligt, for ikke at sige tungt virkelighedsbillede at leve med. Alligevel er det også forståeligt, nu hvor intet ser ud til at kunne skade Trump. Han har allerede overlevet utallige møgsager, der havde været den visse død for alle andre politikere. Selv efter den nylige dom fører han i meningsmålingerne, ligesom hans kampagnedonationer har fået et massivt rygstød. Og så er Trump ikke engang begyndt at bruge tilnærmelsesvist så mange penge på tv-reklamer som Joe Biden i de afgørende svingstater.
Hvem ved, måske kan næste uges tv-debat mellem Trump og Joe Biden rykke lidt på billedet. Eller også skal der generelt bare skrues lidt ned for bekymringerne. Sådan ser Dan Pfeiffer, tidligere rådgiver for Barack Obama, i hvert fald på det: “Når vi lader, som om han kan overleve alt, giver det ham styrke og en politisk fordel hos mange mennesker. Men hvor slem en forbryder skal man reelt være for at være en af de mest politisk forbundne og rigeste mænd, der findes, og stadig blive dømt for 34 tilfælde af forfalskning af forretningsdokumenter? Sandheden er, at han er lidt af en klovn.”
At Trump skulle være “lidt af en klovn” må vist være ugens underdrivelse. Om Pfeiffer ellers har ret i, at der ikke er grund til sortsyn, skal vi så bare tættere på valget for at afgøre. Dog kan vi sagtens se pointen i at skrue lidt ned for dommedagssynet, hvorigennem alt godt også rummer en dårlig dimension. Se bare på den nylige afgørelse på Hawaii, hvor en gruppe unge har indgået et “historisk” forlig i et klimasøgsmål, så delstaten nu skal forpligte sig til at gøre sine transportsystemer fuldkommen klimaneutrale senest i 2045. Virker det lidt sent med 2045? Uden tvivl, for kloden er jo sådan set ved at brænde op nu og her. Men vi vil da stadig hellere juble over, at der overhovedet er indgået et forlig. At der sker noget.
Søgsmålet er bare et i en lang række, der er støttet af non-profit advokatvirksomheden Our Children’s Trust, som netop specialiserer sig i den slags klimasager. Sidste år sejrede virksomheden faktisk også i Montana. Her afgjorde delstatens højesteret, at der skal tages højde for klimakrisen, før der udstedes nye tilladelser til udvinding af fossile brændstoffer. Det er den slags historier, der bør og kan få os til at bibeholde håbet.
Mere problematisk er det så selvfølgelig, at Our Children’s Trust også har fået nedskudt et tilsvarende søgsmål i Oregon på anmodning fra, øhm, Biden-administrationen. Trump er og bliver det åbenlyst katastrofale klimavalg. Men det er nu heller ikke, fordi Joe Biden kompromisløst jagter den grønne omstilling. Amerikanerne har stadig friheden til at vælge; ingen af valgmulighederne er bare særligt optimale. Shit, vi forstår faktisk godt, hvis angsten alligevel griber om sig. /David Dragsted, chefredaktør