Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Ingen elsker SVM-regeringen. Og så alligevel. For selv om meget få vælgere i dag er begejstrede for midter-eksperimentet, og flere og flere flygter væk, er der én gruppe, som har god grund til at juble: Én gruppe, som har fået en sjældent medgørlig regering – nemlig landets lobbyister.
Det store gennembrud kom i sidste uge, da SVM-regeringen langt om længe gav efter for det pres, som en stribe af Danmarks rigeste virksomhedsejere har iscenesat systematisk gennem flere år, og valgte at sænke den såkaldte generationsskifteskat: Kun meget sjældent har så få industrimagnater fået en så stor foræring af statskassen.
Men udlodningen er langt fra slut. I løbet af de næste dage og uger forventes landbrugslobbyen også at få fuld bonus. Grøn trepart tegner til at slutte i en kaskade af nye milliarder i landbrugsstøtte.
Beslutningen om at sænke skatten for millionarvinger som en del af en ny pakke for i alt 1,8 milliarder kroner markerer et opsigtsvækkende brud for ikke mindst Socialdemokratiet. Hvor hidtidige skattelettelser har været skruet sammen, så lønmodtagere også fik en direkte gevinst, er kursen nu lagt om, så gevinsterne alene målrettes virksomhedsejere.
Konkret lægger flertalsregeringen op til at nedsætte den såkaldte bo- og gaveafgift fra 15 procent til 10 procent, men vel at mærke kun, når en virksomhed overdrages til et familiemedlem. Skattelettelsen er forbeholdt millionarvingerne til landets største formuer, og vil således ikke kunne mærkes direkte af menigmand.
Eksempelvis står LEGO-arvingerne til at kunne få en samlet skattebesparelse på knap 13 milliarder kroner, når de nye regler træder i kraft.
Det officielle argument er, at alle vinder, når de rigeste får lov til at beholde flere af deres egne penge, og at formuerne dernæst vil dryppe ned til resten af samfundet, den såkaldte trickle-down-effekt. Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen fremhævede ydermere, at danske familieejede virksomheder gavner Danmark mest:
“Familieejede virksomheder giver gode og tætte forbindelser til det danske samfund, på en helt anden måde end de store internationale virksomheder gør,” sagde Troels Lund på pressemødet, der blev afholdt hos medicinalvirksomheden Lundbeck.
Målrettet skattejagt
Sænkningen af skatten på arveformuer sker bestemt ikke tilfældigt. Det er langt fra en pludselig indskydelse fra Venstre, Moderaterne og altså også Socialdemokratiet. Gennem flere år har en sammenslutning af store industrivirksomheder – med bl.a. Danfoss, Ecco og Jysk i spidsen – ført en målrettet kampagne for at få en skatterabat til næste generation.
Anført af lobbyisme-bureauet Operate betalte virksomhederne for flere år siden for oprettelsen af et kampagne-netværk med titlen ‘Vækst i Generationer’, som ifølge hjemmesiden “arbejder for at skabe gode muligheder for generationsskifte i Danmark, der giver familievirksomheder de samme vilkår som f.eks. fondsejede virksomheder og børsnoterede virksomheder”.
I første omgang lykkedes missionen. Og nu virker lobbyismen igen. Under Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen lykkedes netværket med at få sænket arveafgiften på familieejede virksomheder fra 15 til fem procent, og det blev med rette udråbt som en stille triumf for lobbyisternes indflydelse på Slotsholmen i København.
Men så kom Socialdemokratiet til magten, og tilbage i 2019 valgte S-regeringen at omgøre skattelettelsen, så arveafgiften igen blev hævet til 15 procent, og dermed atter lå på linje med, hvad andre almindelige mennesker skal betale, når de arver fra deres familie. Dengang lød det ideologiske argument fra daværende skatteminister Morten Bødskov (S):
“Vi har sagt lige fra starten, at vi mener, det var en meget skæv skattelettelse, som især gav meget store summer, hvis man skulle sende store virksomheder i arv,” lød det fra Morten Bødskov, dengang: “Vi synes, at de penge skal bruges på unges uddannelse”.
Netværket gav imidlertid ikke op. Lobbyisterne arbejdede videre, og særligt Venstre fik også rundhåndede donationer i sidste valgkamp fra flere af virksomhederne bag.
Skønt de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at det ikke nødvendigvis er en samfundsøkonomisk fordel at give rabat til virksomhedsarvinger, ganske enkelt fordi børnene sjældent er lige så dygtige forretningsfolk, har kravet gnavet videre ind i embedsværket og de blå partier.
I sidste uge skete det så igen: “Verden har forandret sig,” sagde Morten Bødskov, som i mellemtiden er blevet erhvervsminister. Nu må man forstå, at pengene ikke længere skal bruges på unges uddannelse.
Pengeregn til landbruget
Riget bugner med penge. Der er kroner nok i statskassen, og derfor er det gyldne tider for særinteresser, som gerne vil begunstiges af lukrative vilkår. Og de familieejede industrivirksomheder står på ingen måde alene. Tværtimod er et andet langstrakt påvirkningsforsøg ved at kulminere i netop disse dage.
Efter alt at dømme vil den grønne trepart meget snart præsentere en samlet model for en CO2-afgift på landbruget, som også vil rumme en række ordninger, som på den ene side vil komme til at koste skatteyderne dyrt, men som på den anden side vil blive en fed fidus for de største spillere i den danske agro-industrielle branche.
Med en kombination af angiveligt et betydeligt CO2-bundfradrag for en stor del af den basale udledning af drivhusgasser og en ny jordfond med anslået 50 mia. kr. til opkøb af lavbundsjorde og kystnære marker regner Landbrug & Fødevarer, landbrugets lobbyistorganisation på Axelborg, med at få det stort set, som de har ønsket det.
Selv om de miljøøkonomiske vismænd også her har slået fast, at en ensartet CO2-afgift på 750 kroner – også for landbruget – vil være den mest effektive løsning, er det gennem både offentlige protester fra vrede landmænd og mere lyssky påvirkningskampagner bag kulisserne lykkedes at få masseret en særlig model frem, som samlet set vil føre flere penge til landbruget.
Formelt skal ordningerne selvfølgelig først vedtages i Folketinget, og der er i sig selv intet suspekt ved at forfølge særinteresser. Det har sådan set været ret tydeligt, at nogle ganske få industriarvinger og endnu færre godsejere har lagt et massivt pres på politikerne for at indføre særordninger i strid med vismændenes anbefalinger. Og nu ser manøvrerne ud til at være fuldført. Ingen kvaler, skatteyderne betaler.
I en tid, hvor SVM-regeringen står stadig mere alene, og absolut intet tyder på, at ministerholdet har folkelig opbakning, er det trods alt en form for resultat, at Danmarks mest formuende familier i det mindste har fået noget for pengene. /Lars Trier Mogensen